Idrætter
Minigolf
Minigolf
Til DM-ugen i Herning 2026 kan du opleve minigolf på højt niveau, hvor præcision, koncentration og taktik er i centrum. Der spilles på filtbaner, som er 6–18 meter lange med grønt tæppelignende underlag og bander, der bringes aktivt i spil.
Filtbanerne kræver kraftfulde og kontrollerede slag, og spillerne bruger teknikker som bandeslag og skru for at ramme den rette vinkel mod hullet. Selvom banerne kan se enkle ud, ligger en god runde typisk under 30 slag – og når alt lykkes, kan spillerne ramme den perfekte runde på 18 slag.
Konkurrencen spilles over to dage med flere indledende runder i slagspil, før de bedste går videre til matchplay. Det er især søndag, at spændingen kulminerer, når små fejl kan afgøre kampen bane for bane.
Disciplinerne ved DIF DM-ugen i minigolf
- Dame-, herre-, hold- og mixrækker.
- Dame- og herrerækkerne inddeles desuden efter alder, så man kan konkurrere som junior, senior eller veteran.
Fotos: Henrik Bjerregrav
Vidste du?
- at du kan gå til minigolf i en klub – ligesom i fodbold, håndbold og andre idrætsgrene
- at du maksimalt må bruge 6 slag på ét hul i turneringsminigolf
at udstyr spiller en langt større rolle, end de fleste tror – især på højt niveau - at elitespillere nøje vælger bold ud fra banetype, temperatur og fart
- at en ’tavle’ er en gruppe spillere (typisk tre), som følges ad hele vejen gennem runden
- at minigolf menes at udspringe af golfens put-træning i USA i starten af 1900-tallet og blev i begyndelsen kaldt dværggolf? Omkring minigolfens start blev vindmøller, ladeporte, eventyrfigurer mv. som forhindringer en integreret del af spillet. I dag er der mere strikse regler til banerne og deres forhindringer.
- at de første minigolfklubber i Danmark allerede blev etableret i 1950’erne, og at sporten tidligere blev udøvet under navnet ”Banegolf”? I dag består dansk minigolfsport af 32 foreninger med omkring 2000 medlemmer. Minigolf kan spilles af alle uanset alder, køn og fysik - og man kan endda også konkurrere på tværs af kategorierne.