Kano og kajak-samarbejde skal styrke DIF og DGI’s vision

Nyt samarbejde i Bevæg dig for livet skal gøre det nemt for flere danskere at prøve kræfter med kajak, skabe bedre forhold for nybegyndere og eksisterende medlemmer og bedre adgang til vandet.
22. dec 2016
Nyt samarbejde i Bevæg dig for livet skal gøre det nemt for flere danskere at prøve kræfter med kajak, skabe bedre forhold for nybegyndere og eksisterende medlemmer og bedre adgang til vandet.

Dansk Kano & Kajak Forbund og DGI Kano & Kajak indgår en treårig samarbejdsaftale, der skal sikre flere medlemmer i den populære vandsport. Dermed bliver kano og kajak det 13. samarbejde i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI’s fælles vision Bevæg dig for livet om 75 procent idrætsaktive og 50 procent foreningsaktive danskere i 2025.

”Med aftalen rykker vi endnu tættere sammen om at udbrede kendskabet til den sport, vi alle sammen brænder for. På den måde sikrer vi, at vi også fremover bidrager til idrættens fælles vision om at bevæge danskere i alle livsfaser,” siger Peter Nyegaard, næstformand i Dansk Kano & Kajak Forbund.

Kano og kajak har oplevet stor vækst de senere år, og det er den udvikling, man ønsker at hjælpe til med at fastholde. De to primære spor i samarbejdet går på bedre forhold for nybegyndere og etablerede roere i kano og kajak-miljøerne og bedre adgang til at bruge vandet til idrætsudøvelse.

”Den stærke tradition for at tage godt imod voksne begyndere giver de bedst mulige forudsætninger for en fortsat medlemsvækst. Kano og kajak er populært blandt nybegyndere, fordi det ikke kræver de store forudsætninger. Fremadrettet skal vi skabe endnu bedre forhold, så vi kan give den bedst mulige oplevelse for de mange interesserede, der kommer forbi foreningerne,” siger Mogens Kirkeby, politisk ansvarlig i DGI Kano & Kajak.

Aftalen løber i første omgang fra 2017-2019 og skal gøre op mod 10.000 danskere aktive i kano og kajak, heraf op til 5000 nye medlemmer i foreningerne.

Kontakt:
Peter Nyegaard, næstformand i Dansk Kano & Kajak Forbund: 40 35 10 33
Mogens Kirkeby, politisk ansvarlig i DGI Kano & Kajak: 28 18 56 19

Bevæg dig for livet:
Partnerskabet mellem DIF og DGI er det største i dansk idræt nogensinde. Det er støttet af Nordea-fonden og TrygFonden. Visionen er, at Danmark skal være den mest idrætsaktive nation i verden. I 2025 skal 50 procent af danskerne være aktive i en idrætsforening, og 75 procent skal være fysisk aktive.