Gå direkte til indhold
94 millioner

94 millioner kroner skal få flere danskere op af sofaen

DGI, DIF, Nordea-fonden og TrygFonden styrker og udvider Danmarkshistoriens største idrætssamarbejde - Bevæg dig for livet. Nye idrætstilbud, bedre rammer, mere fleksibilitet og nye partnerskaber med flere kommuner og civilsamfundsaktører skal bidrage til at nå målet om verdens mest aktive befolkning.

75 procent af danskerne skal være idrætsaktive i 2025, og 50 procent skal være medlemmer af idrætsforeninger. Det er målet i DGI’s og Danmarks Idrætsforbunds (DIF) fælles vision Bevæg dig for livet, som foregår i tæt partnerskab med Nordea-fonden og TrygFonden.

Fondene har netop udvidet støtten med 94 millioner. Det er et løft fra den foregående periode og markerer, at indsatsen styrkes for at få flere danskere til at blive idrætsaktive.

”Opbakningen fra Nordea-fonden og TrygFonden er afgørende for, at vi kan nå vores målsætning om at blive verdens mest idrætsaktive nation. Vi skal bygge videre på medlemsfremgangen, som det er lykkes at skabe i Bevæg dig for livet-idrætterne. Det gør vi ved at tilpasse idrætstilbuddene til almindelige danskeres behov. Blandt andet med tilbud til børnefamilier, der kan kombinere kvalitetstid med familien med det at være motionsaktiv, men også med tilbud som håndboldfitness og motionsfloorball, der har motion og fællesskab i centrum og rummer alle aldre og niveauer,” siger Søren Møller, formand for DGI.

Verdensmester i breddeidræt

Mere end to millioner medlemmer er der i landets idrætsforeninger. Men målet er, at endnu flere skal hjælpes ind i de aktive fællesskaber.

”At være aktiv sammen med andre er sundt - både fysisk og mentalt. Det ved de fleste af os. Men vi kan sagtens gøre det lettere og sjovere for flere danskere at komme op af sofaen, ud af døren og med i idrætsfællesskaber. Derfor bakker vi op om Bevæg dig for livets ambitiøse vision om at gøre danskerne til verdensmester i breddeidræt,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

I de første år har Bevæg dig for livet resulteret i en række nye motionskoncepter såsom familietennis og gå- og løbekonceptet GoRun. Det har medvirket til en medlemsfremgang i samarbejdets 10 idrætter. Samtidig arbejdes der strategisk med kommuner og civilsamfundsorganisationer som Friluftsrådet om at skabe bedre rammer for idrætslivet landet rundt.

”Det er vigtigt, at vi bliver ved med at understrege, at man ikke behøver at se godt ud i tights eller kunne nogle bestemte trin eller regler for at træde ind ad døren i en idrætsklub. Mange af os er egentlig motiverede for at komme i gang og der bliver hele tiden bedre og flere muligheder for at finde en motionsform på et tidspunkt, der passer, ligesom klubberne bliver bedre til at vise mangfoldigheden i tilbuddene og blandt deltagerne,” siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Politisk medvind

Det er ikke nok kun at udvikle idrætterne. For at få en mere aktiv befolkning skal der rækkes ud i samfundet gennem flere partnerskaber for at nå nye målgrupper. Der er underskrevet aftaler med foreløbig seks kommuner, der forpligter sig til at arbejde for flere aktive borgere på tværs af forvaltninger. Flere aftaler er på vej, og målet er 15 visionskommuner.

”Vi arbejder på at klæde foreningerne på til en ny idrætsvirkelighed, hvor der efterspørges mere fleksibilitet i idrætten. I den næste Bevæg dig for livet-periode vil vi også øge samarbejdet med kommuner og andre aktører på for eksempel sundhedsområdet, der har daglig kontakt med de målgrupper, for hvem en aktiv livsstil kan betyde alt. Vi er også glade for, at statsministeren i efteråret tog initiativ til at samle relevante parter til et Marienborgmøde med Bevæg dig for livet som omdrejningspunkt. Vi har en fælles interesse i, at flere danskere deltager i aktive fællesskaber, og derfor ser vi frem til at styrke det politiske samarbejde i 2018,” siger Niels Nygaard, formand for DIF.

Kontakt:

Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, via kommunikationschef Tine Wickers: 28 40 84 80

Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden: 45 26 08 20

Søren Møller, formand for DGI: 23 28 02 34

Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund: 20 73 71 12

Fakta om bevæg dig for livet

  • Samarbejde mellem DIF, DGI, Nordea-fonden og TrygFonden siden 2015
  • Partnerskabet er det største i dansk idræts historie
  • Målsætningen er 600.000 nye idrætsaktive og 325.000 nye foreningsmedlemmer inden 2025
  • Nordea-fonden og TrygFonden bidrager med 94 millioner frem mod 2020
  • Samarbejde i 10 idrætter: Badminton, cykling, foreningsfitness, floorball, fodbold, håndbold, kano & kajak, løb, tennis, volleyball
  • De 10 idrætter i Bevæg dig for livet fik 27.000 flere medlemmer fra 2015-16
  • Bevæg dig for livet er indskrevet i regeringsgrundlaget
  • Der er etableret samarbejder med foreløbig seks kommuner: Aalborg, Frederiksberg, Gentofte, Holstebro, Ikast-Brande, Skive
  • Særligt fokus på seniorer, idræt i folkeskolen og et partnerskab med Friluftsrådet, som skal sikre bedre rammer for idræt i naturen.
  • Der er kørt 1500 skræddersyede foreningsudviklingsforløb i blandt andet nye idrætstilbud, medlemsrekruttering og fastholdelse.

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter