Sønderborg Skateklub

Medlemmerne af Sønderborg Skateklub er vidt forskellige, men de elsker at rulle i deres helt unikke skater-hal, som de selv har været med til at renovere.

Selvom det er placeret helt ude i kanten af Danmark, så er Sønderborg Skatepark blevet til et centralt sted på landkortet for alle, der elsker at køre på skateboard, løbehjul, inlinere og BMX.

Sønderborg Skateklub er relativt ung og kunne sidste år fejre 20-års jubilæum – de mange medlemmer fejrede jubilæet med at renovere den efterhånden slidte og gamle skater-hal. Foreningen havde søgt og fået midler til en ny hal, men for at komme i mål med den perfekte indendørs skater-park, der levede op til alle drømmene, måtte medlemmerne selv smøge ærmerne op og tage fat.

”Det var hårdt og vi brugte mange weekender og aftener på det. Der kom både børn, forældre, skatere, bestyrelse, venner og det bandt os alle sammen endnu tættere sammen, og ikke mindst, så fik vi skiftet vores slidte ramper, der var lavet af træ ud med nye ramper, der er lavet af beton: Danmarks første og eneste indendørs beton-skaterhal,” fortæller foreningens haldirektør, Mette Lauridsen.

De flotte rammer trækker masser af skatere til: Udover de faste medlemmer kommer der også folk rullende fra nær og fjern, fra ind- og udland, for at prøve de nye betonramper. Og det gælder også for eliten: I 2023 dannede de flotte faciliteter rammen om årets DM, og sågar skateboard-landsholdet har været forbi til stor glæde for lokale tilskuere. Derudover er der også den årlige turnering Bronx Am, der er en af landets mest kendte skater-konkurrencer, hvor skatere fra hele landet danner netværk og får et uvurderligt fællesskab, når de lærer hinanden at kende på kryds og tværs.

Medlemmerne har med andre ord god grund til at være stolte af deres unikke skater-hal, men der er alligevel noget andet, de er endnu mere stolte af: Det, at de alle sammen er så forskellige.

For i Sønderborg kommer skatere i alle farver og former. Sønderborg Skateklub gør en dyd ud af, at alle er velkomne uanset baggrund, køn, alder: Kommer man forbi med et skateboard under armen, så mærker man med det samme, at her er der plads til en.

Fakta om Sønderborg Skateklub

Sønderborg Skateklub/Skatepark har eksisteret siden 2002. De næsten 200 medlemmer kører på skateboard, løbehjul, inlinere og BMX.

Alle er velkomne i hallen: Medlemmerne kan lukke sig selv ind 64 timer om ugen – men den er også åben for ikke-medlemmer, der bare vil prøve at rulle på ramperne.

Tre grunde til at stemme på Sønderborg Skateklub

  • Der er plads til alle uanset baggrund i Sønderborg Skatepark.

  • Trods en placering i udkanten af landet er Sønderborg Skatepark et helt centralt sted i det danske skatermiljø.

  • Fordi foreningen med bevægelse skaber fællesskaber for børn og unge, der har svært ved at finde ind i disse fællesskaber andre steder.