Gå direkte til indhold

Corona: find råd og vejledning – og DIF’s anbefalinger

I DIF følger vi udviklingen omkring COVID-19 (corona) tæt, og vi opfordrer alle forbund og foreninger til at følge myndighedernes råd og retningslinjer.
 
coronasmitte.dk finder du altid seneste nyt om coronasituationen. Du kan også få kontakt til myndighedernes fælles hotline på 7020 0233.
Nedenfor har vi samlet en række informationer, som kan give dig et hurtigt overblik over idrætsrelaterede aspekter. 
 
Derudover finder du en lang række nyheder om bl.a. coronavirus, hvis du scroller ned på vores forside her
 
Siden er opdateret 8. juli 2020

 

  • DIF, DGI og Firmaidrættens retningslinjer for genåbning af al idræt.

    Rammerne tager udgangspunkt i Kulturministeriets ”Retningslinjer for genåbning af idræts- og foreningsliv udendørs og indendørs”.

    Forudsætningen for at gå i gang med idrætsaktiviteter er, at den lokale forening eller facilitet har sikret, at rammerne er på plads, inden aktiviteterne sættes i gang.

    For en god ordens skyld gør vi også opmærksom på, at retningslinjerne nedenfor ikke tilsidesætter sundhedsmyndighedernes og Rigspolitiets anvisninger, ligesom øvrig lovgivning er gældende. Vi har alle stadig et fælles ansvar for, at spredningen af corona-smitte fortsat kan holdes under kontrol, og for at vi alle kan dyrke idræt forsvarligt.

    Kulturministeriets retningslinjer kan i deres fulde længde læses her:

    DIF, DGI og Firmaidrættens retningslinjer for idrætsaktiviteter:

    • Hvis det er muligt, holdes to meters afstand ved aktiviteter i bevægelse eller ved fysiske anstrengelser. Sports- og idrætsaktiviteter med fysisk kontakt kan dog gennemføres, hvis man har stor opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes anbefalinger – særligt hygiejne og kontaktsmitte – og i øvrigt følger nedenstående retningslinjer.

       

    • Idræt med kropskontakt er tilladt. Opfordringen er at minimere andelen af tid med kropskontakt, særligt ansigt-til-ansigt-kontakt. Forudsat at der er ekstra stor opmærksomhed på de øvrige anbefalinger - særligt ved hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte. Se nærmere definitioner nedenfor.

       

    • Kampsportsaktiviteter og dans er tilladt, hvis de generelle sundhedsmæssige retningslinjer, afstandskrav og forsamlingsforbud kan efterleves på forsvarlig vis. Opfordringen er at minimere andelen af tid med kropskontakt - særligt ansigt-til-ansigt-kontakt. Se særlige retningslinjer for dans.

       

    • Der må bruges fælles bolde i idrætten. Bolde og øvrige kontaktpunkter som redskaber, mål og kegler skal rengøres ofte og af-sprittes før og efter aktivitet samt så hyppigt som muligt under aktiviteten.

       

    • Det gældende forsamlingsforbud skal altid respekteres (pr. 8. juli 100 personer). Der må godt være flere end forsamlingsforbuddet til stede på én idrætsfacilitet - dog kun så længe, der er tale om forskellige grupper, der hver især holder sig indenfor forsamlingsforbuddet. Se dog særlige retningslinjer for konkurrencer og turneringer.

       

    • Hvis der er flere grupper til stede i/på den samme idrætsfacilitet, skal man sikre, at der er tilstrækkelig afstand mellem grupperne, så de ikke udgør én samlet gruppe. Anbefalingen er, at der er mindst 2 meter mellem hver bane. Det er muligt at inddele store baner i mindre zoner. Her anvendes kegler, toppe, snor, skillevægge eller anden tydelig markering, der klart afgrænser banen/zonen. Banestørrelser og aktivitetsareal er forskellige i de respektive idrætter, hvorfor forsamlingstætheden kan variere fra idræt til idræt. Forsamlingstætheden må dog ikke komme under 4 kvm pr. person. Se dog særlige retningslinjer for konkurrencer og turneringer.

       

    • Der bør være enten personale eller frivillige til stede under aktiviteterne, der har til opgave at forebygge opbygning af tætte forsamlinger.

       

    • Der skal være en træner eller frivillig til stede pr. gruppe, når der er tale om aktiviteter for børn og unge.

       

    • Deltagerne til aktiviteterne skal straks ved ankomst til idrætsfaciliteten placere sig i den gruppe, som de deltager i under aktiviteten. Grupperne må ikke flettes, og deltagere må ikke skifte mellem forskellige grupper under aktiviteten. Dommere, frivillige og andre officials må dog gerne være gennemgående og deltage i flere grupper.

       

    • Der må gerne arrangeres sociale aktiviteter i forbindelse med de idrætslige aktiviteter, men der skal være skærpet opmærksomhed på, at grupperne fra de idrætslige aktiviteter ikke flettes med hinanden, og at forsamlingsforbuddet og afstandskravene efterleves. Ved sociale aktiviteter bør der være personale eller frivillige til stede, der har til opgave at sikre, at grupperne ikke flettes, og at forsamlingsforbuddet og afstandskravene overholdes.

