Gå direkte til indhold

Etisk Komité tager cykel-sag op

DIF Etisk Komité vil undersøge og udtale sig om good governance i relation til Danmarks Cykle Union.

På et møde den 22. juni 2020 har den uafhængige instans DIF Etisk Komité besluttet at gå ind i sagen vedrørende beskyldninger rejst af navngivne bestyrelsesmedlemmer mod formanden for bestyrelsen i Danmarks Cykle Union (DCU).

I en udtalelse på difetiskkomite.dk lyder det fra DIF Etisk Komité:

”Der har i medierne været rejst konkrete, alvorlige beskyldninger mod formanden for bestyrelsen i Danmarks Cykle Union, ligesom medlemmer af DCU’s bestyrelse gennem medierne har kritiseret bestyrelsesarbejdet og forhold drøftet i bestyrelsen. Henset til beskyldningernes karakter og alvor og sagens almene betydning for såvel DCU som Danmarks Idrætsforbund, har Etisk Komité besluttet at gå ind i sagen med henblik på at undersøge om good governance er overholdt – også i relation til den offentliggørelse af bestyrelsesmateriale, som har fundet sted.”

FAKTA:
Etisk Komité er nedsat i medfør af DIF’s loven § 20 og har til opgave at vurdere spørgsmål om good governance og etik. Komitéen afgiver udtalelser og henstillinger om sådanne spørgsmål, men træffer ikke bindende afgørelser. Etisk Komité kan optage sager til behandling på baggrund af henvendelser eller af egen drift.

Etisk Komité arbejder uafhængigt af DIF.