Gå direkte til indhold
20190409_PRMNyerekorderiforeningsidrtten

Nye rekorder i foreningsidrætten

Nye tal fra DGI og Danmarks Idrætsforbunds idrætsforeninger viser en flot fremgang i antallet af medlemmer, hvor seniorerne står bag den største medlemsfremgang, og kvinderne slår nye rekorder.

Medlemstallet i landets idrætsforeninger stiger. Det viser de seneste medlemstal fra DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF). På landsplan er der en fremgang på 26.158 unikke medlemmer, så det samlede medlemstal for de to organisationer nu er på 2.257.014 fordelt på 11.330 foreninger.

Væksten udspringer i høj grad af en positiv udvikling i den fælles satsning ’Bevæg dig for livet’, hvor idrætterne i samarbejdet har en fremgang på 17.759 flere medlemmer. Det er især fitness, tennis, fodbold, kano & kajak, og floorball, der driver den positive udvikling, hvor særligt fodbold og tennis har fået vendt en negativ udvikling til positiv.

”Den markante fremgang viser, hvor vigtig vores Bevæg dig for livet-samarbejde er, og vi er glade for, at idrætsforeningerne står stærkt og tiltrækker flere medlemmer. I Bevæg dig for livet arbejder vi målrettet for, at også klassiske idrætter kan være fleksible motionstilbud, der taler til den travle danskers hverdag. Samtidig er fitness blevet folkeeje og noget, der i høj grad dyrkes på foreningsniveau. Fremgangen er afgørende for at nå målsætningen om at blive den mest idrætsaktive nation i verden,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI.

Seniorerne rykker igen
Den største medlemsfremgang i 2018 findes i gruppen over 60 år med en samlet fremgang på 20.167 unikke medlemmer. Selvom golf stadig er den idræt med flest seniorer, lader det til, at de ældre nu også finder ind i andre idrætsgrene, hvor der er opstået helt nye tilbud til seniorer, der her får mulighed for at dyrke motion, samtidig med at der er også er plads til socialt samvær.

”Den store stigning i antallet af seniormedlemmer skyldes blandt andet, at idrætsforeningerne formår at fastholde de voksne medlemmer ved at styrke idrætstilbuddene og ikke mindst sætte fokus på det sociale samvær. Det er vores konstante ambition i DGI og DIF, at vi i foreningsidrætten sørger for at have motionstilbud til alle aldre og køn,” siger Niels Nygaard, formand i DIF.

Kvinder slår nye rekorder
Sidste år kunne DGI og DIF melde om rekord i antallet af kvindelige medlemmer, da man i 2017 havde det højeste antal kvindelige medlemmer i organisationernes historie. Igen i 2018 er der kommet flere kvinder til foreningerne med en samlet stigning på 11.931. Aldersgruppen 60+ tilfører hele 10.099 af de kvindelige medlemmer, og det er derfor her, det største ryk sker.

Det er især fitness, der trækker kvinder til med 7.135 flere medlemmer, det er dog også værd at bemærke, at der efter fem år med tilbagegang blandt kvinder i fodbold, nu sker en fremgang på 2.097 kvindelige medlemmer. Det tyder på, at det øgede fokus, de to organisationer har på at tilbyde travle kvinder fleksible tilbud kombineret med fitness, virker.

Medlemstal
Det samlede medlemstal for DGI og DIF på 2.257.014 unikke medlemmer er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlem af begge organisationer.

www.dif.dk/medlemstal kan du dykke dybere ned i tallene for de to organisationer. På www.dgi.dk/medlemstal kan du se nærmere på DGI’s tal.

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter