Gå direkte til indhold

Hvad er Get2sport

DIF get2sport har eksisteret siden 2005 og har løbende udviklet sig og tilføjet nye samarbejdskommuner og -foreninger. I 2019 støttede DIF get2sport 55 foreninger i 43 udsatte boligområder, som ligger i 22 forskellige kommuner. Indsatsen er finansieret af satspuljemidler, TrygFonden, DIF og får desuden støtte af Guldsmeden Hotels

Formålet
Formålet med DIF get2sport er at sikre et velfungerende idrætsforeningsliv ved at aflaste de frivillige kræfter i idrætsforeninger i de udsatte boligområder, så de frivillige kan koncentrere sig om træningen og klubdriften i stedet for at sande til i praktiske og sociale problemer. 


Midlet er først og fremmest at styrke de frivillige kræfters vilkår i foreningerne, så disse frivillige har lyst, evner og ressourcer til at være frivillige ledere og trænere for områdets børn og unge. For uden de frivillige kræfter ville der ikke være et foreningsliv til områdets børn og unge.
 
DIF get2sport-indsatsen er nødvendig, da der er en række særlige udfordringer for idrætsforeninger i udsatte boligområder.
 
  • Børns idrætsdeltagelse er præget af deres forældres sociale og kulturelle baggrund. Det kommer til udtryk ved en lavere idrætsdeltagelse for børn, hvis forældre ikke er i arbejde, end hos børn, hvis forældre er i arbejde. Børn, hvis forældre er født uden for Europa, har ligeledes en lavere idrætsdeltagelse end børn, hvis forældre er født i Danmark.

  • De udsatte boligområder er blandt andet kendetegnet ved en overrepræsentation af børn, hvis forældre har indvandrerbaggrund og/eller er uden for arbejdsmarkedet, og derfor er det i disse områder særdeles vigtigt at understøtte det eksisterende foreningsliv, hvis man ønsker at adressere den sociale skævhed i idrætsdeltagelsen. 

  • Der er i de socialt udsatte boligområder en højere grad af fraflytning end i andre boligområder. Det er en stor udfordring for foreningslivet, da det også betyder en større udskiftning af de frivillige kræfter i foreningerne.

  • Ydermere er der i de udsatte boligområder en stor repræsentation af beboere fra kulturer, for hvem den danske idræts- og foreningskultur, som er baseret på frivilligt og ulønnet arbejde, er relativ ukendt. Dette afspejles i en lavere forenings- og idrætsdeltagelse i disse områder og i et lavere engagement i forhold til at påtage sig frivilligt arbejde.