Otte specialforbund i unikt samarbejde

Tværfagligt samarbejde skal være med til at udvikle idrætstilbuddene for skadede veteraner i DIF Soldaterprojekt.
18. maj 2020
Tværfagligt samarbejde skal være med til at udvikle idrætstilbuddene for skadede veteraner i DIF Soldaterprojekt.
DIF Soldaterprojekt har til formål at bidrage til, at psykisk og fysisk skadede veteraner gennem idræt og fællesskaber inspireres og støttes til at søge tilbage til et selvstændigt og meningsfyldt liv. Dette skaber oftest en god overgang til det eksisterende foreningsliv, hvor veteraner kan fortsætte deres idræt og rehabilitering.

Nu er otte specialforbund via en fælles en ansøgning til DIF’s initiativpulje gået sammen om et tværfagligt projekt, der skal udvikle tilbuddene til de skadede veteraner. DIF’s bestyrelse har således imødekommet en initiativansøgning fra de otte specialforbund, og i første omgang er der bevilget 600.000 kr. til arbejdet i 2020.

Hele indsatsen i initiativet fokuserer på at udvikle, styrke, forankre og kommunikere de aktiviteter, der skabes for de skadede veteraner i regi af DIF Soldaterprojekt og i specialforbundene, herunder:

• Afholdelse af camps
• Etablering, stabilisering og forankring af såkaldte Safe Zones, hvor veteraner trygt kan dyrke forskellige idrætsgrene sammen med andre skadede veteraner.
• Styrkelse af inklusion i foreningsidrætten

De otte specialforbund i det nye tværfaglige projekt kommer til at vidensdele og samarbejde på tværs i forhold til skabe endnu bedre rammer for veteranerne. Netop samarbejde på tværs af idrætsgrene og specialforbund er vejen frem, når dansk idræt skal videreudvikles i de kommende år. Det slår DIF’s formand, Niels Nygaard, fast
”Der ligger utrolig meget viden forankret i de enkelte idrætsgrene og specialforbund, og når den viden bringes i spil på tværs af forbundene, kan man virkeligt skabe resultater,” siger Niels Nygaard. Han fortsætter:

”Idrættens sociale ansvarlighed er meget, og derfor glæder det mig, at hele otte specialforbund med hver deres ekspertise nu samarbejder på dette veteranområde. DIF Soldaterprojekt handler om at bruge idrættens mange positive aspekter optimalt i bestræbelserne på at gøre tilværelsen lettere for en gruppe udsatte borgere. DIF Soldaterprojekt har indtil videre været en stor succes, og nu kan projektet i samarbejde med de otte nye involverede specialforbund gøres endnu stærkere,” lyder det fra Niels Nygaard.

De otte specialforbund, der er involveret i det tværfaglige projekt, er:

1. Dansk Kano og Kajak Forbund
2. Dansk Surf og Rafting Forbund
3. Dansk Atletik Forbund
4. Bueskydning Danmark
5. Danmarks Ishockey Union
6. Dansk Svømmeunion
7. Dansk Skytte Union
8. Danmarks Cykle Union