3 nye tendenser: Corona kan ændre måden vi dyrker idræt på i 2021

Vi har indtaget naturen som aldrig før under corona, hvor der også er blevet dyrket de helt nære trænings-makkere i familien. Og så har fællesskaberne fået en endnu mere central plads i de motionsglade danskeres hjerter.
12. jan 2021
Vi har indtaget naturen som aldrig før under corona, hvor der også er blevet dyrket de helt nære trænings-makkere i familien. Og så har fællesskaberne fået en endnu mere central plads i de motionsglade danskeres hjerter.

2020 blev et år, vi aldrig glemmer. Og på idrætsområdet har det også sat sig tydelige spor. For det første har en stor del af foreningslivet været lukket ned, og den generelle motionsaktivitet har taget et dyk, viser flere undersøgelser. Også på den længere bane forventes det, at corona kan komme til at præge idrætstendenserne.

”Det har skabt nogle helt nye mønstre for vores idrætsaktivitet, at meget foreningsliv har været helt eller delvist lukket ned i længere perioder. Derfor er folk i stedet blevet aktive udendørs i en grad, vi aldrig før har set,” siger Morten Kofoed Grubbe, der er konsulent i den kommunale enhed i Bevæg dig for livet.

En undersøgelse fra netop den kommunale enhed viser, at der i 2020 var 84 procent af de aktive voksne, der dyrkede deres motion udendørs. Til sammenligning var det tal 72 procent i 2019.

Familietid er aktiv tid
En anden tendens i 2020 er de mindre sociale cirkler. Det kommer også til at smitte af på, hvordan danskerne dyrker idræt det kommende år.

”Der er en helt klar tendens til, at folk vil træne enten sammen med familien eller samtidig med familien. Det har taget yderligere fart under corona, hvor hjemmearbejde og et mere begrænset socialt liv har gjort, at vi bruger mere tid sammen med de allernærmeste i alle sammenhænge,” siger Morten Grubbe.

Mange idrætter og foreninger har allerede idrætstilbud til børnefamilier, og forventningen er, at det oplever stigende popularitet de kommende år. Det taler også ind i den sidste tendens, der handler om vores hang til aktive fællesskaber.

”Jeg tror, at mange er blevet opmærksomme på, hvor meget det betyder ikke blot for vores fysiske sundhed men også for det mentale, at vi er aktive. Og her betyder det også noget, at vi har nogen at dele oplevelserne med. Om det er en træningsmakker, familien eller et foreningsfællesskab er egentlig underordnet, men fællesskabet har helt klart fået et boost,” siger Morten Grubbe.

De tre 2021-tendenser opsummeret:

  1. Vi har fået øjnene op for vores fantastiske natur. Gåture har særligt haft fat i danskerne i 2020, og den tendens fortsætter i 2021.
  2. Familietræning vinder frem. Vi ønsker i stigende grad at træne enten sammen med familien eller samtidig.
  3. Fællesskabet er i fokus. Den manglende sociale kontakt i 2020 har bekræftet os i, hvor vigtige fællesskaberne er.

Fakta om Bevæg dig for livet:
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er visionen i Bevæg dig for livet, der er Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, TrygFonden og Nordea-fonden, og involverer hele Danmark.