PRM: Sønderjyske foreninger fik politiker-besøg

En række sønderjyske foreninger fik mandag besøg af den socialdemokratiske skatteordfører Jesper Petersen. Han skulle se og opleve, hvad den økonomiske støtte fra lokalforeningspuljerne har betydet for foreningernes medlemmer og frivillige kræfter.
9. apr 2019
En række sønderjyske foreninger fik mandag besøg af den socialdemokratiske skatteordfører Jesper Petersen. Han skulle se og opleve, hvad den økonomiske støtte fra lokalforeningspuljerne har betydet for foreningernes medlemmer og frivillige kræfter.

Tusindvis af foreninger landet over har de seneste år fået bevilget penge fra de nye lokalforeningspuljer. Mandag drog den socialdemokratiske skatteordfører Jesper Petersen sammen med repræsentanter fra Danmarks Idrætsforbund og Dansk Ungdoms Fællesråd på rundtur i det sønderjyske og besøgte tre af de foreninger, som har fået tilskud fra foreningspuljen.

Turen bragte Jesper Petersen til Holbøl Foredrags- & Idrætsforening, der har fået penge til en air-track, til KFUM Spejderne Hjordkær, der har fået til indkøb af tre nye patruljetelte og endelig til Hoptrup-Marstrup Idrætsforening, som fik bevilliget 60.000 kroner til indkøb af bander til floorball.

”Jeg er rigtig glad for politisk at have været med til at dirigere flere midler i retning af det frivillige foreningsliv, som jeg selv er rundet af. Og besøgene i Holbøl, Hjordkær og Marstrup viste flotte eksempler på, at lokale frivillige får brugt midlerne til stor nytte for de aktive i deres forening og for deres lokalområde. Om det så er børn til gymnastik og spejder - eller voksne, der får sveden til at piske med floorball,” siger Jesper Pedersen, der var en af politikerne bag aftalen om etableringen af lokalforeningspuljer for 70 millioner kroner om året.

Afgørende forskel for foreningerne
Natalie Staffensen er medlem af formandsgruppen for Holbøl Foredrags- & Idrætsforening. Hun glæder sig over de 47.000 kroner, foreningen fik til indkøb af en airtrack.

”Denne airtrack betyder, at vi har kunnet give et langt bedre tilbud til vores børn og unge. Vi har mange udgifter, fordi vi lejer os ind hos en friskole og dermed ikke får de kommunale tilskud, som mange andre foreninger får. Derfor har tilskuddet fra foreningspuljen været en kæmpe hjælp for os,” understreger Natalie Staffensen.

Jesper Petersen var med i aktiviteterne i alle tre foreninger, og han slutter af med en opfordring til landsdelens mange foreninger.

"Det var sjovt og dejligt at være med i aktiviteterne alle tre steder. Og at møde de frivillige trænere og ledere, der får det hele til at ske. Jeg håber, at rigtig mange foreninger i vores landsdel vil benytte sig af muligheden for at søge midler fra lokalforeningspuljen i den nye ansøgningsrunde, der er startet nu," lød det fra S-politikeren, der selv er født og opvokset i Sønderjylland.

Fakta:

Den politiske aftale sikrede, at der kunne oprettes lokalforeningspuljer på i alt 70 millioner, som foreningslivets forskellige hovedorganisationer kunne uddele til deres lokalforeninger. For at spare administrationsudgifter gik idrætsorganisationerne DIF og DGI sammen om at etablere DIF og DGI’s foreningspulje. Herfra uddeles midlerne til idrætsforeningerne på baggrund af ansøgninger, og i puljens første år (2018) blev alle 43,8 millioner kroner bevilget til 1259 forskellige foreninger i 94 ud af landets 98 kommuner – heraf 6 millioner kroner til idrætsforeningerne i Sydjylland. Dansk Ungdoms Fællesråd uddelte i 2018 979.000 kroner til 55 forskellige foreninger.