Gå direkte til indhold
Rio

DIF uddeler halvanden million kroner i olympiske scholarships

I kampen for at kvalificere sig til OL i Tokyo 2020 får 10 danske atleter hver et olympisk scholarship på cirka 146.000 kroner.

Der er rigtig gode nyheder til 10 potentielle OL-atleter. De har netop fået tildelt olympiske scholarships på hver cirka 146.000 kroner til at optimere kvalifikationsforberedelserne frem mod OL i Tokyo 2020. 

Den internationale olympiske komité, IOC, står bag programmet Olympic Solidarity, som blandt andet støtter udvalgte atleter frem mod OL. I forbindelse med de olympiske lege i Tokyo 2020 har Danmarks Idrætsforbund (DIF), der er nationalolympisk komité i Danmark, fået godkendt IOC-ansøgninger om scholarships til 10 atleter. De kan nu se frem til hver at modtage et rejsestipendiat på USD 5.000, som er øremærket til rejser til OL-kvalificerende konkurrencer, samt et scholarship på USD 500 om måneden, så længe de har mulighed for at kvalificere sig til OL i Tokyo 2020 – dog maksimalt i 36 måneder. Hver af de 10 atleter kan samlet set opnå støtte på USD 23.000, hvilket svarer til cirka 146.000 kroner.

”Med få undtagelser, så lever rigtig mange danske eliteatleter på en sten med få økonomiske ressourcer. En check på samlet set omkring 146.000 kroner gør derfor en kæmpe forskel og vil være med til at optimere forberedelserne frem mod OL i Tokyo 2020 for alle 10 atleter. I DIF er vi derfor rigtig glade for, at vi via IOC har fået mulighed for at hjælpe 10 danske atleter tættere på deres mål om OL-kvalifikation,” siger Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske OL-hold.

De ti potentielle OL-atleter er udpeget af DIF i samarbejde med Team Danmark på baggrund af opnåede resulter samt fremtidige potentialer i forhold til OL i Tokyo 2020:

Anna Emilie Møller, løb
Janick Klausen, højdespring
Maja Buskbjerg Jager, bueskydning
Amalie Dideriksen, cykling
Stine Nielsen, skydning
Cathrine Dufour, dressur 
Fie Udby, roning
Lin Ea Cenholt Christensen, sejlsport
Viktor Bromer, svømning
Andreas Schilling Andersen, triatlon

”Vi har sammen med Team Danmark valgt ti atleter, som ikke blot har potentiale til at kvalificere sig til OL i Tokyo 2020, men som også har mulighed for at blande sig i den sjove ende af tabellen med optimale forberedelser. Vi har derfor tildelt de olympiske scholarships til nogle af de atleter, hvor pengene kommer til at gøre en forskel og i første omgang kan være forskellen på OL-kvalifikation vs. ’ikke-OL-kvalifikation’ og sidenhen forskellen på en midterplacering og en topplacering,” siger Morten Rodtwitt.  

Team Danmarks direktør glæder sig også over den økonomiske håndsrækning til de udvalgte atleter frem mod OL i 2020.

”Det er ti atleter, som vi har et tæt samarbejde med, og som har store potentialer i de kommende år. Økonomiske ressourcer er et afgørende konkurrenceparameter i eliteidræt, og de ti atleter er fra idrætsgrene, hvor det kan være svært at få de økonomiske ender til at mødes. Derfor håber jeg, at de olympiske scholarships kan gøre en forskel for atleterne, så vi alle sammen kan juble med dem, når de leverer præstationer i verdensklasse,” siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark.

Hvis en atlet ikke kvalificerer sig til OL i Tokyo 2020 eller bliver skadet og ikke kan deltage ved OL, så bortfalder deres scholarship. 

Yderligere information
Morten Rodtwitt, chef de mission i DIF, 29370916

 

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter