Sort elitesportsår med lysende stjerner

2020 var præget af mange aflysninger og udskydelser i sportens verden, men året bragte også danske atleter til tops på den internationale scene.
29. dec 2020
2020 var præget af mange aflysninger og udskydelser i sportens verden, men året bragte også danske atleter til tops på den internationale scene.

2020 skulle have været det helt store sportsår med blandt andet OL og PL i Tokyo og EM-fodbold på hjemmebane i København som to af højdepunkterne. Men Covid-19 ville det anderledes. 2020 vil derfor først og fremmest blive husket som aflysningernes og udsættelsernes år, når man kigger på det med sportsbrillerne på næsen.

Få internationale sportsbegivenheder blev dog afviklet, og i flere af dem kom Dannebrog til tops efter verdensklassepræstationer fra danske atleter.

”Hvis man ser bort fra de mange aflysninger og udskydelser i sportens verden, så synes jeg, at flere danske atleter præsterede formidabelt på den internationale sportsscene i 2020, siger Søren Simonsen, der er chef de mission for det danske OL-hold og eliteansvarlig i DIF. Han fortsætter og remser de største danske sportspræstationer op i 2020:

”Vi kom flyvende fra land i 2020 med to VM-guldmedaljer i banecykling efterfulgt af Viktor Axelsens knusende All England-sejr. Så lukkede sportsverdenen ned, og da den åbnede på klem igen, så blæste Søren Kragh Andersen afsted og vandt to etaper i verdens største cykelløb, Tour de France. Her sidst på året ligger Emily Pedersens tre historiske golfsejre frisk i hukommelsen og ikke mindst Pernille Harder, der har løftet pokaler, scoret mål og er blevet tildelt flere personlige titler i 2020. Så selvom det har været et sort år, så var der lysende danske stjerner på sportshimlen” siger Søren Simonsen.

I de seneste mange år har danske atleter vundet omkring 120-150 EM-, VM- OL- og PL-medaljer om året. Når blikket lander på årets medaljeliste, så står der blot 18 EM- og VM-medaljer på facitlisten. Årsagen er naturligvis, at de fleste atleter er blevet i Danmark med det ene aflyste eller udskudte EM og VM efter det andet.

”Jeg føler virkelig med atleterne. De har samlet set haft et skrækkeligt år uden et konkurrencemål at træne hen imod. Selvom første del af 2021 nok heller ikke bliver optimalt, så håber jeg, at OL og PL kan blive det magiske vendepunkt og et mål for mange atleter, så vi igen kan mødes og dyste på kryds og tværs af landegrænser og gøre danskerne stolte med både EM-, VM-, OL- og PL-medaljer på kontoen,” slutter Søren Simonsen.

Se årets danske EM- og VM-medaljer.

Yderligere kommentarer

Søren Simonsen, leder i DIF’s Team Talent & Elite samt chef de mission for det danske OL-hold, 29420443