Christoffer Nielsen

Min målsætning som medlem af Atletkomiteen:

Jeg har en drøm om at være en del af den danske atletkomité 2021, fordi jeg kan og gerne vil gøre en forskel for udøvere og sportsgrene rundt omkring i landet. Det motiverer mig at se andre udvikle sig og blive gladere og præstere bedre i den sportsgren, de er passioneret af. Jeg er selv blevet trænet og motiveret til at yde mit bedste på et dansk landshold gennem mange år og har også nydt at træne elite- og ungdomshold. Min glæde ved hård træning har en afsmittende effekt på andre og mine opnåede resultater og fightervilje gav mig i år fighterpokalen til DM i karate. Nu har jeg tiden og lysten til at gøre en forskel for andre atleter.

Om mig:

Mit navn er Christoffer, jeg er 21 år gammel og har siden 2014 været et dedikeret medlem af det danske karatelandshold. Jeg startede til karate tilbage i 2007 som 6 årig og har lige fra start gerne villet være verdensmester. Mit første mål var at få det sorte bælte (1. dan). Siden åbnede der sig en dør med muligheder for at komme ud til internationale stævner rundt omkring i hele verden. Det er siden blevet til en stor del titler til mesterskaber såsom DM, NM og EM for atleter under 21 år, hvor jeg endte på toppen af verdensranglisten for U21. For nyligt er jeg for alvor trådt ind i seniorernes rækker og har også her trukket titler til DM og NM. Jeg har selv drømt om at deltage til OL og har været til VM et par gange.

 

Jeg har lært rigtig meget af at gå til en sportsgren, hvor der er fokus på disciplin og respekt for andre. Det har givet mig mange venner og sjove oplevelser. Jeg har været heldig at træne i en af Danmarks bedste sportsklubber, hvor der er fokus på personlig udvikling, respekt, motivation, trivsel og sammenhold. Træningen og samværet på landsholdet betyder også meget for motivationen til at træne og hele tiden blive lidt bedre.

 

Jeg ser det som en fordel, at jeg kommer fra en sportsgren, hvor der er respekt for mig som person og hvor sportsgrenen har været under konstant udvikling imod at blive en olympisk disciplin, hvilket den blev ved dette års Olympiske lege i Japan.

Som person er jeg desuden meget udadvendt og smilende og altid ved godt humør. Jeg er en holdspiller, der tilfører en god arbejdsenergi til en gruppe og trives med den dynamik, som opstår, når man samarbejder om specifikke problemstillinger og mål. Jeg har god erfaring med at arbejde med mennesker og vil på sigt studere til fysioterapeut.