Visionære udlændinge på besøg

Repræsentanter fra det hollandske og engelske idrætsforbund er i fuld gang med deres egen vision og gav et par gode råd til, hvordan den danske Vision 25-50-75 skal lykkes.
6. mar 2015
Repræsentanter fra det hollandske og engelske idrætsforbund er i fuld gang med deres egen vision og gav et par gode råd til, hvordan den danske Vision 25-50-75 skal lykkes.
Danmarks Idrætsforbund og DGI er gået sammen om det, de kalder Vision 25-50-75. Den indebærer, at 75 procent af den danske befolkning skal være idrætsaktiv i 2025, og 50 procent skal være det i en forening.

Visionen er fortsat ny, og de to danske idrætsorganisationer er derfor på udkig efter inspiration, gode idéer og eksempler på, hvad der virker, når man skal aktivere befolkningen. Sådan nogle ting kan man lede efter i udlandet, og derfor var to udenlandske gæster inviteret med til DIF’s kongres for at øse af deres erfaring.

Erik Lenselink er ansvarlig for idrætsdeltagelse i det hollandske idrætsforbund, og Mike Diaper er direktør for afdelingen Community Sport i Sport England – en afdeling der beskæftiger sig med breddeidræt. I Holland har man som i Danmark en målsætning om at få en andel af befolkningen, som er idrætsaktiv, på 75 procent – og det skal ske allerede i 2016.

”Vi er på rette vej, men det har krævet en fundamental ændring i vores tilgang til idrætsmarkedet. Vi gik fra udelukkende at fokusere på flere medlemmer i foreningerne til at fokusere på at få flere aktive i befolkningen. Vi besluttede også at sige, at det er ok for foreningerne at tænke kommercielt og tænke på idrætsudøverne som kunder i stedet for medlemmer”, sagde Erik Lenselink på kongressen.

Både Erik Lenselink og Mike Diaper var enige om, at det i høj grad gælder om at lytte til befolkningen i stedet for selv at finde på svarene.

”I dag er sport organiseret af mennesker, som selv er meget interesseret i sport. Måske skulle vi i fremtiden i højere grad ansætte folk, som ikke er interesserede i sport. Vi kunne bruge deres tanker til at indfange den inaktive og ikke-sportsinteresserede del af befolkningen,” vurderede Mike Diaper.

Erik Lenselink fulgte op ved at sige:

”Vi vil have ’åbne’ klubber, som lytter og reagerer på de krav og ønsker, som befolkningen har.”