Gå 'live' med dine medlemmer

Virtuel træning kan være en god måde at fastholde engagementet hos klubbens medlemmer – også når idrætsdanmark igen er fuldt genåbnet.
28. apr 2021
Virtuel træning kan være en god måde at fastholde engagementet hos klubbens medlemmer – også når idrætsdanmark igen er fuldt genåbnet.

Hvis idrætsforeningerne har fået noget brugbart ud af coronakrisen, så er det måske, at mange klubber på tværs af idrætsgrene, er blevet bedre til at tænke i digitale løsninger.

For når man ikke længere kan aktivere medlemmerne i hallen, må man tænke ud af boksen. Coronaens indtog har derfor hurtigt gjort livestreaming mere populært end nogensinde før i sportens verden.

For eksempel har virtuel træning inden for blandt andet kampsport, gymnastik og fodbold vist sig at være en god måde at fastholde kontakten til medlemmerne i perioder, hvor der ikke er de store muligheder for fysisk fremmøde.

I et tidligere nummer af Idrætsliv sagde Allan Kjærsgaard, formand i Greve Karate, blandt andet:

”Vi har jo ikke trænet decideret karate, men vi har lavet alt muligt andet online, og de træninger vi har kørt online, har faktisk appelleret til en masse mennesker, vi ikke kendte i forvejen. Der er kommet en masse nye med ombord, og jeg tænker, at dem skal vi da klart forsøge at holde fast i på et eller andet plan. Og i det hele taget vil vi nok forsætte med at tænke i alternative tilbud online, når coronakrisen er overstået,” siger Allan Kjærsgaard.

Greve Karate har stort set sendt live hver lørdag siden første nedlukning i marts 2020.

Kolossal udvikling
Online træning og streaming af andre aktiviteter foregår typisk via Facebook Live eller ved at dele et link til en anden digital platform, hvor den virtuelle træning foregår. Det kan også være et virtuelt event, der kan kommunikeres ud via de sociale kanaler, og hvor man efterfølgende deler billeder, video eller resultater.