Gå direkte til indhold

DIF, FCK og Københavns Kommune i samarbejde om veteranindsats

Søndag den 1.11 spiller F.C. København i specialdesignede kamptrøjer som en hyldest til Københavns soldaterveteraner. Markeringen er en del af et nyt samarbejde mellem FCK, Danmarks Idrætsforbund og Københavns Kommune, hvor sport, fællesskaber, anerkendelse og netværksdannelse skal hjælpe veteranerne i deres kamp for at vende tilbage til et godt civilt liv.

DIF Soldaterprojekt, Københavns Kommune og F.C. København er gået sammen om veteranindsatsen Veteran Match. De tre samarbejdspartnere ønsker at hædre de københavnske veteraner samt skabe gode rammer for at hjælpe kommunens veteraner ud på arbejdsmarkedet.

”Vi har alle sammen et kæmpe ansvar for, at vores veteraner får det bedst mulige liv og bliver en del af fællesskabet i København. Det kan vi bidrage til ved at støtte op om det her arrangement og dermed række hånden frem til nogle mennesker, der fortjener vores respekt og hjælp, når de har givet så meget for os. Vi er glade og stolte af at være en del af projektet og glæder os til at tage imod veteranerne her i Parken,”siger direktør i F.C. KøbenhavnLars Bo Jeppesen.

Sport, fællesskaber, netværksdannelse og anerkendelse af den indsats veteranerne har ydet for det danske samfund, er nøgleordene i DIF, FCK og Københavns Kommunes fælles fokus på veteranområdet. Med arrangementet Veteran Match tages der udgangspunkt i en veteranweekend den kommende weekend 30.10-1.11 2020 i Parken i København. Arrangementet vil være todelt med henholdsvis et jobmatch-arrangement fredag d. 30.10 og et efterfølgende match day-arrangement i forbindelse med superligakampen mellem FC København og Lyngby Boldklub om søndagen.

Veteranweekenden har flere formål. Dels at give en offentlig hyldest til Københavns Kommunes veteraner og dels at give veteranerne netværksmuligheder i det civile arbejdsliv. Ved jobmatch-arrangementet kobles veteranerne sammen med en række københavnske virksomheder, og alle virksomheder medbringer praktik- eller jobåbninger, som forhåbentligt kan matche veteranernes drømme, ønsker og færdigheder.

”Jeg har som erhvervslivets borgmester kastet mig helhjertet ind i kampen for at forbedre forholdene for veteranerne i København. Vi har allerede sat meget i gang – en særlig veterantelefon og veterankoordinatorer på vores jobcentre – og nu skaber vi en tradition, hvor vi hvert år ærer byens veteraner og hjælper dem med at skabe sig et netværk i det civile erhvervsliv og med at finde konkrete praktikker og jobåbninger. Det er jeg stolt af,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard, borgmester i KBH’s beskæftigelses- og integrationsforvaltning.

Ved match day-arrangementet i Parken hyldes veteranerne i forbindelse med superligakampen mod Lyngby 1.11. FCK spiller i dagens anledning i specialdesignede kamptrøjer, som efterfølgende signeres og sælges på auktion på Lauritz.com. Derudover specialdesignes ligeledes en pin, som kan købes resten af året i F.C. København Fanshop samt i alle landets Starbucks-caféer. Overskuddet går til at styrke arbejdet med skadede veteraners foreningsdeltagelse i regi af DIF Soldaterprojekt.

Netop DIF Soldaterprojekt skulle i forbindelse med veteranweekenden have været primus motor for et større idrætsarrangement for veteranerne i Parken, men denne del af veteranweekenden er blevet udskudt på grund covid 19 og det gældende forsamlingsforbud.

”Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan få veteranerne i sportstøjet også, men vi ser frem til, at Idrætsaktiviteter og DIF Soldaterprojekt fremover kommer til at spille en væsentligt rolle i det videre veteransamarbejde mellem FCK, Københavns Kommune og DIF. Erfaringerne fra vores succesrige DIF Soldateprojekt er, at netop sport og fællesskaber kan nedbryde væsentlige barrierer hos veteranerne i deres kamp for at vende tilbage til et godt civilt liv,” siger DIF’s formand, Niels Nygaard.

Efter planen skal Veteran Match fortsætte i de kommende år.  Det er ligeledes målet, at flere danske superligaklubber og topklubber i andre idrætsgrene samt kommuner i de kommende år vil blive en del af Veteran Match.  

Kontakt:
Borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard via pressechef Claus Bøggild, 22 82 84 37 

Formand i DIF, Niels Nygaard, 20 73 71 12 

Kommunikationschef i FCK, Jes Mortensen, 23 90 80 10