VM får flere til at løbe

Internationale elitesportsevents på dansk grund bliver i stigende grad brugt til at inspirere og engagere motionister. 30.000 motionsløbere deltager ved VM i halvmaraton 2014 i København, og kulturministeren bifalder inkluderingen af bredden.
27. dec 2013
Internationale elitesportsevents på dansk grund bliver i stigende grad brugt til at inspirere og engagere motionister. 30.000 motionsløbere deltager ved VM i halvmaraton 2014 i København, og kulturministeren bifalder inkluderingen af bredden.
Hent hele DIF OPINION som PDF-fil her.

Kampen om guldet træder for en gangs skyld lidt i baggrunden, når der den 29. marts løbes VM i halvmaraton i Københavns gader. Ganske vist stiller klodens hurtigste mellemdistanceatleter til start på Christiansborg Slotsplads, men når startskuddet lyder, får de 30.000 løbegale motionister lige i hælene.

Det er første gang nogensinde, at et verdensmesterskab i løb bliver slået sammen med et motionsløb, og interessen for at deltage har været så massiv, at VM-arrangøren, Dansk Atletik Forbund, flere gange har udvidet startfeltet. Hver gang er biletterne blevet revet væk som til en rockkoncert.

Arrangementet har ført til, at mange danskere allerede har snøret løbeskoene, og det mærker man i de danske atletiklubber. Mange klubber rundt om i landet har nemlig oplevet stor interesse omkring atletikforbundets skræddersyede VM-træningsforløb.

Flere medlemmer i klubberne
Solrød Atletik og Motion er en af de såkaldte ’VM-klubber’, der er blevet ’oplært’ af atletikforbundet og tilbyder sine medlemmer to skræddersyede træningspas om ugen. Det har givet mange nye ansigter til træningen, fortæller Jens Broed, der er træner og bestyrelsesmedlem i løbeklubben.

”Der er simpelthen kommet meget mere liv og engagement. Folk er entusiastiske og helt oppe på dupperne, når de kommer til træning, og de glæder sig til at finde ud af, hvilke øvelser vi har til dem. Vi er stadig en social hyggeklub, men VM har tilført et ekstra element,” siger Jens Broed, der glæder sig til at lede klubbens løbere igennem de 21,1 kilometer i hovedstaden.

I alt er 70 motionister fra Solrød Atletik og Motion til start på Christiansborg Slotsplads, og ifølge Jens Broed er omkring halvdelen kommet til for at træne til VM. På landsplan melder Dansk Atletik Forbund om i omegnen af 1.000 nye løbere, der har købt et startnummer og meldt sig ind i en forening.

Kulturministeren bakker op om bredden
Da Sport Event Denmark fik til opgave at tiltrække store idrætsbegivenheder til Danmark, var der først og fremmest tale om rene elitebegivenheder. Nu er bredde- og deltagerevents også et væsentligt element i handlings- og strategiplanerne. Og det er en rigtig god idé, siger kulturminister Marianne Jelved (R) til DIF Opinion.

”Det er et skridt, der er stor politisk opbakning til og noget, de bør holde fast i. Jeg tror, det er en klog idrætspolitisk beslutning og en fordel for Sport Event Denmark, at organisationen tænker på både eliten og bredden”, lyder det fra kulturministeren.

Hun mener, at netop kombinationsevents som VM i halvmaraton udgør en spændende model, som der gerne må komme endnu flere af fremover.

”Det er med til at skabe åbenhed, fællesskab og engagement i idrætten, og det gør, at den enkelte eliteevent bliver forankret på en helt anden måde, end det ellers ville være tilfældet. Muligheden for at prøve kræfter med verdenseliten er en mulighed for at spejle sig i fortællingen om de allerbedste, og jeg tror, det kan inspirere rigtig mange til selv at komme i gang”, siger Marianne Jelved.

Hos Dansk Atletik Forbund, der arrangerer løbet i samarbejde med Wonderful Copenhagen, Københavns og Frederiksberg Kommune, betragter man det forestående arrangement i Københavns gader som en gylden mulighed for forbundets klubber.

”Det er vigtigt for os at udnytte dette VM til at skabe noget merværdi for vores foreninger. Derfor reserverede vi fra starten en række startnumre, de kunne sælge til nye medlemmer, og det er rigtig glædeligt, at interessen har været så stor,” siger atletikforbundets direktør, Jakob Larsen,

Bredden booster eliten
Idéen med at koble eliten med bredden har vundet indpas de seneste par år. Da Giro d’Italia-feltet lagde vejen forbi Danmark i maj 2012, blev et spektakulært motionscykelløb afviklet i forbindelse med det professionelle cykelløb, og triatlonkonkurrencen Copenhagen Challenge 2013 var også tilkoblet flere ’mini triatlon’-stævner med deltagelse af 5.000 motionister. Alt sammen er udtryk for en bevidst strategi fra Sport Event Denmark.

”I det omfang, det er muligt, går vi målrettet efter at kombinere breddeevents med eliteevents. Vi oplever, at det giver et enormt boost til eliteeventen, for det er i den grad med til at højne interessen blandt både medier og publikum. Det giver også det enkelte idrætsforbund nogle ekstra økonomiske indtægtsmuligheder samt et bredere grundlag for at profilere sig blandt danskerne og i forhold til det internationale forbund. Endelig er det også med til at brande Danmark på verdensplan”, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Giver genlyd internationalt
Mens bredden har nærmet sig eliten igennem et stykke tid, så er VM i halvmaraton første eksempel på, at bredden bliver integreret 100 procent i et elitemesterskab.

Hos det internationale atletikforbund, IAAF, er begejstringen for det unikke danske koncept udtalt. Både præsident Lamine Diack og vicepræsident Sebastian Coe var fulde af lovord, da VM-arrangørerne fremlagde statusrapport i november. Lord Coe, tidligere formand for Londons OL 2012-komité, proklamerede blandt andet, at det danske setup var et eksempel til inspiration og efterfølgelse for fremtidige arrangører. Også IAAF’s event- og konkurrencechef, Paul Hardy, er imponeret over de danske værter.

”Det er et dynamisk og professionelt team, der fra starten har været fuld af gode ideer. De kom til os med en imponerende vision for VM, der var både attraktiv og nyskabende i forhold til, hvad der har været traditionen i international atletik, og det har allerede givet genlyd verden over”, siger Paul Hardy, der udtrykker fuld tillid til, at de danske arrangører når i mål:

”Alt, hvad vi har set og oplevet, giver os den største tro på, at VM i København bliver en storslået event både for eliten, motionisterne og tilskuere verden over.”

Hos Dansk Altetik Forbund luner man sig på de positive ord, og på forbundets kontor er der også en vis lettelse at spore.

”Det er enormt overvældende. I den indledende fase var vi meget i tvivl om, hvorvidt vi turde tro på 10.000 deltagere, men interessen har været helt vild, og vi kunne sagtens have solgt endnu flere startnumre. Det bekræfter os i, at vores satsning har været helt rigtig,” siger atletikforbundets direktør, Jakob Larsen.