Idrætsinitiativer fra Vodskov, Nysum og Aalborg er med i opløbet om Danskernes Idrætspris i Nordjylland

Alle i P4 Nordjyllands sendeområde kan nu stemme og på den måde udvælge et af tre idrætsinitiativer fra Nordjylland, der skal gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris. Et regionalt dommerpanel har udvalgt tre idrætsinitiativer ud af i alt 14 nominerede. Med prisen følger 100.000 kr. og vinderen bliver hyldet ved DR’s sportsgalla i BOXEN. Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.
10. nov 2016
Alle i P4 Nordjyllands sendeområde kan nu stemme og på den måde udvælge et af tre idrætsinitiativer fra Nordjylland, der skal gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris. Et regionalt dommerpanel har udvalgt tre idrætsinitiativer ud af i alt 14 nominerede. Med prisen følger 100.000 kr. og vinderen bliver hyldet ved DR’s sportsgalla i BOXEN. Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.
Vodskov Skytteforenings handicapvenlige skydecenter, Tom K. Karting Arena i Nysum og Løbecykel BMX fra Aalborg er udvalgt til at gå videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris og de 100.000 kr., der følger med. Hvilket initiativ af de tre, der skal gå videre afgøres af en afstemning på www.danskernesidrætspris.dk, hvor alle kan deltage.
I alt var der indstillet 14 initiativer i P4 Nordjyllands sendeområde.
Bag udvælgelsen står et regionalt dommerpanel, der består af DIF ambassadør Dorthe Mølgaard Thomsen, roer og OL-sølvvinder Fie Udby og journalist Bent Godtberg fra DR P4 Nordjylland.

Vodskov Skytteforening
Ildsjæle har brugt 4100 arbejdstimer på at gøre klubbens skydebaner tilgængelige for alle. Centeret åbnede i oktober, og åbnes nu for persongrupper, der ikke tidligere har haft mulighed for at gå til skydning. Skytteklubber er typisk placeret i kældre – Vodskov Skytteforening er fremme i lyset med direkte adgang til banerne også for kørestolsbrugere. Også soldater-veteraner får plads i centeret, ligesom et samarbejde med ældre-sagen gør skydesporten til en aktivitet for pensionister.

Tom K. Karting Arena
Motorsport Nordjylland skaber et motorsportscenter af internationale dimensioner baseret på elite, bredde og talentudvikling i Rebild Kommune. Klubben har i år indviet en gokartbane i internationale mål, og navngivet den efter Tom Kristensen.
2/3 af anlægsarbejdet i Nysum er udført af frivillige. Aktiviteterne i centret rammer en målgruppe, som i dag er ”foreningsløse". En del af dem har specielle udfordringer/diagnoser, og der samarbejdes med ungdomsskoler og SSP om rekruttering og fastholdelse af de unge.
Motorsportscentret består i dag af en rallycrossbane og nu også en gokartbane – begge har internationale mål.

Løbecykel BMX

Takket være projekt Løbecykel har Falcon BMX i Aalborg formået at lokke børn helt ned til 2-års alderen i gang med at dyrke idræt. Det er nødvendigt i en tid, hvor foreningsidræt ikke er en selvfølgelighed. På bare én sæson har en engageret bestyrelse og dygtige trænere tiltrukket flere end 50 nye medlemmer. Det har gjort klubbens løbecykelafdeling til landets største (Falcon er nu landets næststørste BMX-klub).
Klubben ønsker i den kommende sæson at øge tilgangen og udvide tilbuddet for de 2-6-årige. Banerne skal udvides og Falcon BMX har et stort ønske om at købe en såkaldt modular pumptrack – en flytbar bane – som giver mulighed for, at børnene kan træne hele året – også indendørs.

Læs mere om initiativerne her. 

Nu er det op til borgerne i P4 Nordjyllands sendeområde at afgøre hvilket initiativ, der skal gå videre til landsfinalen. Der kan stemmes på et af de tre regionale finalist-initiativer på www.danskernesidrætspris.dk indtil fredag 18. november kl. 9.00. Det regionale initiativ, der får flest stemmer, går videre til slutrunden, hvor DIF’s bestyrelse vil udvælge tre finalister. Den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2016 lørdag 7. januar 2017.


For mere information, kontakt venligst:
Kommunikationsdirektør i e-Boks, Susanne Søndahl Wolff
E-mail: ssw@e-boks.dk, mobil: 23 82 13 14

Kommunikationskonsulent i DIF, Torben Lollike
E-mail: tolo@dif.dk, Mobil: 20 40 98 89.

Sådan foregår afstemningen
Ved at gå ind på www.danskernesidrætspris.dk kan man til og med fredag 18. november kl. 9.00 stemme på det idrætsinitiativ, som man synes fortjener at vinde Danskernes Idrætspris. Det er kun muligt at stemme én gang. De regionale vindere bliver offentliggjort af DR P4 efter afstemningen er slut.
De otte vindere af de regionale afstemninger bedømmes fagligt af DIF’s bestyrelse, som først vælger tre finalister og herefter afgør, hvilket af de tre initiativer der er vinderen. Den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2016 lørdag 7. januar 2017.

Om e-Boks
Fem millioner danskere modtager hvert år post i e-Boks – den digitale postboks, som er tilgængelig fra en hvilken som helst computer eller smartphone over hele verden. I 2015 blev over 308 millioner dokumenter overført via e-Boks, og det sparede miljøet for i alt 5082 tons papir.
Blandt afsenderne er alle danske banker, alle landets kommuner og statslige styrelser, ATP, en række realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger og teleselskaber samt arbejdsgivere, som sender lønsedler til deres medarbejdere.
e-Boks er et aktieselskab, der ejes ligeligt af Nets og PostNord.
Læs mere på www.e-boks.dk  

Om DIF
DIF er landets største idrætsorganisation med flere end 1,9 millioner medlemmer, som dyrker 90 forskellige idrætsgrene i 9.200 idrætsforeninger landet over. Foreningsidrætten er en afgørende forudsætning for, at den danske befolkning er en af de mest idrætsaktive befolkninger på verdensplan. Ikke færre end 350.000 frivillige i DIF-idrætten sikrer hver uge – året rundt – gode og sunde idrætstilbud til danskerne.
Læs mere på www.dif.dk