Seksuelle krænkelser i foreningslivet

DIF arbejder på flere områder for at forebygge seksuelle krænkelser i foreningslivet.
22. feb 2017
DIF arbejder på flere områder for at forebygge seksuelle krænkelser i foreningslivet.

Seksuelle krænkelser af mindreårige i de danske idrætsforeninger er ikke ligefrem det mest opløftende emne at tage fat på. Men faktum er, at det er en problemstilling, som kan ramme enhver forening. Mange idrætsledere tænker måske, ”det sker aldrig her,” og det gør det formentligt og forhåbentligt heller ikke. 

”Men vi må se i øjnene, at der af og til opstår nogle af de her meget ubehagelig sager. Det er forfærdeligt, når det sker, og derfor forholder vi os i DIF også meget alvorligt til emnet,” siger Jan Darfelt, der er specialkonsulent i DIF. Det er hans telefon, der ringer, når der opstår en eller anden problemstilling på området i foreningslivet. Og det er også ham, der bliver sendt ud til diverse krisemøder med foreningsledere, trænere og forældre, når branden opstår. 

Hvad gør DIF for at forebygge seksuelle krænkelser i foreningslivet? 
”Vi har blandt andet arbejdet intenst med oplysning omkring børneattesterne, og det har betydet at op mod 96 procent af vore foreninger med børn nu overholder loven og indsender de nødvendige børneattester. Derudover har vi udarbejdet vort inspirationsmateriale ’Det uhørte overgreb’ både i trykt form og som download på vores hjemmeside. Materialet bruges flittigt i foreningslivet.  Derudover giver vi løbende til foreningerne, og vi holder foredrag kommuner mm. når det efterspørges. Endelig har vi udarbejdet materiale til vore børnekurser, som også bruges på specialforbundenes uddannelser.

Leveregler 
Overordnet understreger Jan Darfelt, at man som forening umuligt kan gardere sig mod det værst tænkelige tilfælde  - eksempelvis, at en træner eller leder forgriber sig på et ungt menneske i klubben. 
”Det er bestemt ikke meningen, at man skal gå og mistænke alle trænere i foreningen, og overordnet må man sige, at det stort set er umuligt at spotte de her tilfælde på forhånd. Men derfor kan man alligevel godt have italesat problemstillingen,” siger Jan Darfelt med adresse til DIF’s overordnede opfordring til idrætsforeningerne. Den lyder på, at man som ansvarlig idrætsforening bør udarbejde et sæt leveregler på området, så man som minimum får italesat risikoen for seksuelle krænkelser i foreningslivet. Opfordringen har lydt fra DIF i nogle år, men Jan Darfelt fornemmer, at det er få foreninger, som har taget opfordringen til sig: 

”Jeg har ingen konkrete tal på, hvor mange foreninger, der har leveregler eller en decideret nedskreven politik i forhold til foreningens håndtering af eventuelle seksuelle krænkelser. Men min opfattelse er, at det sagtens kunne blive mange flere.” 

Spørgsmålet er så, hvad et brugbart sæt leveregler bør indeholde? Hertil siger Jan Darfelt: 
”Der findes som udgangspunkt ikke nogen facitliste for en sådan politik. Kort og godt handler det om, at du opstiller et sæt regler eller en drejebog for, hvordan de voksne trænere og ledere omgås børnene til stævner, træning, i bilen og andre aktuelle steder. En sådan politik varierer jo fra forening til forening og kommer også an på, hvad man har af faciliteter og interaktioner i foreningen,” siger Jan Darfelt.
Han peger i øvrigt på, at DIF nu vil undersøge mulighederne for at udbyde e-learningskurser direkte til ledere og trænere i foreningerne. På den måde vil viden om, hvordan seksuelle krænkelser kan undgås, kunne formidles uden, at forbundene skal bruge resurser på det. 

DIF’s indsats vedr. forebyggelse af seksuelle krænkelser

  •  DIF tilbyder konkret rådgivning ved mistanke on overgreb i foreninger under DIF. DIF rådgiver årligt 15-20 foreninger i sager om konkret mistanke.
  • Ved tvivlsspørgsmål og konkrete sager.  Kontakt DIF’s specialkonsulent Jan Darfelt på  jd@dif.dk eller tlf.: 43 26 20 31. DIF besvarer også anonyme henvendelser.
  • Information og rådgivning vedr. børneattester – informationsmateriale udarbejdet.
  • Årlige informationskampagner vedr. ”Husk børneattesten” sammen med DGI.
  • Udgivelse af inspirationsmateriale vedr. forebyggende indsats i foreninger udarbejdet – ”Det uhørte overgreb.
  • Fokus på emnet indgår i DIF’s 12 timer kurser – ’Idræt for børn og unge’ og ’Træner 1’.
  • Løbende foredragsvirksomhed/information ved kommunale møder
  • DIF har udarbejdet sanktionssystem sammen med DGI og DFIF, hvor trænere/ledere fra dansk idræt, som dømmes for seksuelle krænkelser, får vurderet, om de fortsat kan virke i dansk idræt. Der behandles årligt 4-6 sager i udelukkelsesnævnet.