       

    • Der kan åbnes for bade- og omklædningsfaciliteter samt toiletter, hvis sundhedsmyndighedernes anvisninger til rengøring kan overholdes, og hvis de kan indrettes således, at kø-dannelse undgås. Endvidere opfordres faciliteter, foreninger og andre aktører til at finde gode lokale løsninger vedrørende rengøring og opsyn med omklædningsrum.

       

    • Klubhuse mv. kan holdes åbent. Ved åbning af caféer og kantiner skal der være særlig opmærksomhed på at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det vil være ejeren af den enkelte facilitet, som konkret beslutter, hvorvidt der tillades adgang til toiletter og klubhuse og evt. nærmere retningslinjer herfor.

       

    • Hyppig og grundig rengøring af fælles kontaktpunkter skal som minimum ske en gang dagligt og oftere ved mange berøringer.

       

    • Hvis der i forbindelse med aktiviteterne og brug af faciliteter benyttes rekvisitter (fx ketsjer eller golfkøller), anbefales det, at der så vidt muligt benyttes personlige rekvisitter. Hvis dette ikke er muligt, skal der være særskilt opmærksomhed på rengøring af fælles kontaktflader.

      Særlige retningslinjer for konkurrencer, turneringer og stævner

    • Idrætterne kan afvikle konkurrence-, turnerings- og stævnevirksomhed, hvis forsamlingsforbud og de generelle sundhedsmæssige anbefalinger kan efterleves på forsvarlig vis.

       

    • Der må ikke afvikles en enkeltstående konkurrence, turnering eller stævne, hvor flere personer end det gældende forsamlingsforbud (pt. 100) er samlet på samme sted samtidigt. Se dog særlige retningslinjer for publikum.
    • I særlige tilfælde må der gerne afholdes arrangementer med op til 500 deltagere, så længe der aldrig er samlet flere deltagere end det gældende forsamlingsforbud samme sted på samme tid.
    • Jf. ovenstående må der gerne arrangeres tidsforskudte arrangementer med op til 500 deltagere så længe, at der på intet tidspunkt er mere end forsamlingsforbuddet til stede samtidig. Fx kan cykelløb, motionsløb, ridestævner, kapsejlads mv. afvikles, så der om formiddagen deltager max 100 personer, som herefter tager hjem, hvorefter andre 100 personer deltager i stævnet, løbet mv. om eftermiddagen.
    • Det vil også være muligt at afholde arrangementer med flere end 100 deltagere, hvis arrangementet afholdes med en betydelig geografisk spredning mellem deltagerne sådan, at de ikke befinder sig på samme sted samtidig. Det vil fx omfatte kapsejladser på havet, hvor deltagerne sejler i mindre grupper med betydelig afstand mellem bådene. Det vil også omfatte golfturneringer, orienteringsløb og lignende udendørs arrangementer med stor geografisk spredning mellem de enkelte deltagere eller mellem mindre grupper af deltagere. Det kræver dog, at den geografiske spredning kan opretholdes gennem hele arrangementet, dvs. også ved start- og målområdet, hvor der max. må være 100 deltagere til stede samtidig.
    • Det er til gengæld ikke muligt at opdele ét arrangement i sektioner - fx ved hjælp af hegn eller lignende - med op til 100 deltagere i hver sektion, da det vil blive betragtet som værende et samlet arrangement på samme sted.

       

    • Der må dog godt afvikles flere separate stævner/turneringer på samme tidspunkt på samme anlæg/facilitet. Fx må der gerne afvikles flere atletikstævner inden for forskellige discipliner på samme atletikstadion, eller flere stævner for forskellige bådtyper på vandet. Ligeledes må der gerne afvikles et fodboldstævne for fem u/10 hold på to 5-mands fodboldbaner, mens der samtidig afvikles et fodboldstævne for 3 u/12 hold på en syvmandsbane på samme anlæg. Det afgørende er, at forsamlingsforbuddet overholdes for det enkelte stævne, at der er effektiv adskillelse mellem stævnerne og arealerne de foregår på, samt at deltagerne ikke flettes på tværs af stævnerne. Dommere, frivillige og andre officials må dog gerne være gennemgående og deltage i flere grupper

       

    • Der bør være enten personale eller frivillige til stede under afvikling af konkurrencer, turneringer og stævner, der har til opgave at forebygge opbygning af tætte forsamlinger. Ved afvikling af flere separate stævner/turneringer bør der udpeges mindst én ansvarlig herfor pr. stævne/turnering.

     

                Særlige retningslinjer for publikum

    • Til såvel indendørs som udendørs idrætsbegivenheder må der være siddende publikum – fx på medbragte klapstole hvis der ikke er faste siddepladser.

       

    • En idrætsbegivenhed defineres som en konkurrence, kamp, turnering eller stævne, hvor der normalt er tilskuere. Der skelnes ikke mellem alder og niveau på udøverne.

       

    • Der kan maksimalt tillades op til 500 siddende publikum til den enkelte idrætsbegivenhed. Grænsen på de 500 er inkl. deltagerne i idrætsaktiviteten.

       

    • Publikumsarealet bør tydeligt afmærkes, og der bør opsættes konkrete vejledninger om at holde afstand i publikumsarealerne.

       

    • Der bør sikres 1 meters afstand mellem publikum og der må maks. være 1 publikum pr. 2 m2 areal i publikumsarealet.

