DIF: Vi ønsker at stille med de bedste danske U21-fodboldspillere til OL i Rio

DIF har henvendt sig til IOC for at afklare, om fodboldklubberne skal stille de bedste spillere til rådighed under OL.
23. sep 2015
DIF har henvendt sig til IOC for at afklare, om fodboldklubberne skal stille de bedste spillere til rådighed under OL.

Der har tirsdag været historier i pressen om, at de danske fodboldklubber ifølge FIFA’s regelsæt ikke er forpligtet til at stille deres bedste spillere til rådighed under OL. DIF tog i sidste uge kontakt til Den internationale Olympiske Komité, IOC, for at få afklaret, om det er korrekt, og hvad det kan få af betydning for OL-fodboldturneringen i Rio. DIF afventer svar fra IOC.

”Danmark er kvalificeret til OL-turneringen i fodbold for første gang i næsten et kvart århundrede, og vi ønsker at stille med de bedste spillere, ligesom vi stiller med vores bedste atleter i de andre sportsgrene. Derfor har vi kontaktet IOC for at få en afklaring. Vi tager OL-fodboldturneringen meget seriøst og ønsker at præstere på højeste niveau,” siger Niels Nygaard, der er formand for DIF, som er national olympisk komité i Danmark.

Niels Nygaard fortsætter:
”Fodboldturneringen vil blive fulgt tæt. Der vil være fyldte tribuner i Brasilien og mange millioner tv-seere til kampene, og også derfor, ønsker vi at stille med vores bedste spillere. Alt andet vil være at devaluere OL-fodboldturneringen, og det er ikke i den olympiske ånd.”

Det er først gang, at Danmark har kvalificeret et mandligt fodboldlandshold til OL siden OL i Barcelona i 1992.

DIF afventer en tilbagemelding fra IOC og ønsker i mellemtiden ikke at forholde sig til mulige scenarier.

Yderligere kommentarer:
Niels Nygaard, formand for DIF, 20 73 71 12

Venlig hilsen

Jakob Draminsky
OL-pressechef
Mail: jdr@dif.dk
Mobil: 28 89 36 78
Danmarks Idrætsforbund