DIF glæder sig over løft af sportstech i iværksætterudspil
Danmark er ét af de førende lande indenfor løsninger, der integrerer teknologi og sport. Alene fra 2017-21 oplevede branchen herhjemme en vækst på over 300 procent i virksomheder, der arbejder med at udvikle løsninger til måling af aktiviteter og præstationer, fanoplevelser samt administration og ledelse.
Men branchen er fortsat meget ny og med et endnu større potentiale. Derfor vækker det stor glæde i DIF, at regeringen i det nye iværksætterudspil lægger op til at understøtte et inkubationsmiljø i Idrættens Hus for de mange danske sportsiværksættere:
”Vi vil gerne takke regeringen for at anerkende det store vækstpotentiale i sportens verden. Vores arbejde i DIF Innovation Lab med at matche virksomheder med vores forbund viser, at der er et stort potentiale i at samle aktiviteterne et sted, der både tilbyder sparring og rådgivning, og hvor vores idrætter står til rådighed for at teste produkterne,” siger Frans Hammer, der er næstformand i DIF.
Internationale muligheder
Trods de store vækstrater er der fortsat tale om en ung og sårbar branche. Tre ud af fire virksomheder har under fem ansatte, og 60 procent er startet siden 2015. Derfor er potentialet da også stort i at samle kræfterne under ét tag:
”Det er en meget fragmenteret branche, hvor der er langt til sparring i hverdagen, og vi tror på, at det bliver lettere at åbne døre i flok. Derfor ser vi også et stort potentiale for at skalere i endnu højere grad end de vækstrater, vi ser på nuværende tidspunkt. For eksempel ser vi en stor mulighed for at skabe flere internationale succeser, hvis vi kan trække på erfaringen fra de succeser, der allerede er nået ud over Danmarks grænser,” siger Frans Hammer.
Undersøgelser har tidligere vist, at Danmark er i top 10 i verden i sportstech-branchen.