Gå direkte til indhold

Dansens historie

Danmarks Sportsdanserforbund kan i år fejre 50 års jubilæum. Vi har i den anledning samlet lidt materiale om dansens og forbundets historie her i juni måned. Se også Danmarks Sportsdanserforbunds historie af Jørgen Herholdt, og her kan du læse om dansens historie af Per Leon Jørgensen.

Dansen har altid været en del af menneskets udtryksmåde. Nogle af de første synlige beviser på dansens betydning er fundet i Egypten i Dansernes grav, der stammer helt tilbage fra omkring 2000 F.Kr.

Gravfrisen fra Dansernes grav

I starten foregik dansen mest i forbindelse med religiøse ceremonier. Mange folkegrupper mente, at dansen havde en særlig magisk kraft, derfor blev den for eksempel benyttet før man skulle i krig (krigsdans), eller hvis man manglede regn til afgrøderne (regndans). Men dansen kunne også opleves i mere sociale sammenhænge, hvor forskellige begivenheder skulle fejres.

 

Dansen starter hos adelen og breder sig senere ud i befolkningen

Ifølge de gamle folkeviser tyder det på at dansen oprindelig foregik som en kædedans udført af flere mandlige og kvindelige dansere anført af en fordanser. Dansen blev fulgt af sang og eventuelt musik på simple instrumenter.

Dansefrise fra Ørslev Kirke malet i 1300-tallet.

Dansen startede ved hoffet og på herregårde og senere bredte den sig til den almindelige befolkning, hvor den specielt benyttes ved bryllupsfester.

I slutningen af 1700-tallet opstod pardansen, som i begyndelsen, især i kirkelige kredse, virkede stærkt provokerende på grund af den tætte kontakt mellem de to dansende. Dette bevirkede da også at kirken i flere tilfælde forbød denne form for dans.

Dansen styres gennem regler og bøder

I de gamle gilde- og lavsbestemmelser findes bødetakster for overtrædelse af dansens regelsæt.

F.eks. i Hvissinge gildeskrå fra 1586 står: "at I ikke kryster pigerne for hårdt, eller tager for dybt under pigernes forklæder." Eller ”Hvo med pige eller kvinde danser ubeskedeligt (uartigt) og svinger hende uskikkeligt (uanstændigt) skal bøde 4 skilling."

I bogen "Alle kristelige og dyderige Jomfruers Æreskrands" fra 1580 om kvinders moral, kan man læse at: ”Dansen skal finde sted udi åbenbare lyse steder i andre godtfolks nærværelse og dansen skal være en kort, ærlig og tugtig dans under hvilken de gå sindig frem efter hinanden uden utilbørlig omsvingen og anden uhøviskhed

Årsagen til forbuddet mod ”den stærke svingen om” var at den kom i strid med datidens mangelfulde kvindelige underbeklædning.

Også kongen og rigsrådet måtte på et tidspunkt i slutningen af 1500-tallet regulere dansen. Det skete ved kgl. Reces af 31. maj 1586, hvor det blev forbudt for kvindfolkene, der sad bag ved bordet at springe over dette for at være de første på dansegulvet. Det var de ældre adelsmænd, der var sure over at dansen begyndte, inden de var færdige med at spise. Det blev derfor bestemt at dansen ikke måtte påbegyndes ,før måltidet var afsluttet.

Ja, selv kirken blandede sig i dansens regulering. Biskop Peder Palladius bestemte, at bryllupsfolket ikke længere må ”æde og drikke i kirken eller gøre et dansehus af kirken”

 

Dansen kan være livsfarlig.

Det kunne gå voldsomt for sig under dansen, der var ofte tale om en virkelig kraftpræstation. Når man så tager især kvindernes påklædning i betragtning kunne det være direkte livsfarligt. Der er flere beretninger fra denne tid om, hvorledes kvinder blev danset ihjel. Den 20. november 1587 segnede en af dronningens jomfruer, Ellen von Mehlen fra Broholm, død om under dansen. Det samme skete tre år efter for jomfru Gertrud Kaas. I 1597 gik det ud over fru Mette Morten Krabbe, der sank død om efter en dans ved Ivar Juuls bryllup.

Dans i de adelige kredse

Malet af Piettersz, Remmert ca. 1630

Billedet er fra Brylluppet mellem Niels Trolle og Mette Rud

 

Støtte til dansen

I 1623 oprettede Christian IV Sorø Akademi som et ridderakademi for unge adelsmænd, og dans blev et obligatorisk fag

I 1749 skænkede Ludvig Holberg en pengegave til Sorø Akademi, hvori det blev bestemt, at der blandt andet skulle ansættes en dansemester, ligesom man havde en fægtemester og boldmester til at undervise de unge elever.

 

Ungdommen skal lære at danse

I begyndelsen af enevælden blev det almindeligt, at bedre folks børn lærte at danse:

Børn lærte under modige tårer at danse. For hvert et puf af dansemesteren, for hvert et rap med violinbuen kom de et lille hanefjed frem ad ærens tornevej mod de toogtredive danse, som var det mindste honnette folks børn måtte kende.Citat fra "Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede af Troels Frederik Troels-Lund"

 

 

I 1906 - Kan dans betragtes som idræt?

Dette spørgsmål stillede redaktøren af tidsskriftet IDRÆTTEN i januar måned 1906 til gymnastikpædagog og krigsassessor Paul Petersen. Paul Petersen havde i 1884 grundlagt et Institut for Uddannelse af Lærerinder i Dans, Gymnastik, Svømning og Idræt.

Paul Petersen forstod godt, hvorfor der stilledes et sådant spørgsmål. Man skulle blot iagttage den dans, der i dag blev leveret langt de fleste steder. ”Nu danser personen oftest mere efter tyngdelovens regler derved, at hovedet kommer først, så kroppen og til sidst fødderne, således at dansen egentlig bliver en art vælten fremad, rundt eller baglæns og denne øvelse ligger selvfølgelig langt under begrebet Idræt

Herefter får moralen en opsang: ”For at være damen så nær som muligt har man indsmuglet en føring, hvor herren har begge arme om livet på damen og hun begge armene om halsen på ham

Det bliver værre endnu, når det til ballerne foregår ”uden handsker og grå eller brunmeleret dragt og sportsstøvler, eller måske endog i sportskostume d.v.s halvnøgen

Paul Petersen fortsætter: ”Men hvad skal der da gøres for atter at hæve dansen til den plads, der tilkommer den i ungdommens opdragelse og legemsudvikling, og kan dansen da gøre sig håb om at blive betragtet som en sund og hensigtsmæssig idræt? - JA og atter JA

En 40-årig lærergerning i udøvelsen af alle arter af idræt giver det svar: Dansen indtager hæderspladsen!

Trods denne opbakning fra en af datidens store idrætspædagoger gik det langsomt med at få dansen etableret som en egentlig idrætsgren, der gik over 10 år før en gruppe danselærere fra København stiftede ”Danse-ringen”

I Dansk Sportsleksikon fra 1944 er dans kun omtalt i forbindelse med skøjteløb


Information om cookies.

Accepter