Gå direkte til indhold
Børn i Gi

Gigantisk succes for Odense Sportscentrum

Medlemskurverne går kun opad hos foreningskollektivet Odense Sportscentrum, som også i januar vandt konceptet Danskernes Idrætspris.
Lige inden for døren står fem skoreoler fyldt med sko. Det minder mest af alt om indgangen til en børneinstitution. Lidt til venstre for indgangen er der en reception med to receptionister på arbejde. De har travlt med at hjælpe børn og voksne med svar på spørgsmål, vise vej og sælge udstyr og beklædning.

På gangene går børn i hvide kampdragter, på bare tæer og bag dem deres forældre – på strømpesokker. Børnene finder frem til deres træningslokale, og forældrene sætter sig i komfortable sofaer udenfor. Væggene ind til træningslokalerne er af glas, og forældrene kan følge med i alt, hvad der foregår. Træningslokalerne ligger på rad og række som store akvarier uden vand på rad og række.

I den moderne bygning på Thorslundsvej 2B i Odense er der ’akvarier’ i to etager. Udvendigt ligner det alt andet end et hjemsted for foreninger. Det ligner et butikscenter, som bygningen faktisk også var til at begynde med. Det gik bare ikke. Så stod bygningen tom i nogle år, indtil 24 foreninger rykkede ind. Sammen blev de til Danmarks største foreningskollektiv – Odense Sportscentrum.

Rene tæer

Boxen i Herning 9. januar om aftenen. På scenen foran snurrende tv-kameraer, der bringer showet Sport 2015 ud til næsten en million danskere, står DIF's formand, Niels Nygaard, og kommunikationschef for e-Boks, Susanne Søndahl Wolff. Sammen afslører de, hvem der vinder Danskernes Idrætspris 2015: ”Og vinderen er … Odense Sportscentrum,” lyder det.
Claudia Pring, formand i Odense Sportscentrum og Jane Jegind, rådmand i Odense Kommune, haster op på scenen i deres fineste skrud for at takke for prisen.

Claudia Pring er næsten ikke til at kende, som hun går rundt i Odense Sportscentrum og viser frem. Den blå, stramme paletkjole fra Boxen er skiftet ud med en hvid gi (japansk kampdragt), og håret er sat hurtigt op.

”Ja, vi har en praksis med, at enten har man indendørssko med, eller også tager man sine udendørssko af og går i strømpesokker indendørs,” forklarer hun og slår ud med hånden mod skoreolerne.

”Det er en asiatisk skik, ligesom når man er hjemme hos andre mennesker. Og det er en husregel, at man skal have rene tæer, når man dyrker kampsport.”

Nordens største

Klokken er lidt over 17.00, og Odense Sportscentrum summer af liv. Claudia Pring i fører an til et stort lokale, der fylder hele bygningen i både bredde og højde.

”Det her er et fælles lokale, som bruges til stævner og konkurrencer af alle foreningerne. Jyder og sjællændere kan mødes her. Der er lige langt for begge parter. Man kan booke sig ind i weekenden og afvikle landsdækkende aktiviteter. Vi har pladsen. Vi har jo fået Nordens største kampsportscenter,” smiler Claudia Pring med slet skjult stolthed.

De mange foreninger flyttede ind i marts 2015. Nogle foreninger er siden gået fra 300 medlemmer til tusinde, og selv om alle ikke har haft tilsvarende medlemsfremgang, er alle gået op i medlemstal. En af årsagerne til foreningernes succes er selve bygningen.

”Mange mener, at huset da må være bygget til sport,” forklarer Claudia og peger på de store glasfacader ud til vejen.

”Dem er vi glade for. Vi kan se, hvordan folk cykler langsomt forbi for at se, hvad der sker herinde. Det er god reklame. Før var vi usynlige i gadebilledet. Det er vi ikke mere.”

Claudia har også gjort sig en anden erfaring efter, at det tidligere butikscenter er blevet befolket med fortrinsvis kampsportsforeninger:

”Hvis man gerne vil have medlemmer, så skal kampsportsforeningerne ikke være alt for nicheagtige. Konceptet må gerne være lidt familieagtigt.

 Giver mersalg

I de forskellige glasomkransede lokaler træner børn og voksne forskellige former for kampsport, nogle fægter, andre klatrer, og nogle går til ’ninja’’.

Det er ikke alle aktiviteter, der falder ind under Danmarks Idrætsforbunds paraply. Det er ikke så vigtigt. Det, der er vigtigt, er, at der er liv og aktivitet. At der er energi, og at foreningerne tror på værdien af at stå sammen og udnytte den synergi, de sammen skaber.

Er man medlem i en af foreningerne i Odense Sportscentrum og betaler det ordinære kontingent, kan man træne på hold i alle afdelinger. Det vil i princippet sige, at hvis en person går til karate i foreningskollektivet, kan vedkommende også udnytte tilbuddene fra fægte- eller klatreklubben i Odense Sportscentrum. Nå ja, og så har foreningskollektivet deres helt eget og fuldt udstyret styrke- og motionstræningsrum, hvor alle medlemmer kan træne lige så tosset de vil. Mange forældre benytter her chancen til at få sved på panden og få pulsen op, mens deres børn træner i en af foreningerne.

