Yderligere åbning af idrætsforeningerne

Forsamlingsforbuddet er fra 8. juli hævet fra 50 til 100 personer, hvilket gør hverdagen lettere i mange af landets idrætsforeninger. De nye retningslinjer fra kulturministeren giver samtidig mulighed for at have op til 500 deltagere i arrangementer med for eksempel stor geografisk spredning og tidsforskudt afvikling.
8. jul 2020

De nye retningslinjer for fase tre af regeringens genåbning gør det nemmere for landets foreninger at afvikle aktiviteter over sommeren. Forsamlingsforbuddet er nemlig gældende fra 8. juli hævet fra 50 til 100 personer.

Med udgangspunkt i retningslinjer fra Kulturministeriet har DIF, DGI og Firmaidrætten samtidig udarbejdet nye retningslinjer for både udendørs- og indendørsidrætten. Særligt vilkårene for afvikling af arrangementer eller konkurrencer er blevet mere lempelige.

Rigspolitiet har hidtil sat lighedstegn mellem ét stævne og en forsamling, selvom deltagerne måske aldrig mødes. Det vil sige, at alle arrangementer uanset den geografiske størrelse eller tidsforskudte konkurrencer har haft et deltagerloft svarende til det gældende forsamlingsforbud.

I de nye retningslinjer er deltagerloftet hævet til 500 personer, så længe der aldrig samles flere end det gældende forsamlingsforbud (lige nu 100 personer) på samme sted. Det er altså muligt at afvikle bl.a. konkurrencer med mere end forsamlingsforbuddet, hvis det foregår over store geografiske arealer, eller hvis konkurrencen indrettes, så deltagerne deltager tidsforskudt.

Du kan altid holde dig opdateret på de gældende retningslinjer for foreningsidrætten på www.dif.dk/corona

Næste fase af genåbningen er sat til 8. august, hvor forsamlingsforbuddet forventes udvidet yderligere til 200 personer.