DIF Soldaterprojekt forlænges

Forsvarsministeriet har besluttet at forlænge DIF Soldaterprojekt med yderligere et år og samtidig tilføre projektet yderligere midler.
4. nov 2019
Forsvarsministeriet har besluttet at forlænge DIF Soldaterprojekt med yderligere et år og samtidig tilføre projektet yderligere midler.
Gennem de sidste otte år har DIF Soldaterprojekt forsøgt at hjælpe psykisk og fysisk skadede veteraner til et bedre liv via idræt, fællesskaber og ikke mindst fysisk aktivitet i trygge rammer.
 
Resultaterne har været overbevisende, og senest viser en evaluering af projektet, at DIF Soldaterprojekt har fået et stort flertal af de deltagende skadede veteraner til at indgå i nye fællesskaber, skabe flere sociale relationer og for manges vedkommende opnå større livslyst og et lysere syn på fremtiden.  Nu forlænges projektet for endnu et år og tilføres samtidig godt 2, 5 millioner kroner yderligere, således den samlede bevilling fra Forsvarsministeriet lyder på fire millioner kroner i 2020.
 
”Vi er meget glade for forlængelsen af DIF Soldaterprojekt. Vi er også glade for, at vores indsats på veteranområdet anerkendes. Idræt og fællesskaber er og bliver en fantastisk ting for alle mennesker, og med det her projekt har vi i den grad vist sig, at idræt og sociale relationer har en positiv effekt, når mennesker i krise skal hjælpes på rette vej igen. Vi håber derfor naturligvis på, at DIF Soldaterprojekt kan gøres permanent fra 2021,” siger DIF’s administrerende direktør Morten Mølholm Hansen.
 
Facts:
- Over 400 psykisk og fysisk skadede veteraner har været en del af DIF Soldaterprojekt
- Projektet har som målsætning at forbedre livet for fysisk og psykisk skadede veteraner via idræt og fællesskaber. 
- DIF Soldaterprojekt er finansieret i samarbejde mellem DIF og Forsvarsministeriet
- I en fremtidig forankring af DIF Soldaterprojekt ligger der et ekstra fokus på de særligt udsatte psykisk skadede veteraner.