”Det, man ikke kan i forbundene, det gør vi her, hvor medlemmerne kan træne på tværs. Vi er ikke så protektionistiske. Det er ligesom med flere slagtere i samme gade. Det giver mersalg,” forklarer formanden.

Finder vej til skolen

I øjeblikket er lokalerne mest i brug om formiddagen. Her lejer skolerne sig ind og kan tilbyde deres elever en anderledes og spændende undervisning i sportsgrene, som ellers sjældent finder vej til folkeskolen.

”Vores skoleforening er ved at lave denne her”, siger Claudia Pring og viser med to fingre en skråt opadgående linje i luften.
”Vi har måttet hænge den røde lampe ud.”

Snart håber Claudia Pring, at Odense Sportscentrum også kan tilbyde pilates. På sigt er det ambitionen at få idrætstilbud for seniorer – for eksempel faldteknik for ældre – på listen over formiddagsaktiviteter. Årsagen til, at det ikke allerede er sat i værk, er tid. Claudia Pring og de øvrige i bestyrelsen har haft travlt i det sidste års tid.

”Det her hus er bygget op af masser af frivilligt arbejde, slår Claudia Pring fast.”Og det har været en rejse ind i en ny måde at organisere idræt på. Vi har ikke haft en manual, som vi har kunnet slå op i. Ingen har jo gjort det her før.”

Økonomien er kommet på plads ved hjælp af fonde.

”Vi har selv skaffet seks millioner kroner, og der er ingen kommunale midler i butikscentret. Det betyder dog ikke, at Odense Kommune ikke har været en vigtig medspiller. For det har de. De har for eksempel ændret i den lokalplan, der gælder for dette område. Det har haft stor betydning for os, og vi er rigtig glade for den opbakning, vi har fået fra kommunen.”

Inspiration i Malmø
Oprindelig bestod Odense Sportscentrum af ni klubber, der lå et andet sted i Odense. Ideen til at skabe noget større dukkede stille og roligt frem hos to-tre af foreningslederne.

”Hey – det her kan vi godt gøre meget større,’” husker Claudia Pring, at de sagde til hinanden.
”Og jo, der var også skepsis i egne rækker. Men så tog vi over til Malmø og søgte inspiration i det kampsportscenter, de har der. I alt er der 3.000 medlemmer, men det var for meget ’business’ efter vores smag. Alligevel fik det os til at sige, at når de kan der, så kan vi også. I dag er vores kampsportscenter større end det i Malmø.

Initiativtagerne til sammenflytningen af de mange forskellige foreninger var meget bevidste om, at der var mere i det end bare at flytte fysisk sammen.

”Vi lavede først en workshop, hvor vi samlede alle de foreninger, der kunne have interesse i at flytte med herud. Boksning forsøgte vi også at få med, men de ville ikke slippe deres koncept med et kontingent på 50 kroner og foretrak at blive i deres gamle kælder. Lige nu vil de ikke herind, men jeg tror, at de kommer på et tidspunkt.”

For at få styr på set-uppet og ikke mindst kulturen, har foreningerne været igennem nogle jernhårde workshops.

”Det har været vigtigt for os ikke bare at flytte sammen rent fysisk, men også at få bearbejdet vores værdier. Vi har sagt, at vi skulle have vores gamle værdier med, men også at vi ikke skal hænge fast i dem. Vi skal videre. Når det er sagt, er det klart, at foreningerne har forskellige kulturer. Roller-pigerne (rulleskøjte-piger, red) har et andet fokus end for eksempel klatreforeningen.

Har ejerfornemmelser
Det grundige forarbejde med målrettede workshops har også været givet godt ud i forhold til den ånd, der nu hersker i Odense Sportscentrum.

”Alle har ejerfornemmelser. Folk passer på huset. Vi er alle ildsjæle, der siger, at det er vores hus,” forsikrer Claudia Pring.

I de mange foreningers beslutningsproces var det afgørende, at nogen af de storeforeninger besluttede sig for at sige ja til konceptet. Da det skete, kom der ligesom en ketchupeffekt, som hev mange andre foreninger med.

Nu er de 24 foreninger på plads og fungerer fint sammen i en hverdag, som hele tiden byder på sine små udfordringer. For eksempel har en vandskade for nylig tvunget flere træningshold væk fra deres faste lokaler, men det finder foreningerne i samarbejde en løsning på.

I forhold til foreningernes tidligere rammer er faciliteterne i Odense Sportscentrum det rene luksus. Bare sådan en ting, som at foreningerne slipper for rengøring, der nu klares af et eksternt firma, løfter dagligdagen for mange frivillige.

Selvom Odense Sportscentrum er kommet langt, er foreningskollektivet ikke færdig med at forandre sig. Snart kommer der en café i huset. Frivillige er i fuld gang med at materialisere de 400.000 kroner, som man søgte i en kommunal pulje og fik, til et sted, hvor en forfriskning eller en kop kaffe kan nydes.

”Vi søgte egentlig om en million,” husker Claudia Pring og bemærker, at anlægspengene ikke sidder lige så løst i Odense, som de gør i andre byer.
Udviklingsplanerne stopper dog ikke med en café. Bestyrelsen har et behandler-torv med kiropraktorer, fysioterapeuter og andre behandlere på tegnebrættet