Olympiske håb kæmper om pris

Det bliver enten svømmeren Viktor Bromer, BMX-køreren Simone Tetsche Christensen eller ro-duoen Anne Dsane Andersen og Hedvig Lærke Berg Rasmussen, der løber med titlen som ”Danmarks Olympiske Håb” i år. De unge atleter er netop blevet nomineret til prisen, som uddeles på lørdag ved DR’s store sportshow Sport 2015 i BOXEN i Herning.
7. jan 2016
Det bliver enten svømmeren Viktor Bromer, BMX-køreren Simone Tetsche Christensen eller ro-duoen Anne Dsane Andersen og Hedvig Lærke Berg Rasmussen, der løber med titlen som ”Danmarks Olympiske Håb” i år. De unge atleter er netop blevet nomineret til prisen, som uddeles på lørdag ved DR’s store sportshow Sport 2015 i BOXEN i Herning.
De nominerede har alle det til fælles, at de er under 25 år, de præsterer på højeste internationale niveau – og så har de forhåbentligt deres OL-debut foran sig til sommer. Viktor Bromer samt roerne har allerede kvalificeret sig til OL i Rio, mens BMX-køreren Simone Tetsches OL-kvalifikation først bliver afgjort i foråret 2016. Alle fire atleter får dog med stor sandsynlighed deres OL-debut i Rio til sommer.
”Der kommer til at være meget potentiale i det danske OL-hold til sommer, og jeg forventer, at vi får en lang række spændende OL-debutanter med på holdet. Vi har nu valgt de nominerede til prisen som

”Årets Olympiske Håb”, og de har alle sammen potentialet til ikke blot at deltage ved OL, men også at performe på et rigtigt højt niveau. Det er et rigtigt stærkt felt, som i år kæmper om prisen,” siger Morten Rodtwitt, chef de mission for OL-holdet og elitechef i DIF.

Stærke nominerede i spil
Svømmeren Viktor Bromer er 22 år og fra Aalborg. Hans primære disciplin er 200m butterfly, og han blev i 2014 europamester. EM var hans første internationale seniormesterskab på langbane, og medaljen var den første danske medalje i en olympisk disciplin til en dansk herresvømmer siden 2007. Ved VM 2015 blev Viktor nr. 5 i 200m fly og sikrede dermed en kvalifikation til OL. Ved EM kortbane 2015 i december fik Viktor sølv i 200m fly.

BMX-køreren Simone Tetsche Christensen er 21 år og fra Århus. Simone har i 2015 haft en fantastisk sæson med guld til European Games i juni, sølv ved EM i juli og bronze ved VM også i juli. Simone fik sit store internationale gennembrud i 2014 med bronze ved EM og en 4. plads ved VM. Simone ligger i øjeblikket nr. 7 på verdensranglisten. Kvalifikationen til OL i Rio afgøres for BMX-kørerne via verdensranglisten ved udgangen af maj 2016.

Anne Dsane Andersen fra Aalborg er 23 år, mens Hedvig Lærke Berg Rasmussen er 21 år og fra Frederiksberg. Anne og Hedvig har haft en fantastisk 2015-sæson, der kulminerede med en 4. plads til VM i Frankrig og en kvalifikation til OL i dame toer uden styrmand.

DIF og Team Danmark uddeler prisen til ”Danmarks Olympiske Håb” i samarbejde med Tryg forsikring, og med titlen følger en check på 75.000 kr. Sidste år var det kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen, der løb med den fornemme titel som ”Danmarks Olympiske Håb”.

Yderligere kommentarer:
Morten Rodtwitt, OL chef de mission, DIF: 43262078/29370916, mrt@dif.dk
Lone Hansen, direktør, Team Danmark: 60382527 loha@teamdanmark.dk