Frøken A på bane 2, frøken B på bane 3

Dansk Idræts-Forbunds første mesterskaber i svømning blev afholdt på Orlogsværftets ophalerbedding i 1896. Dengang måtte de kvindelige svømmere ikke vise sig offentligt i badedragt, så de kom svømmende ind i bassinet.
1. apr 2017
Dansk Idræts-Forbunds første mesterskaber i svømning blev afholdt på Orlogsværftets ophalerbedding i 1896. Dengang måtte de kvindelige svømmere ikke vise sig offentligt i badedragt, så de kom svømmende ind i bassinet.

De første mesterskaber blev afholdt på Orlogsværftets ophalerbedding i 1896. Det er 11 år før Dansk Svømme Union stiftes.

Der blev kæmpet over ”kort afstand” = 100 m, hvor der var tilmeldt 10 deltagere, men kun halvdelen kom til start.

Resultatet blev:

  1. Edgar Aabye , Københavns Amatør-Forening 2 min. 2 2/5 sek.
  2. H. J. B. Hallin, Handelstandens Gymnastikforening 2 min. 8 4/5 sek.
  3. G. Nielsen, Københavns Fodsports Forening 2 min. 11 3/5 sek.

På ”lang afstand” = 1609 meter, svarende til en engelsk mile, var der tilmeldt 5 deltagere, der kom 3 til start, men kun én gennemførte distancen.

Resultatet blev: 1. J. P. Müller, Københavns Roklub          43 min 11 2/5 sek.

V. Jensen, Handelsstandens Gymnastikforening opgav efter 700 m. og A. Petersen, Hermod opgav efter 1.100 m       

Der var også kvinder med ved stævnet, men det foregik meget anonymt, og der var ikke tale om mesterskabsløb.

Kvinderne svømmede ”201 1/8 m og 804 ½ m. for damer” der deltog 5 damer og en ”lille pige” Deltagerne kom svømmende ind i bassinet, da de ikke måtte vise sig offentligt i badedragt og efter løbet forlod de atter bassinet ad vandvejen. De blev præsenteret som frøken A, frøken B, frøken C osv.

Pigerne skulle være iført reglementeret badedragt i henhold til § 11 i DIF’s Kapsvømnings-Reglement:

Svømmedragten skal ved offentlige kapsvømninger være anstændig og ikke af lys farve. Dragtens skulderbånd skal være mindst 2 tommer. Dragten må ikke være nedringet. Dragten skal dække benene mindst 8 tommer nedenfor skridtet og skal være afskåret efter en horisontal linie rundt omkring låret

Her er det 2 svømmepiger fra svømmestadion Helgolands indvielse i 1914

Først i 1909 blev den første kvindelige danske mester kåret. Det var Elisabeth Kanneworf i 100 meter fri svømning.