Opfordring til forlængelse af sæsonen

En forlængelse af sæsonen kan rette delvist op på skadevirkningerne fra den aktuelle nedlukning af foreningsidrætten. KL, DIF, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund i fælles opfordring til lokal dialog mellem kommunen og foreningslivet om mulighed for at holde idrætsfaciliteter åbne frem til sommerferien.
11. feb 2021
En forlængelse af sæsonen kan rette delvist op på skadevirkningerne fra den aktuelle nedlukning af foreningsidrætten. KL, DIF, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund i fælles opfordring til lokal dialog mellem kommunen og foreningslivet om mulighed for at holde idrætsfaciliteter åbne frem til sommerferien.

Fælles pressemeddelelse fra KL, DIF, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund

Foreningsidrætten er reelt lukket ned på grund af de nuværende coronarestriktioner. Det betyder, at rigtig mange danskere ikke har mulighed for at dyrke idræt som normalt. For at hjælpe foreningerne med at kunne få gang i aktiviteterne på den anden side af en genåbning, opfordrer KL, DIF, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund landets kommuner til at holde deres idrætsfaciliteter åbne længere end normalt.

Konkret lyder opfordringen i den fælles udmelding fra KL, DIF, DGI og DFIF til kommuner og foreninger, at der bør samarbejdes om at holde relevante indendørs- og udendørs idrætsfaciliteter åbne frem til sommerferien, så foreninger kan forlænge sæsonen, og flest mulige børn, unge og voksne kan fastholdes i de lokale idrætsforeninger. Mange turnerings- og træningsaktiviteter afsluttes normalt i april/maj. Ved at gøre idrætsfaciliteterne tilgængelige i maj/juni, vil det være muligt for foreninger at fortsætte aktiviteterne i længere tid end normalt.

Baggrunden for udmeldingen er en bekymring for de mentale og fysiske konsekvenser, det vil få, hvis mange medlemmer falder fra oven på nedlukningen af foreningslivet. Samtidig er det vigtigt at understrege fra parternes side, at der selvfølgelig er forståelse for, at der kan være økonomiske og praktiske udfordringer forbundet med at holde idrætsanlæggene åbne længere end normalt, som skal afvejes lokalt.

Idrætsforeningerne opfordres også til, sammen med det øvrige institutioner og foreninger på kultur- og fritidsområdet, at bidrage til at understøtte det fokus på trivsel der er på skole, SFO og klub i forbindelse med genåbningen.

 

Den fælles opfordring, der er sendt til kultur- og fritidscheferne i kommunerne, er vedhæftet. Billeder er til fri redaktionel brug. Fotocredit: DIF

Leon Sebbelin, formand for KL’s Kultur-, Erhverv- og Planudvalg:
Det er i alles interesse, at vi får flest mulige tilbage i foreningslivet, når myndighederne tillader det, og jeg er ikke i tvivl om, at kommunerne vil bakke op og holde faciliteterne åbne.

Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI:
Corona har sat aktiviteterne i idrætsforeningerne på pause. Det er vigtigt at, foreningslivet får adgang til idrætsfaciliteter i størst muligt omfang og helt frem til sommerferien, når vi igen kan mødes i de fysiske aktive fællesskaber.

Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør for DIF:
Foreningerne skal have aktiveret alle medlemmerne igen, når de får mulighed for det. En forlængelse af sæsonen kan være med til at gøre en positiv forskel i forhold til dette.

Mette Mandrup, generalsekretær hos Dansk Firmaidrætsforbund:
Vi vil rigtig gerne have vores medlemmer fra både arbejdspladser og ungdomsuddannelser tilbage i idrætsfællesskaberne. Vi står i en ekstraordinær situation, og vi håber derfor at kommunerne vil hjælpe, så faciliteterne ikke bliver en begrænsende faktor, når vi skal have kickstartet foreningslivet igen.