       

    • Arrangøren af idrætsbegivenheden bør have fokus på styring af publikumsstrømme og overvåge dette løbende. Især er det vigtigt at undgå omfattende køer ved indgange og til specifikke lokaler.

       

    • Der bør være særligt fokus på styring af kapaciteten på det enkelte idrætsanlæg, herunder indføre kapacitetsbegrænsning ift. et maksimalt antal samtidige publikummer, under hensyn til tilgængeligt publikumsareal, risikoen for sammenstimling, og hvorvidt publikumsareal er indendørs eller udendørs.

       

    • Der bør være ansatte eller frivillige til stede, der har til opgave at forebygge opbygning af tætte forsamlinger

       

    • Der skal være særligt fokus på rengøring og håndhygiejne.

       

    • Der skal så vidt muligt være vand og flydende sæbe eller håndsprit (70- 85% alkohol) tilgængeligt for publikum.

       

    • Arrangøren af idrætsbegivenheden (foreningen og/eller ejer af faciliteten) bør identificere og sikre grundig rengøring af fælles kontaktpunkter og lave en plan for rengøring og desinfektion af kontaktpunkter, herunder med særligt fokus på håndtag, gelændere, lyskontakter, vandhaner, bordoverflader og andet, som hyppigt berøres af mange.

     

               Særlige retningslinjer for sommerskoler, sommeraktiviteter og camps

    • Sommerskoler, sommeraktiviteter og camps for børn og unge op til 25 år må gerne afvikles med op til 500 personer i alt inkl. ledere og trænere.

       

    • Forsamlingsforbuddet bør så vidt muligt overholdes i den konkrete afvikling og tilrettelæggelsen af de konkrete idrætsaktiviteter indrettes i henhold til gældende retningslinjer for den indendørs og udendørs idræt. Herunder inddeling af deltagerne i faste grupper af maks. 100 deltagere med et fast antal ledere pr. gruppe. Ligeledes bør der være tydelig opdeling af faciliteter og særligt fokus på rengøring, desinficering og ansigts- og håndhygiejne ved kontaktidrætter.

       

    • I praksis gennemføres aktiviteterne på træningsanlægget i henhold sundhedsmyndighedernes anbefalinger og forsamlingsforbud. De enkelte idrætter skal udarbejde specifikke retningslinjer for dette, og sikre at de enkelte sommerskoler følger disse.

       

    • Der må gerne gives adgang til omklædning, bad og toiletter, så længe at afstandskravet om 1 m. overholdes.

       

    • Der skal være afstandsafmærkninger på gulve de steder, hvor det er hensigtsmæssigt.

       

    • Der må gerne arrangeres overnatning for deltagerne på sommerskoler, sommeraktiviteter og camps.

       

    • Hvis der arrangeres overnatning, bør deltagerne inddeles i faste grupper af 8 ekskl. ledere. Deltagerne bør så vidt muligt blive i de faste grupper under såvel idrætsaktiviteter, spisning og ved overnatning.

       

    • Senge/madrasser skal placeres min. 1 meter fra hinanden. Udluftning af lokalerne/lokalet, hvor gruppen overnatter, bør ske flere gange dagligt. Kontaktflader bør dagligt rengøres med vand og sæbe.

       

    • Deltagerne spiser i de faste grupper, de er inddelt i, og der skal være særlig fokus på af-spritning af borde, stole og service inden og efter spisning. Ligeledes skal det sikres, at alle vasker hænder før og efter spisning.

       

    • Anvendelse af cafeteria/kantine og toiletter følger i øvrigt retningslinjer for restaurationsbranchen.

       

    • Der skal på det enkelte idrætsanlæg være tydelig adskillelse mellem træningsanlæg og cafeteria/kantine.

     

               Særlige retningslinjer for svømning

    • Det forudsættes, at der er reguleret adgang til omklædning, bad, toiletter.

       

    • Det sikres, at antallet af aktive i bassiner reguleres, således at der maksimalt er en udøver pr 4 m2 målt på vandets overflade. I praksis bør ejeren af faciliteten på forhånd vurdere det maksimale antal af svømmere og badende, der kan tillades i det enkelte bassin.

       

    • Begrænsning og regulering af antal aktive i svømmehaller og –bade skal ske ved både indgang til omklædningsområder og i selve svømmehallen.

       

    • Der skal være afstandsafmærkninger på gulve de steder, hvor det er hensigtsmæssigt.

       

    • I det tilfælde skabsnøgler benyttes, stilles der krav til, at de udleveres og afleveres af medarbejdere, og at de sprittes af imellem hver bruger.

       

    • Antallet af gæster i forskellige bassiner, spa, sauna, dampbad samt ved ophold på bassinkanten overholder reglen om en meters afstand, dog to meter ved fysisk anstrengelse.

       

    • Al udstyr rengøres før og efter brug.

       

    • Antallet af gæster monitoreres løbende, så de gældende retningslinjer for sikker afstand mellem brugere i bassiner og omklædningsrum kan overholdes.

       

    • Se desuden Kulturministeriets retningslinjer for krav til rengøring – udover sundhedsmyndighedernes generelle krav.

     

               Særlige retningslinjer for danseforeninger og danseskoler

    • Dansekurser afvikles med minimum 10 minutter imellem hver lektion.

       

    • Pauser er tilladt, hvis man holder afstand i overensstemmelse med gældende regler om afstand.

