Suspendering ophævet

Danske boksere må igen bokse internationalt.
24. jul 2014
Danske boksere må igen bokse internationalt.

Dansk Bokse-Union og dens boksere må atter optræde internationalt. Det oplyser det internationale bokseforbund AIDA, som i foråret suspenderede danske boksere fra internationale kampe. Forbuddet opstod i kølvandet på en regelændring i det internationale amatørbokseforbunds love, som fremover forbyder mandlige seniorboksere at bokse med hjelm, mens det ifølge det danske boksecirkulære ikke er tilladt at afvikle amatørboksekampe uden hjelm.

Da Dansk Bokse-Union valgte at følge dansk lovgivning og kæmpe med hjelm under DM i Varde i foråret, blev den internationale suspendering en realitet.

”Vi er selvfølgelig glade for, at danske boksere nu igen må bokse internationalt, men jeg vil ikke lægge skjul på, at det her har været et udfordrende forløb. At blive udelukket internationalt for at følge sit lands love er helt grotesk,” siger formanden for Dansk Bokse-Union, Benny Jørgensen. Han håber og tror på, at tilstandene for dansk amatørboksning snart normaliseres.

”Vi har forhandlet i lang tid med såvel de danske myndigheder som det internationale bokseforbund, og jeg satser på, at vi lander en fornuftig løsning for alle parter på et tidspunkt efter sommerferien.”

I DIF, som løbende har bistået bokseunionen i de politiske forhandlinger, glæder man sig også over, at den internationale suspendering af dansk boksesport nu er ophævet.

”Det har været en hård tid for Dansk Bokse Union, og det er positivt, at AIBA nu igen åbner op for danske boksere,” siger DIF’s kommunikationschef Steen Dahl Pedersen.