PRM: 6 millioner kroner til idrætsforeningerne i Sydjylland

DIF og DGI’s foreningspulje har i sit debutår bevilget 6,2 millioner kroner til en lang række idrætsforeninger i de sydjyske kommuner.
21. feb 2019
DIF og DGI’s foreningspulje har i sit debutår bevilget 6,2 millioner kroner til en lang række idrætsforeninger i de sydjyske kommuner.

Der er lidt ekstra at gøre godt med for mange idrætsforeninger i Sydjylland. I 2018 har DIF og DGI’s foreningspulje nemlig på baggrund af ansøgninger bevilget knap 44 millioner kroner til de danske idrætsforeninger - heraf 6,2 millioner kroner til forskellige idrætsforeninger i de sydjyske kommuner.

Det er tale om hjælp til indkøb af eksempelvis idrætsrekvisitter og til at gennemføre nogle af de tiltag, som de frivillige kræfter i foreningerne har drømt om, men som der ikke har været midler til. I Sydjylland er der blandt andet bevilget midler til så forskellige ting som Jumping Fitness i Haderslev, multibane for de mindste i Hviding og styrkede trænerkompetencer i karateklubben i Tønder.

”Jeg har stor respekt for idrætsforeningerne og særligt de frivillige kræfter, som står bag det hele. Derfor er jeg glad for, at vi med denne pulje kan give en hjælpende hånd til rigtig mange foreninger helt ude i lokalsamfundene,” siger folketingspolitiker Jesper Petersen (S), der sammen med politikere fra regeringspartierne samt DF, SF og RV var med til at udarbejde den politiske aftale, som ligger bag dannelsen DIF og DGI’s foreningspulje.

 

Puljen åbner igen til marts

Den politiske aftale sikrede, at der kunne oprettes lokalforeningspuljer på i alt 70 millioner, som foreningslivets forskellige hovedorganisationer kunne uddele til deres lokalforeninger. For at spare administrationsudgifter gik idrætsorganisationerne DIF og DGI sammen om at etablere DIF og DGI’s foreningspulje. Herfra uddeles midlerne til idrætsforeningerne på baggrund af ansøgninger, og i puljens første år (2018) blev alle 43,8 millioner kroner bevilget efter overvældende interesse fra foreningerne.

”Jeg er meget tilfreds med, at politikerne på Christiansborg på denne måde giver en håndsrækning til idrætsforeningerne og anerkender foreningernes betydning for den enkelte dansker og for lokalsamfundene,” siger DIF’s formand, Niels Nygaard.

Den 1. marts 2019 åbner DIF og DGI’s foreningspulje igen for ansøgninger, og der vil være et lignende beløb (knap 44 millioner kroner) i puljen i 2019. Nærmere information om puljen, der foreløbig løber frem til og med 2021, kan findes på de to idrætsorganisationers hjemmesider. Her kan man også finde en oversigt over, hvilke foreninger der har fået bevilget penge.


For yderligere oplysninger kontakt:

Niels Nygaard, formand DIF, 20737112

Jesper Petersen, MF (S), 33374005

Fakta om bevillingerne fra DIF og DGI’s foreningspulje i 2018.

1259 foreninger fra 94 ud af landets 98 kommuner har fået bevilget i alt 43,8 millioner kroner.

Top 3-kommuner i Sydjylland

1. Vejle Kommune 1,4 mio. kroner

2. Esbjerg Kommune 1,1 mio. kroner

3. Sønderborg Kommune 550.000 kroner