       

    • Der må ikke foretages skift af dansepartnere i pardans.

       

    • Rengøring af kontaktpunkter mellem danseholdene bør følge de generelle retningslinjer om rengøring.

     

              Særlige retningslinjer for fitnessaktiviteter og -lokaler

    • Antallet af aktive i fitnesslokalerne begrænses, så de generelle regler om afstand og gældende forsamlingsforbud kan overholdes. Det skal sikres, at antallet af aktive i lokalerne reguleres, således at der maksimalt er en udøver pr 4 m2.

       

    • Begrænsning og regulering af antal i fitnesslokaler skal ske ved både indgang til fitnesslokalerne og i de enkelte fitnesslokaler.

       

    • Der skal være afstandsafmærkninger på gulve de steder, hvor det er hensigtsmæssigt.

       

    • Der sikres en meters afstand mellem borde og stole i caféområder.

       

    • Svedabsorberende udstyr: Yoga- og træningsmåtter, sandsække og boksehandsker mv. bør ikke være tilgængeligt. Brugerne opfordres til at medbringe eget udstyr, hvis dette skal anvendes til træning.

       

    • Ekstra rengøring: Der skal ske ekstra udluftning og rengøring som en del af den daglige drift med hyppig desinficering af berøringsflader som dørhåndtag, kortlæsere, vandhaner og træningsudstyr og -maskiner.

       

    • Desinfektion mellem aktiviteter: Kontaktflader på redskaber og maskiner skal desinficeres mellem hver benyttelse.

     

    Generelle anbefalinger og retningslinjer:

    Husk at overholde forsamlingsforbuddet – grænsen er pt. på 100 personer

    Grundelementerne for forebyggelse af smittespredning, som alle bør efterleve, er i prioriteret rækkefølge:

    • Isolation af personer med symptomer.
    • Hygiejne med fokus på hosteetikette, håndhygiejne og kontaktpunkter.
    • Kontaktreduktion med fokus på afstand, hyppighed, varighed og barrierer.

    - Hvis man ikke har mulighed for at overholde alle elementerne, så bør de øvrige intensiveres.

    Vær særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe. Der skal altid være vådservietter eller håndsprit (70-85%) tilgængeligt.

    Host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde.

    Man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som feber, hoste eller muskelømhed – og gå straks hjem selv ved milde symptomer.

    Vær opmærksom på de særlige risikogrupper som defineret af Sundhedsstyrelsen.

    Der skal sættes informationsplakater op på relevante steder på idrætsanlæggene.

    Vi opfordrer til, at der lokalt er en god og konstruktiv dialog mellem kommuner, faciliteter og foreninger om en hensigtsmæssig indretning til brugen af idrætsanlæggene.

     


  • Står din forening og mangler økonomisk hjælp til at sætte gang i nye sommertiltag, til at byde nye aktive og frivillige velkommen eller til at række ud til de medlemmer, der holder en rigeligt lang corona-pause? Så er Sommerpuljen noget for dig.

    Sommerpuljen er en ekstraordinær særpulje under DIF og DGI's foreningspulje, som lokale idrætsforeninger kan søge til at skabe aktiviteter og oplevelser for danskerne i sommeren 2020. Der er hele 41 millioner kroner i puljen, så det er bare om at søge, og hellere i dag end i morgen.

     

  • Puljerne i regeringens sommerpakke kan nu søges. Det gælder også idrætsforeninger, som kan søge refusion for rabat på billetter og deltagerbetaling.

    Et bredt udsnit af folketingets partier vedtog en sommerpakke for at kickstarte samfundet på grund af coronakrisen. Som en del af sommerpakken blev der afsat midler, så danskerne kunne opleve kultur- og idrætsaktiviteter til halv pris.

    Desuden blev der også afsat midler, så foreningsaktiviteter i sommerferien for børn kan tilbydes med en rabat på 25 procent. Foreningsaktiviteterne (eksempelvis sommercamps) skal finde sted i skolernes sommerferie (27. juni til 9. august).

    Entrébilletter/deltagerbetaling til aktiviteter i perioden fra 27. juni 2020 til og med 9. august 2020, som er købt før refusionsperioden, er også omfattet. Det er således datoen for afholdelse af aktiviteten, der afgør, om aktiviteten er omfattet af refusionsordningen.

    Læs mere om ordningen og ansøg her

     

  • Idrætsforeninger kan søge op til 50.000 kroner til initiativer til at byde ældre, sårbare og udsatte grupper ind i idrætsfællesskaber oven på coronakrisen.

    Coronakrisen er særlig hård for den ældre del af befolkningen og for den del af befolkningen, som i forvejen er sårbare og udsatte. Mange danskere i denne del af befolkningen har ekstra hårdt brug for de trygge fællesskaber, som findes i idrætsforeningerne.

    Det er vigtigt at få disse grupper tilbage i idrætsfællesskaberne, og dette kan foreninger få økonomisk hjælp via ’Pulje til kultur- idræts- og foreningsaktiviteter til sårbare, udsatte og ældre under corona-krisen’.

    Foreninger kan søge beløb fra 10.000 til 50.000 kroner til at kickstarte aktiviteter oven på nedlukningen og hjælpe de ældre og sårbare grupper tilbage i fællesskaberne.

    Der kan være tale om betaling for et velkomstarrangement med grillpølser eller en masse andre tiltag.

