DIF inviterer til konferencen ’Esport & Bevægelse’

Hvordan kan bevægelse blive en naturlig del af esporten? Det vil forskellige oplægsholdere sammen forsøge at svare på d. 13. april, når DIF inviterer til kickstarts-konference.
1. apr 2021
Hvordan kan bevægelse blive en naturlig del af esporten? Det vil forskellige oplægsholdere sammen forsøge at svare på d. 13. april, når DIF inviterer til kickstarts-konference.

DIF inviterer til online konference, som kickstart på det nye projekt 'Esport & Bevægelse'.  Konferencen er for alle interesserede, men er særligt henvendt til ledere og trænere i danske esportsforeninger. Udover indslag fra trænere og udøvere vil der være fire oplæg med forskellige perspektiver på emnet. 

Medstifter af Astralis og passioneret iværksætter indenfor esport, Frederik Byskov, kigger forbi og fortæller om sin rejse med performance og esports-spillere over til platformen Ezone, der er sat i verden for at sætte fokus på helbredet uden for de digitale spil.

Tidligere fysioterapeut og nu ph.d-studerende ved Aalborg Universitet, Christian Straszek, er vil også gæste konferencen. Han vil fortælle om, hvorvidt fysisk aktivitet kan reducere forekomsten af smerter i kroppen hos udøvere og om fysisk aktivitet kan forbedre udøvernes esports-relaterede præstation og generelle sundhed.

’Esport & Bevægelse’ får også besøg af de to gamere Anders ’B2000’ Lykke-Bertelsen og Benjamin ’Tjour’ Rygaard. De er deltagere i TV2 Østjylland-programmet ’Fraggers i Form’, hvor de på egen krop har prøvet, hvad det vil sige som gamer at blive udsat for bevægelse som en del af fokuseret esportstræning.

Til slut kommer forsker og initiativtager til projektet, Søren Østergaard, forbi med et indspark om formålet med projektet, visionen bag og de kommende faser. Østergaard har i mere end 25 år forsket i ungdoms- og foreningskultur og er en ihærdig foredragsholder om emnet. 

'Esport & Bevægelse' er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund og Center for Ungdomsstudier og Aalborg Universitet. Du kan læse mere om DIFs Esports-arbejde her. 

Konferencen varer fra kl. 15.00 til kl. 17.15. Tilmelding er gratis, og du kan gøre det lige her.