Afgørende forhandlinger for dansk idræts fremtid

At corona-udviklingen er sat i bakgear er en kæmpe udfordring for dansk idræt – høj som lav. De kommende forhandlinger bliver afgørende for dansk idræts fremtid.
10. aug 2020
At corona-udviklingen er sat i bakgear er en kæmpe udfordring for dansk idræt – høj som lav. De kommende forhandlinger bliver afgørende for dansk idræts fremtid.

Den seneste udvikling i forhold til corona-krisen er en kæmpe streg i regningen for dansk idræt. Forsamlingsforbuddet blev alligevel ikke hævet fra 100 til 200, og der er de seneste dage sendt tydelige signaler om, at yderligere genåbning af det danske samfund er sat i bero.

”De økonomiske konsekvenser af dette rammer bredt. Eliteklubberne risikerer konkurser, forbund og breddeklubber må aflyse store stævner og motionsevents, hvor indtægterne bl.a. er med til at drive foreninger overalt i idræts-Danmark,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør for DIF.

På onsdag er der politiske forhandlinger om fremtiden for de aktører, som fortsat er ramt af restriktionerne.

”Forhandlingerne får stor betydning for, hvordan dansk idræt skal se ud i fremtiden. Idrætten har været en ansvarlig og tillidsfuld aktør under hele corona-krisen, og vi er ikke vidende om, at idrætsudøvelse eller tilskueraktivitet har givet anledning til særlig smittespredning. Derfor håber jeg, at der vil kunne findes fleksible løsninger for klubber, forbund og foreninger,” understreger Morten Mølholm Hansen

Hvis der ikke må lukkes flere end 500 tilskuere ind til kampene til eksempelvis håndbold og ishockey, så løber tabene her op i flere hundrede millioner kroner, og tabet bliver endnu større i de bedste fodboldrækker. At det generelle forsamlingsforbud ikke bliver hævet til 200 har indenfor de seneste dage ført til, at en lang række foreninger har aflyst arrangementer, som er afgørende for mange foreningers klubkasser og for den fysiske aktivitet i det danske samfund.

”Lige meget, hvordan man vender og drejer det, så får den seneste udvikling store økonomiske konsekvenser for idrætten. Derfor er de politiske forhandlinger om kompensation ultra vigtige. Jeg er dog fortrøstningsfuld, for jeg har et indtryk af, at politikerne deler vores ønske om, at der også er et godt dansk idrætsliv på den anden side af coronakrisen – både for eliten og for bredden,” siger Morten Mølholm Hansen.

Udvalgte nøgletal

Håndbold

Samlet estimeret tab for hele sæsonen 2020/21 ved maksimalt 500 tilskuere:

Herreliga: 182 millioner kroner

Kvindeliga: 112 mio.

1. division herrer: 28 mio

1. division kvinder: 18 mio.

Kilde: Divisionsforeningen Håndbold

Ishockey

Estimeret tab ved maksimalt 500 tilskuere i hele den kommende sæson:

Metal Ligaen: 111 millioner kroner.

Kilde: Dansk Ishockey Union

DIF’s specialforbund

DIF’s specialforbund vil opleve økonomiske tab på fx landskampe og slutrunder, hvis tilskuerbegræsningen fastholdes til maksimalt 500 personer frem til 31. december. 16 specialforbund vil skulle aflyse knap 30 store idrætsarrangementer, hvilket vil betyde tabte indtægter for samlet set 47 mio. kr. og tabte afholdte udgifter for over 20 mio. kr.

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse fra DIF Analyse

Breddeklubber

Samlet tab for klubber deltagerbegrænsning på 500:

120 millioner kroner

(der er desuden en særskilt økonomisk udfordring for de foreningsbårne løbsarrangører, der arrangerer store motionevents/løb på over 3.000 deltagere).

Halvdelen af klubber forudser aflyste aktiviteter og hver tredje klub forudser reducerede udviklingsaktiviteter/frafald af medlemmer og frivillige.

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse fra DIF Analyse

Yderligere kommentarer:

Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF, 21663774