    Det er i høj grad fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan søges til, så aktiviteten understøtter formålet. Dog kan der ikke søges tilskud til almindelige drifts- og administrationsomkostninger, uspecificerede projektomkostninger, diæter eller udgifter til anskaffelse af inventar og udstyr, som ikke er afgørende for aktiviteternes gennemførelse.

    I ansøgningen skal foreninger opgive navn og kort beskrivelse af samarbejdspartner(e) i projektet. Her kan man som medlemsklub skrive Danmarks Idrætsforbund.

    Der er afsat fem millioner kroner til puljen, og de uddeles løbende frem mod 1. oktober.

    Læs mere om puljen og find ansøgningsskema her.

     

  • Myndighederne har med virkning fra mandag den 8. juni hævet forsamlingsforbuddet fra 10 personer til 50 personer.

    Forbuddet gælder foreløbigt ind til myndighederne melder andet ud. 

    Vær opmærksom på følgende, hvis I mødes i forsamlinger (under 50):

    • Antal deltagere: Smitterisikoen stiger med antallet af personer, der er samlet.
    • Håndhygiejne: Sørg for at stille håndsprit frem, så I bidrager til høj håndhygiejne, hvis I mødes.
    • Alderen på deltagerne: Sårbare og ældre kan blive særlig hårdt ramt af coronavirus. 
    • Den fysiske afstand: Den fysiske afstand mellem deltagerne har betydning for smitterisikoen. Det er optimalt, hvis der er mindst to meters afstand mellem deltagerne.
    • Indendørs eller udendørs: Indendørs arrangementer vil normalt medføre større smitterisiko end udendørs arrangementer.
    • Udenlandske gæster: Det kan også have betydning, om der forventes at være internationale deltagere i arrangementet.

  • Der ydes midlertidig lønkompensation til virksomheder for det antal medarbejdere, en virksomhed, et specialforbund eller en forening forventer at skulle hjemsende i stedet for at afskedige som følge af coronavirus.

    Kan være relevant for: Ordningen gælder for forbund, foreninger og klubber med ansatte medarbejdere, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af coronavirus, og som derfor står over for at varsle afskedigelser for minimum 30 % af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.

    Varighed: Fra og med 9. marts til og med 29. august 2020.

    Læs mere om satser, kriterier og FAQ for virksomehder på virksomhedsguiden.dk

    Ordningen blev lige før påske udvidet, så den også dækker organisationer, der er finansieret af offentlige midler med mere end 50 %. Denne nye del af ordningen ligger i Kulturministeriet og er stadig under udarbejdelse. Kriterierne kendes ikke endnu, men forventes at blive nogenlunde de samme som for virksomheder. Specialforbundene hører nærmere direkte fra DIF. 

    Læs mere om denne del af ordningen på https://slks.dk/covid-19/

    Vi tager forbehold for informationerne. Det er vores tolkning af ordningen, og derfor kan vi ikke garantere, at forbund, foreninger og klubber får kompensation. Vi anbefaler at tage direkte kontakt til de enkelte myndigheder, der administrerer ordningen, med spørgsmål.
  • Skal lønnede trænere have løn under corona-krisen? Svaret er, at det afhænger af ansættelsesaftalen.

    Trænere, som er ansat med fast arbejdstid, skal som udgangspunkt have udbetalt den aftalte løn, uanset om træningen er indstillet. Dette indebærer også, at træneren i princippet kan pålægges hjemmearbejde i denne periode. Hvis DIF’s standardkontrakt (lønnet trænere) er anvendt, vil træneren typisk være ansat med fast månedsløn. 

    Trænere uden fast arbejdstid (”løsarbejde”) skal alene have løn for de timer, de har arbejdet. Dvs. en forening skal ikke udbetale løn til disse trænere, før aktiviteterne genoptages.

     
  • Der er mulighed for at ansøge om at få midlertidig kompensation for faste udgifter. Det gælder fx husleje, renteudgifter og kontraktbundne udgifter (fx leasing).

    Alle virksomheder, uanset branche, virksomhedsform mv., kan søge om kompensation, forudsat:

    - Virksomheden kommer til at opleve et fald i omsætningen på mere end 40 % som følge af coronavirus.
    - Virksomhedens faste udgifter skal udgøre mindst 25.000 kr. i perioden fra 9. marts til 9. juni 2020.

    Varighed: Fra og med 9. marts til den 8. juli 2020.

    Kan være relevant for
    1) Professionelle klubber med stort omsætningstab.
    2) Atleter, der opererer som selvstændig virksomhed, som har et stort omsætningstab.

    Læs mere om ordningen på virksomhedsguiden.dk

    Ordningen blev lige før påske udvidet, så den også dækker organisationer, der er finansieret af offentlige midler med mere end 50 %. Denne nye del af ordningen ligger i Kulturministeriet og er stadig under udarbejdelse. Kriterierne kendes ikke endnu, men forventes at blive nogenlunde de samme som for virksomheder. Specialforbundene hører nærmere direkte fra DIF.

    Læs mere om denne del af ordningen på https://slks.dk/covid-19/

    Vi tager forbehold for informationerne. Det er vores tolkning af ordningen, og derfor kan vi ikke garantere, at forbund, foreninger og klubber får kompensation. Vi anbefaler at tage direkte kontakt til de enkelte myndigheder, der administrerer ordningen, med spørgsmål.
  • Hvis COVID-19-situationen har ført til et omsætningstab i din virksomhed på mindst 30 %, kan du som selvstændig med maksimalt 10 fuldtidsansatte få kompensation.

    Ordningen er målrettet virksomhedsejere. Ordningen kræver, at den selvstændige ejer mindst 25 % af virksomheden og selv arbejder i virksomheden.

    Kan være relevant for: Atleter, der opererer som selvstændig virksomhed, som har et stort omsætningstab.

    Varighed: Fra og med 9. marts til den 9. juni 2020.

    Der er ikke åbent for ansøgninger endnu. Læs mere om regler på virksomhedsguide.dk

    Vi tager forbehold for informationerne. Det er vores tolkning af ordningen, og derfor kan vi ikke garantere, at forbund, foreninger og klubber får kompensation. Vi anbefaler at tage direkte kontakt til de enkelte myndigheder, der administrerer ordningen, med spørgsmål.

  • Der kan ansøges om kompensation, hvis arrangementer er blevet aflyst som følge af regeringens opfordring til at aflyse eller udskyde arrangementer med mere end 350 deltagere på grund af coronavirus.

    For at søge kompensation skal arrangementet være planlagt til afholdelse i perioden fra og med den 6. marts 2020 til og med den 31. august 2020.

    Ordningen kan være relevant for:

    1) Professionelle klubber, som fx fodbold, håndbold, ishockey
    2) Forbund, foreninger og klubber med arrangementer

    Varighed: Fra og med 6. marts 2020 til og med den 31. august 2020.

    Ansøg her og læs mere om satser, kriterier og FAQ på virksomhedsguiden.dk

    Vi tager forbehold for informationerne. Det er vores tolkning af ordningen, og derfor kan vi ikke garantere, at forbund, foreninger og klubber får kompensation. Vi anbefaler at tage direkte kontakt til de enkelte myndigheder, der administrerer ordningen, med spørgsmål.

     

  • Arbejdsgivere får en udvidet ret til refusion for løn eller sygedagpenge, der udbetales til lønmodtagere, der er fraværende som følge af coronavirus. Ligeledes får selvstændige erhvervsdrivende udvidet ret til sygedagpenge for fravær som følge af coronavirus.

    Den udvidede ret betyder, at der kan udbetales refusion til arbejdsgiver fra første fraværsdag vedrørende ansatte, der er syge eller antages at være syge eller er i karantæne pga. coronavirus. En selvstændig erhvervsdrivende vil tilsvarende kunne få sygedagpenge fra første fraværsdag.

    Kan være relevant for:
    1) Forbund, foreninger og klubber med ansatte, der har sygefravær pga. corona.
    2) Atleter, der opererer som selvstændig virksomhed, der har sygefravær pga. corona.

    Varighed: Fra den 27. februar 2020 til den 1. januar 2021

    Læs mere om reglerne samt links til ansøgning og blanket på virksomhedsguiden.dk 

    Vi tager forbehold for informationerne. Det er vores tolkning af ordningen, og derfor kan vi ikke garantere, at forbund, foreninger og klubber får kompensation. Vi anbefaler at tage direkte kontakt til de enkelte myndigheder, der administrerer ordningen, med spørgsmål.

  • Det gælder for virksomheder, hvis omsætning er påvirket af coronavirus. Der kan søges om en garanti fra Vækstfonden på 70 % af lån og driftskreditter ydet af finansieringsinstitutter, herunder pengeinstitutter, leasingselskaber mv.

    Der er oprettet to ordninger:

    1) En målrettet SMV’er *
    2) En målrettet store virksomheder.

    For begge ordninger gælder det, at virksomhederne skal leve op til en række krav for at kunne opnå en garanti.

    Danske, færøske og grønlandske SMV'er inden for alle brancher kan få COVID-19-garanti.

    * En SMV er defineret som virksomheder, der:
    - beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning på højst 50 mio. EUR og/eller
    - har en samlet årlig balance på højst 43 mio. EUR.

    Kan være relevant for: Kriseramte, konkurstruede professionelle klubber

    Ansøgningen: Kontakt finansieringsinstitut og tal med dem om muligheder for at anvende garantiordningerne. Det er ikke muligt at søge om garantien direkte via Vækstfonden.

    Læs mere om ordningen på virksomhedsguiden.dk 

    Vi tager forbehold for informationerne. Det er vores tolkning af ordningen, og derfor kan vi ikke garantere, at forbund, foreninger og klubber får kompensation. Vi anbefaler at tage direkte kontakt til de enkelte myndigheder, der administrerer ordningen, med spørgsmål.

  • Fristen for afregning af A-skat, AM-bidrag og moms forlænges som følge af coronavirus for at give virksomheder en bedre likviditet.
    Forlængelsen af fristerne gælder kun betalingen, ikke indberetningen til indkomst.Alle virksomheder, der skal indbetale AM-bidrag og A-skat vil blive omfattet af de lempede regler.Fristerne for betaling af B-skat (betalingerne for april og maj) bliver midlertidigt forlænget.
     
    Kan være relevant for:
    1) Professionelle klubber (fx fodbold, håndbold, ishockey) der er truet på likviditeten.

