Gå direkte til indhold

Mindeord: Ole Tikjøb

Formanden for Dansk Kano og Kajak Forbund Ole Tikjøb er død.

Det er med stor sorg, at Danmarks Idrætsforbund har modtaget besked om, at formanden for Dansk Kano og Kajak Forbund, Ole Tikjøb, er sovet stille ind den 28. juli 2020 efter længere tids sygdom.

Ole Tikjøb var i stort set hele sit voksne liv dybt engageret i den danske kano- og kajakverden som udøver, træner, leder, stævnearrangør og formand. Ledergerningen førte Ole Tikjøb vidt omkring i sporten, og gennem årene blev der samlet mange minder. Blandt andet var Ole Tikjøb træner for Erik Hansen, den olympiske guldvinder i 1.000 meter enerkajak fra 1960 i Rom.

Organisatorisk begyndte ledergerningen i jyllandskredsen. Gennem årene besad Ole Tikjøb et væld af tillidsposter i Dansk Kano og Kajak Forbund, og i 2004 blev han valgt til formand. En post han betjente med stor ildhu, entusiasme og blik for tidens udvikling.

 

Formand for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, udtaler:

 

”Hvis der er nogen, der har fortjent betegnelsen ’ildsjæl’, så er det Ole Tikjøb. Hans betydning for sporten herhjemme har været enorm, og Ole har i den grad været med til at gøre Dansk Kano og Kajak Forbund til et moderne og succesrigt forbund på såvel bredde- som elitesiden. Hans engagement var aldrig til at tage fejl af, og vi er mange, der gennem årene har set Ole sitre af spænding inden forbundets mange verdensklasseatleter og talenter skulle på vandet i diverse mesterskaber. Og blev det til medaljer holdt Ole sjældent glædestårerne tilbage. Ole Tikjøb vil blive stærkt savnet.”

 

Ole Tikjøb blev 74 år.


Æret være hans minde.