Gå direkte til indhold

Pas på uretmæssig brug af billeder - det kan blive dyrt

DIF har fået en henvendelse fra en Skanderborg BMX, som har fået opkrævning for uretmæssig brug af et foto i et opslag på deres Facebookside. Det har skabt frustration i foreningen, som ikke var opmærksomme på problemstillingen. Få gode råd til, hvordan I undgår at ende i samme situation.
Efterårsferien stod for døren, og Skanderborg BMX ville gerne ønske klubbens medlemmer god ferie via klubbens Facebookside. For at skabe blikfang krydrede de opslaget med et hyggeligt efterårsbillede fra en hurtig google-søgning.

En helt almindelig handling, som mange klubber nok kan nikke genkendende til.

For Skanderborg BMX endte historien om det hyggelige Facebook-opslag dog ikke der. Et par uger efter modtog deres kasserer, Marie Thesbjerg, nemlig en opkrævning på 4.312,50 kr. for krænkelse af ophavsret:

”Vi var ærlig talt rystede. Det er mange penge for en lille klub som vores. Skal vi betale, gør vi naturligvis det, men vi ville godt sikre os, at der ikke var tale om svindel og bad derfor opkræveren om at dokumentere, at de ejer ophavsretten på det pågældende billede,” fortæller Marie Thesbjerg, der efterfølgende lavede en hurtig søgning på billedet og kunne se, at mange andre klubber havde valgt at bruge samme billede.

”Som dokumentation på, at det var deres foto, fik vi tilsendt et screenshot af billedet, men det kan enhver jo lave. Efter noget tid truede virksomheden os med en retssag, og da vi ikke vidste, hvad det ville kunne koste os som klub med en retssag, valgte vi at betale. Heldigvis lykkedes det at få virksomheden til at nedsætte beløbet. Men det er sidste gang, vi bruger et billede uden at have sikret os rettighederne,” fastslår Marie Thesbjerg.

Svindel eller ej?
Hvordan kan man som forening vide, om der er hold i kravet, eller om der er tale om svindel?

Svaret er ikke enkelt, og risikoen for at ende med samme erfaringer som Skanderborg BMX er stor:
”Som forening kan man stille sig selv to spørgsmål – er kravet troværdigt, og er det rimeligt? I første omgang må man følge ens mavefornemmelse, men hvis kravet stammer fra en troværdig person/virksomhed, og billedet har en professionel karakter, så er der formentlig tale om et reelt krav. Et vederlag og godtgørelse på i alt 1.000 – 5.000 kr. pr. billede vil ikke være urimeligt, men det afhænger af omstændighederne f.eks. kvaliteten af billedet, og i hvilken kontekst man har brugt billedet. Og uanset hvad er det aldrig forkert at bede om dokumentation,” fastslår Anders Rasmussen, der er jurist i DIF.  

DIF ANBEFALER: 

TIP 1:
Sørg altid for at sikre jer, at I har rettigheder til at benytte de billeder, I bruger. Det gælder både Facebook, hjemmesider, nyhedsbreve mv.

Der findes billedportaler som fx Colourbox eller Shutterstock, hvor man for et mindre beløb kan betale for brugen af de billeder, klubben henter ned. Der findes dog også flere gratis muligheder. Se flere tips til gratis billeder her

TIP 2:
Hvis man modtager et krav for uretmæssig billedbrug, så indgå i dialog med ejeren. Både for at sikre, at de rent faktisk ejer billedet, men også for evt. at forhandle en rimelig pris.

TIP 3:
Er der mistanke om svindel, så bed opkræveren om at fremsende dokumentation for ophavsretten til det pågældende billede.