    2) Forbund, foreninger og klubber med arrangementer, der er truet på likviditeten.
    3) Atleter, som selvstændige virksomheder, der er trut på likviditeten.

    Læs mere og se tidsfristerne for betalinger og FAQ på virksomhedsguiden.dk

    Vi tager forbehold for informationerne. Det er vores tolkning af ordningen, og derfor kan vi ikke garantere, at forbund, foreninger og klubber får kompensation. Vi anbefaler at tage direkte kontakt til de enkelte myndigheder, der administrerer ordningen, med spørgsmål.

     

  • Forsamlingsforbuddet er pr. 8. juli ændret til 100 personer. Allerede 8. juni blev forsamlings-forbuddet ændret sådan, at repræsentantskabsmøder og generalforsamlinger kan afvikles uanset deltagerantal, hvis bestemte retningslinjer følges. Og det gælder stadig.

    Forsamlingsforbuddet er pr. 8. juli ændret til 100 personer. Derudover er afvikling af repræsentantskabsmøder og generalforsamlinger helt undtaget fra deltagerbegrænsning, hvis visse betingelser vedrørende mødefaciliteterne overholdes. Grænsen for forsamlingsforbuddet forventes i øvrigt yderligere lempet til 200 personer pr. 8. august.

    Det betyder, at repræsentantskabsmøder og generalforsamlinger nu atter kan og derfor også skal afvikles ved fysisk fremmøde, og det betyder så modsat, at det ikke længere er gyldigt at afvikle møderne digitalt.

    Gældende ordning er således følgende:

    Hvis man er under 100 deltagere (200 fra august) kan møderne afvikles frit.

    Hvis man er over 100 deltagere (200 fra august) skal følgende betingelser overholdes: 

    • Alle deltagere skal sidde ned med mindst 1 meters afstand mellem hver person.Der bør være mulighed for at gå til en talerstol eller et andet særskilt sted, hvorfra deltagerne kan fremføre deres indlæg med større afstand til de øvrige deltagere, mindst 2 meter.
    • Der skal være mindst 2 m2 gulvareal pr. deltager. Alle deltagere skal medregnes, dvs. medlemmer, stemmetællere, revisorer, dirigent osv.
    • De sædvanlige og kendte hygiejne- og adfærdsregler skal overholdes. Der skal være særlig fokus på hosteetikette, håndhygiejne og kontaktpunkter og på afstand.

      Gode råd i øvrigt:

    • Vær opmærksom på forholdene i indgangsparti, forhal, garderobe m.v., så der ikke opstår kø og klumpspil de steder. Afsæt eventuelt en frivillig til at sikre en god afvikling, hvis faciliteterne ellers vil give vanskeligheder.
    • Spring forplejningen over eller gør den personlig. Ingen buffet.
      Husk konsekvenserne, hvis jeres møde har været udsat
       
      Hvad gør I, hvis mødet har været udsat?
      Hvis et repræsentantskabsmøde eller en generalforsamling har været udsat, bør I i bestyrelsen gøre følgende:
       
      1. Det udsatte møde skal afholdes hurtigst muligt
      Det udsatte møde skal nu afholdes hurtigst muligt. Bemærk, at det er det ordinære møde, der har været udsat og derfor også det ordinære møde, der afholdes nu, efter den normale dagsorden for mødet. Hvis mødet aldrig blev varslet før nedlukningen, skal mødet varsles nu, og den normale procedure for dette skal følges. Hvis mødet var varslet og forslag var indkaldt før nedlukningen, skal processen blot genoptages, og det nye møde skal indkaldes med passende varsel. 
       
       2. Bestyrelsen som forretningsministerium
      Bestyrelsen har under udsættelsen ageret som et forretningsministerium, der har holdt driften kørende. Bestyrelsen kan overveje nu at aflægge en uformel beretning for mellemperioden under udsættelsen, så medlemmerne – udover beretning og regnskab for det foregående år - også orienteres særskilt om mellemperioden. Herved sikrer bestyrelsen gennemsigtighed og god forvaltning. 
       
      3. Regnskab 
      Regnskab for foregående år har været udfærdiget og revideret efter normal procedure og normale frister efter vedtægterne. Regnskabet skal nu forelægges på det udsatte møde. 
       
       
    • Alle forbund og foreninger under DIF er dækket af Idrættens forsikringer.
      Idrættens rejseforsikring dækker:
      • afbestilling, hvis en event/sports begivenhed aflyses.
      • afbestilling, hvis det på udenrigsministeriets hjemmeside frarådes at rejse til området (både røde og orange områder)
       
      Se det fulde dækningsskema her 

       

       

    • Med virkning fra den 18. marts 2020 er der blevet indført et midlertidigt forbud mod at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er samlet. Dette forbud indebærer, at en lang række idrætsarrangementer og events i den nærmeste fremtid skal aflyses. Tvungen aflysning af events afføder naturligvis en række juridiske spørgsmål, herunder betydningen af det juridiske begreb force majeure. 

      Force majeure er en undtagelse til den almindelige regel om, at ”aftaler er bindende”, og er et udtryk for, at man ikke er forpligtiget til at levere det umulige. Det er ikke udsædvaneligt, at en aftale indeholder en force majeure-klausul, hvor det beskrives, hvornår der er tale om force majeure, og hvad konsekvensen er heraf.  

