Gå direkte til indhold
20191105_DIFnominerettilretsSportsorganisation

DIF nomineret til Årets Sportsorganisation

DIF’s sociale indsatser har vakt international anerkendelse. DIF er således nomineret til den prestigefyldte pris Sport Organization of the Year, som uddeles af organisationen Peace and Sport den 12. december i Monaco.

DIF’s sociale indsats på blandt andet veteranområdet i form af DIF Soldaterprojekt og i forhold til de udsatte boligområder i DIF get2sport vækker nu international anerkendelse.

Danmarks Idrætsforbund er nemlig blevet nomineret til den prestigefyldte pris Årets Sportsorganisation, som uddeles af organisationen Peace and Sport. En organisation, der arbejder for at gøre verden til et bedre sted gennem sport.

I præsentationen af DIF som nomineret til Årets Sportsorganisation, lyder det:
Danmarks Idrætsforbund er nomineret for at tackle sociale spørgsmål. Danmarks Idrætsforbund kæmper for optagelse af veteraner i civilsamfundet gennem dialog, lejre og vidensdeling. Derudover arbejder DIF på at bekæmpe fattigdom og marginalisering gennem projektet DIF get2sport, der integrerer unge fra vanskelige kvarterer.

Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF, er begejstret for nomineringen:

”Vi er utroligt glade for, at den store omverden nu også har lagt mærke til det meget lange og seje træk, vi har taget i DIF i forhold til at vise, hvad idræt kan samfundsmæssigt. For det er nogle meget store og vellykkede indsatser, der i de senere år er blevet udført i DIF-regi blandt andet med skadede veteraner i DIF Soldaterprojekt, indsatsen i de udsatte boligområder med DIF get2sport og i øvrigt også på en lang række andre områder,” siger Morten Mølholm Hansen og fortsætter:

”Man skal altid tage et ansvar, hvis man kan. Og idrætten kan nogle fantastiske ting med mennesker og menneskelige relationer generelt. Vi har formået at gøre DIF til en stærk samfundsmæssig aktør med et blik for de sociale udfordringer, som idrætten kan løse. Det er vi super stolte af.”

Prisen Sport Organization of the Year uddeles den 12.december på Peace and Sports store konference i Monaco. De øvrige nominerede i kategorien er Tysklands Idrætsforbund (olympiske komité) og den franske cricketklub Soccs

Læs mere på https://www.peace-sport.org/

Kontakt:
Morten Mølholm Hansen, direktør i DIF, 21 66 37 74

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter