Danskernes Idrætspris: Her er de tre idrætsprojekter fra Fyn, dommerpanelet sender videre

Piger på skateboards, Svendborg Senioridræt og Børnebasket Odense er de tre idrætsprojekter, det fynske dommerpanel har sendt videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. Nu er det op til danskerne at stemme et fynsk idrætsprojekt videre i konkurrencen.
13. nov 2019
Piger på skateboards, Svendborg Senioridræt og Børnebasket Odense er de tre idrætsprojekter, det fynske dommerpanel har sendt videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. Nu er det op til danskerne at stemme et fynsk idrætsprojekt videre i konkurrencen.

Dommerpanelet har talt, og nu er de tre idrætsprojekter, der er valgt til at gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris og de medfølgende 100.000 kroner udpeget. Og det er tre meget forskellige projekter, der er sendt videre: Nytænkende pigeskating på et drenge domineret område, et seniorprojekt der bl.a. skal forebygge ensomhed og et basketinitiativ for børn med lokale mini-afdelinger.

Dommerpanelet, der består af tidligere professionelle fodboldspiller Lars Jacobsen, Nadia Rosgaard Lauritzen, der repræsenterer foreningslivet via DIF’s Idrætspanel og P4 Fyns tovholder på Danskernes Idrætspris, Anne Mette Dam Thrane, har vurderet samtlige fynske indstillinger, der er kommet ind fra danskerne.

De udvalgte fynske kandidater:

  • Pushing Daisies Girl Skate: En gruppe piger, der står på skateboard sammen og skaber øget opmærksomhed om pigeskate i Odense – en sport, der ellers er kendt for at være mandsdomineret. Gruppen sørger for, at der bliver holdt konkurrencer, undervisning og workshops, hvor man kan lære at bygge skateboardramper.

Dommerpanelets begrundelse for at sende netop Pushing Daisies Girl Skate videre, lyder:

”Her er tale om et nytænkende og originalt initiativ med potentiale for videreudvikling. Projektet nedbryder barrierer ift., hvad piger kan både på skaterbanen og med en hammer i hånden, når der skal bygges ramper. Initiativet giver piger, der ellers ikke ville turde at skate, mulighed for at blive en del af et socialt og trygt fællesskab.”

  • Idræt har ingen alder – det er aldrig for sent er et initiativ fra Svendborg Senior Idræt, der tilbyder idræt til alle ældre i alderen 60-100 år. Et initiativ, der har fokus på at forebygge ensomhed og sikre, at de ressourcestærke seniorer giver en hånd til de knapt så ressourcestærke, så alle oplever glæden ved bevægelse og fællesskab.

Begrundelsen for, at netop dette idrætsinitiativ er sendt videre, er:

”Projektet foregriber et behov hos en voksende gruppe af ældre motionister, som fremover vil blive endnu større. Det omfavner senioridrætten i bredeste forstand, hvor der både er plads til den ”unge” 60-årige med fuld fart frem og den ældre pensionist, som kun kan dyrke idræt ved en stol på ældrecentret.”

  • ’Børnebasket Odense’giver børn mulighed for at spille basket uden at fokusere på resultater og kampe. Her vil man gøre op med forestillingen om, at man går til idræt for at blive professionel eller for at vinde kampe. I løbet af få år er det lykkes at opbygge små afdelinger rundt omkring i byen, så det gøres muligt og let for ethvert barn at gå til basketball.

Dommerpanelets begrundelse for at sende dem videre, er:

”Børnebasket Odense er en ny måde at tænke nærhed i lokalmiljøer på, så børnene får en tættere tilknytning til deres lokalafdeling. Fællesskab og leg går forud for basketkonkurrence og er en tryg og anderledes måde for børn at starte i foreningslivet på. Det bryder med traditionerne for almindelig træningspraksis.”

Om et eller flere af de idrætsinitiativer fra det fynske formår at blive sendt videre i konkurrencen, er nu op til danskerne. I dag åbner danskernesidrætspris.dk nemlig for en afstemning, hvor danskerne inviteres til at stemme på deres favorit ud af alle de kandidater, som dommerpanelerne i hvert P4 distrikt har valgt at sende til afstemning. De tre kandidater, der får flest stemmer, er videre i konkurrencen.

Punktummet sættes, når vinderen afsløres i DR’s show SPORT 2019 den 4. januar 2020.

Kandidaterne fra hvert P4 distrikt, der er sendt videre til afstemning blandt danskerne er:

København:

Sædder IF

FamilieSportsLørdag i Copenhagen Floorball Club

AMOK Metr-O-Cup

Sjælland og øerne:

NFH Ballfighters

Meget Mere Merløse

VHG Aktivitetsdag

Fyn:

Pushing Daisies Girl Skate

Idræt har ingen alder – det er aldrig for sent

Børnebasket Odense

Syd og Sønderjylland:

Recovery Bull

Fnuggeline

Gymnakick

Midt- og Vestjylland:

Slankeforeningen Fnuggeline

Club 5000

Midtmors Parasport

Trekantområdet:

19 i 19

Spinning for udviklingshæmmede

60+ Frisk

Østjylland:

Fodboldlinjen Randers

Café Klubånd

Brug bolden

Nordjylland:

IFS Hjørring

Tornby World United

FIT for Kids

Sådan foregår afstemningen:
Ved at gå ind på danskernesidraetspris.dk kan man til og med den 4. december kl.8.00 stemme på det idrætsinitiativ, som man synes fortjener at vinde Danskernes Idrætspris. Det er kun muligt at stemme én gang. Du kan stemme på tværs af områder, dvs. du behøver ikke stemme på projekt, der tilhører dit P4-sendeområde. De tre kandidater, der har fået flest stemmer, går videre i konkurrencen, og den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2019 lørdag den 4. januar 2020 i JYSKE BANK BOXEN i Herning.

 

For mere information, kontakt:

Susanne Søndahl Wolff, kommunikationsdirektør i e-Boks, tlf. 23 82 13 14

Britt Spangsberg, kommunikationschef i Danmarks Idrætsforbund tlf. 21 53 61 44

Læs mere på www.danskernesidrætspris.dk