      Hvis der er ikke aftalt nærmere i forhold til force majeure, vil det normalt betyde, at begge parter – under ekstraordinære omstændigheder - kan frigøres for deres gensidige forpligtigelser uden, at parterne kan gøre krav gældende mod hinanden. Man skal dog være opmærksom på, at det er usikkert, om den nuværende situation kan karakteriseres som force majeure. Og det vil derfor være domstolene, som i sidste ende vil skulle tage stilling til spørgsmålet, hvis der skulle opstå en tvist.  

      Det er imidlertid DIF’s vurdering, at corona-krisen har fået en karakter, som gør, at en arrangør (af et event med mere end 10 personer) er berettiget til at aflyse uden, at deltagerne kan gøre et erstatningskrav gældende i forhold til evt. udgifter til hotel, transport etc. Modsat er man som arrangør forpligtiget til at tilbagebetale et evt. forudbetalt deltagergebyr. Det samme gør sig gældende i forhold til evt. sponsorer og medieaftaler med mindre andet er aftalt.

      Som arrangør vil man typisk også have indgået aftaler med ”underleverandører” f.eks. om leje af udstyr, catering, faciliteter mv. Denne gruppe vil sandsynligvis ikke være ramt af ”umulighed”, hvorfor man ikke uden videre kan afbestille. Vilkårene for afbestilling vil normalt fremgå af handelsbetingelserne, hvor et typisk vilkår vil være, at prisen for afbestilling stiger, jo tættere man kommer på leveringstidspunktet.

      Hvis der ikke er aftalt nærmere, vil man kunne afbestille omkostningsfrit– dog med undtagelse af leverandørens allerede afholdte udgifter. 

      DIF skal dog anbefale – uanset det retlige grundlag - at man forsøger at indgå i dialog med de pågældende aftaleparter om at finde en rimelig løsning i denne vanskelige situation. 

    • DIF anbefaler alle at følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

      Anbefalingerne og restriktionerne kan ændre sig time for time, og alle opfordres derfor til at orientere sig på Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk eller ved at downloade deres app ’Rejseklar’.

       

       

    • Coronaudbruddet er en helt usædvanlig situation med store konsekvenser for hele Danmark – også foreningslivet, hvor aktiviteter er midlertidigt lukket ned.

      Det er DIF`s klare anbefaling, at de enkelte foreninger og klubber ikke tilbagebetaler kontingent for perioden, da en tilbagebetaling potentielt vil lukke nogle af vores frivillige klubber. DIF opfordrer derfor til, at DIF-idrætten og vores medlemmer bredt set udviser samfundssind og ansvarlighed og bakker vores mange foreninger, klubber og frivillige op i denne svære tid. 

      Formelt set kan medlemmer ikke kræve at få en del af kontingentet retur, fordi foreningens aktivitet er stoppet i en periode, så medlemmerne ikke kan træne eller fx deltage i en opvisning eller en holdkamp. Kontingentet er udtryk for en betaling for det at være medlem i en idrætsforening og ikke for en specifik ydelse.

      Situationen i en idrætsforening er derfor anderledes end kunders forhold i kommercielle fitnesscentre.

      I idrætsforeninger med fitness eller fitnessforeninger gælder det samme som i alle andre foreninger. Her kan medlemmerne altså ikke kræve tilbagebetaling af kontingent, når foreningens aktivitet i en periode er aflyst pga. corona-situationen.

    • Det er igen muligt at dyrke professionel idræt i Danmark. Det skal dog finde sted under nogle særlige forhold, som skal være med til begrænse smittespredningen af COVID-19 i det danske samfund.

      Fase 2 af genåbningen af det danske samfund indebar, at der blev givet tilladelse til at dyrke professionel idræt. Der er i den forbindelse lavet undtagelser i forhold det generelle forsamlingsforbund på over 50 personer (dog ikke for individuelle atleter) og forbuddet mod indendørs træning.

      Undtagelserne gælder for:

      - De to øverste rækker i fodbold, mænd

      - Den øverste række i fodbold, kvinder

      - Den øverste række i håndbold, mænd

      - Den øverste række i håndbold, kvinder

      - Den øverste række i ishockey, mænd

      - Den øverste række i badminton

      - Trav- og galopløb på de 9 væddeløbsbaner udøvet af kuske og ryttere med professionel licens

      - Øvrige holdidrætter med en overvejende del af fuldtidsprofessionelle samt individuelle idrætter og atleter, som opfylder særlige krav.


      Downloads:

      ’Forståelsespapir for professionel idræt’ (indeholder en nærmere beskrivelse af, hvad der defineres som professionel idræt og hvilke retningslinjer, der gør sig gældende for aktive, ledere etc.)

      Retningslinjer for genoptagelse af:
      Professionel klubfodbold – 3F Superliga og NordicBet Liga
      Hestesport – afvikling af væddeløb
      Hestesport – retningslinjer for aktive

      ’Sundhedsstyrelsens seneste publikation om forebyggelse af smittespredning’

      ’Kulturministeriets generelle retningslinjer for genoptagelse af professionel sport’

    • www.coronasmitte.dk
      Telefonnummeret til myndighedernes fælles hotline er: 70200233

      Sundhedsstyrelsen: www.sst.dk
      Styrelsen for Patientsikkerhed: www.stps.dk
      Statens Seruminstitut: www.ssi.dk
      Udenrigsministeriet: www.um.dk