Gå direkte til indhold
Nygaard

Danmark rykker frem i idrættens magtelite

Danske idrætspolitikere har fået mere magt i de internationale idrætsorganisationer, viser undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund. De skal fremme danske værdier i international idræt.

Danmark fortsætter med at markere sig stærkt i de internationale idrætsorganisationer. Og positionen er styrket siden den seneste undersøgelse i 2013. Det fremgår af undersøgelsen ’Det idrætspolitiske magtindeks’, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) offentliggør i dag. Danmark er som nummer 28 i verden gået otte pladser frem på listen i forhold til seneste måling. På den europæiske liste er Danmark gået en enkelt plads frem som nummer 12.

”Det er et flot resultat i forhold til vores størrelse og en stor anerkendelse af vores arbejde. Danske værdier som lav korruption og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne er i høj kurs oven på et år, hvor korruptions- og dopingskandaler har kastet skygger over idrætten,” siger DIFs formand Niels Nygaard.

Målrettet indsats
Han glæder sig over, at der er blevet rykket på flere tunge positioner i forhold til seneste undersøgelse. Blandt andet er Thomas Kønigsfeldt blevet medlem af det internationale tennisforbund. Han arbejder blandt andet for en fælles international løsning på matchfixingproblemet. Trods fremgangen er der plads til forbedringer:

”Vi skal sørge for, at vi kommer til at sætte et endnu klarere aftryk. Det gør vi blandt andet gennem vores fælles lederuddannelse med Norge, Sverige, Finland og Holland og ved at arbejde tæt sammen med vores idrætspolitikere i hverdagen om, hvordan vi fra dansk side kan være med til at fremme åbenhed i beslutningsprocesserne,” siger Niels Nygaard.

Nye alliancer
Danmark har tætte samarbejder rundt i Europa. Næste skridt er at kigge endnu længere ud.

”Vi kan ikke ændre på de centrale linjer ved at råbe i kor med vores nærmeste interessefæller i Skandinavien og Europa. Vi er nødt til at se mod partnere, vi ikke historisk har tætte relationer med. Siden sidste måling har Nordamerika og Asien fået mere magt, så vi skal se den vej, hvis vi for alvor vil flytte noget. Næste skridt er at arbejde tættere sammen med vores idrætspolitikere for at give en bred kulturforståelse og bedre forudsætninger for samarbejder,” siger Poul Broberg, chef for DIFs Public Affairs-afdeling, som står bag undersøgelsen.

Top 5 Verden:

1: USA (309 point)
2: Frankrig (211)
3: Storbritannien (200)
4: Italien (196)
5: Tyskland (185)

Top 5 Europa (Inkluderer point fra europæiske forbund)

1: Italien (289 point)
2: Storbritannien (288)
3: Frankrig (285)
4: Tyskland (279)
5: Rusland (243)

Den bagvedliggende rapport og en interaktiv version af undersøgelsen:

http://www.dif.dk/en/om_dif/powerindex

For yderligere information, kontakt:

Formand Niels Nygaard: 51 26 55 52

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter