Sådan kan du være med til at gøre dansk idræt mere grøn

DIF Innovation Lab er klar med en række guidelines, der skal hjælpe forbund og foreninger med at mindske CO2-aftrykket med store sportsbegivenheder.
8. jun 2021
DIF Innovation Lab er klar med en række guidelines, der skal hjælpe forbund og foreninger med at mindske CO2-aftrykket med store sportsbegivenheder.
Det er ikke kun et logistik- og udstyrsstykke af de helt store, når du arrangerer løb, fodboldturnering eller en helt tredje sportsevent.

Det belaster også klimaet, når der for eksempel skal produceres nye t-shirts og transporteres udøvere og publikum til fra nær og fjern.

Derfor er DIF Innovation Lab nu klar med en række guidelines, der kan hjælpe dig med at skåne klimaet, når årets events skal løbe af stablen.
-Selvom idrætten ikke ’sviner’ meget i det store verdensbillede, så sætter især sportsevents aftryk på klimaet. Dét negative aftryk vil vi minimere i fremtiden, siger Morten Mølholm Hansen, der er adm. direktør i DIF.

-Vi vil altid afholde idrætsevents – lige fra det lokale stævne til det internationale VM. Kravene til de store begivenheder og til jer som eventarrangører er evigt voksende, hvilket sætter klimadagsordenen under pres. I Danmark er vi gode til at skabe engagerende og flotte events, men vi kan altid blive endnu bedre, fortsætter han.

Derfor er håbet hos DIF, at de nye guidelines, der har fået navnet ’Eventguide for grønne og bæredygtige events’ vil gøre det nemmere at planlægge og afholde grønnere og mere bæredygtige events.
Guiden er udviklet i DIF Innovation Lab, der er finansieret af Industriens Fond, og indeholder en række grundprincipper for, hvordan man kan tænke mere grønt i planlægningen af sin sportsevent. Grundlæggende går det ud på at gentænke setuppet omkring arrangementerne, for eksempel ved at bruge de ’de 6 R’er’:

Refuse, Reduce, Reuse, Replace, Recycle og Remind.

Derudover har konsulenthuset Naboskab lavet en række beregninger på, hvor meget CO2 det egentlig koster at afholde en sportsevent, og hvor meget man med forholdsvis nemme greb kan skåne kloden.

Hent guiden her
Hvis har spørgsmål til guiden, kan du kontakte DIF Innovation Lab.