Boykot eller kritisk dialog?

Følgende debatindlæg er bragt i Politiken fredag den 23. april
26. apr 2021
Følgende debatindlæg er bragt i Politiken fredag den 23. april

Debatten om næste års VM i fodbold i Qatar kører med fuld fart i øjeblikket. Fra forskellige sider opfordres der til, at herrelandsholdet skal boykotte mesterskabet. DIF´s holdning til deltagelse i internationale arrangementer i ”tvivlsomme” lande er klar: Så længe det officielle Danmark ikke – alene eller i samarbejde med EU eller FN – har besluttet en totalboykot af et givet land, deltager vi i de internationale mesterskaber, vi måtte være kvalificeret til.

Hvis Danmark derimod laver en totalboykot, hvor man også indstiller diplomatiske forbindelser, samhandel, erhvervsfremstød og så videre, som man gjorde i forhold til eksempelvis Sydafrika under apartheid-styret og i forhold til Serbien-Montenegro under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, så deltager idrætten selvfølgelig også i den boykot.

Jeg vil gerne begrunde den holdning, men først vil jeg understrege, at jeg hilser debatten om Qatar velkommen. Jeg synes aldrig, at Qatar skulle have haft det værtskab, som landet blev tildelt for 11 år siden, og det har været min holdning fra begyndelsen. Qatar har med 300.000 indbyggere ingen demografisk berettigelse til at holde verdens måske største idrætsbegivenhed (resten af befolkningen er migrantarbejdere), klimaet er ikke egnet til at spille fodbold i, og fodboldhistorisk har Qatar intet at bidrage med. Desuden havde Qatar ingen stadion-infrastruktur. Derfor måtte der bygges en stor håndfuld nye stadions i ørkenen ved hjælp af landes mange migrantarbejder. Og det er efterfølgende løbende blevet afdækket, at disse arbejdere var underlagt nogle helt urimelige forhold.

Men jeg er modstander af, at dansk idræt og danske atleter skal føre dansk udenrigspolitik. Atleterne har ikke besluttet, hvor VM skal afvikles, og de skal ikke benyttes som et politisk instrument. Hvis det danske herrelandshold boykotter VM i Qatar, så kan DBU imødese en heftig karantæne, og spillerne kan glemme alt om deltagelse i internationale mesterskaber i mange år fremover, hvilket kan få store konsekvenser – ikke bare for landsholdet, men for breddefodbold generelt set.

Og hvor stopper kravet om boykot? I løbet af de seneste år har snakken om en idrætsboykot blandt været fremme i forhold til blandt andet sommer OL i Beijing i 2008, EM i fodbold i Ukraine og Polen i 2012, vinter OL i Sochi i 2016, sommer OL i Rio i 2016, og den er der også i forhold til vinter OL i Beijing i 2022. Danske atleter kommer reelt ikke til at kunne dyrke deres idræt på højeste niveau, hvis de skal boykotte mesterskaber med jævne mellemrum. Boykot-våbnet giver kun mening, hvis det besluttes bredt og internationalt.

I stedet skal vi fra DIF’s og specialforbundenes side blandt andet arbejde for en ændring af processen for uddeling af værtskaber, så vi undgår en situation, hvor Qatar bliver vært for et VM i fodbold. Vi skal bruge vores internationale indflydelse til at arbejde for, at menneskerettighedssituationen indgår som et parameter i uddelingen af værtskabet.

Det er utopi at forestille sig, at alle mesterskaber fremover afholdes i vestlige demokratier, der deler vores værdier, for disse lande udgør en minoritet i verdenssamfundet. Ud af klodens godt 200 lande deler maksimalt en tredjedel de værdier og de demokratiske traditioner, som vi selv hylder. Alene i EU er der en række lande, hvor pressefrihed, minoriteters rettigheder og demokrati er under voldsomt pres.

Derfor er det ikke nemt for Danmark og ligesindede lande at lave ændringer, men vi skal presse på. Også i forhold til at få større fokus på bæredygtighed i budprocessen. Afviklingen af store idrætsbegivenheder skal ikke være så omkostningstunge, at de vestlige demokratier, hvor omkostningerne skal forsvares over for skatteyderne, ikke kan være med. For så er det kun olierige lande og diktaturer, som byder sig til. I Danmark har vi demonstreret, hvordan man afvikler bæredygtige og inkluderende idrætsevents.

Heldigvis har der været fokus på denne agenda i de seneste år, og hvis man spejder lidt ud i fremtiden, så er det godt at se fordelingen af de seneste værtskaber – sommer OL i Paris 2024, vinter-OL i Milano 2026, VM i fodbold i USA/Canada/Mexico i 2026, sommer OL i Los Angeles i 2028, og senest er Brisbane af IOC bragt i stilling som vært for sommer OL i 2032.

Jeg vil igen understrege, at jeg ikke ønskede VM i fodbold til Qatar, og hverken DIF eller DBU har en aktie i den afgørelse. Men når mesterskabet nu finder sted, så skal anledningen benyttes til en kritisk afdækning af forholdene i Qatar.

DBU og de andre nordiske fodboldforbund besøgte Qatar både i november 2016 og i januar 2019 i samarbejde med både den danske og internationale fagbevægelse for at presse Qatar til forbedringer for særligt migrantarbejderne. Desuden har danske og internationale journalister med udgangspunkt i det kommende VM-arrangement på fornem vis sat fokus på de mange kritiske forhold i landet og bragt ting op til overfladen, som ingen interesserede sig for tidligere. Jeg synes heller ikke, at journalisterne skal boykotte VM i Qatar – de skal tage med og dække begivenheden kritisk.

Det er vigtigt fortsat at holde fokus på forholdene i Qatar, og at der lægges pres på magthaverne i landet. Jeg ser således gerne, at DBU og de øvrige nordiske fodboldforbund indgår alliancer og tager initiativer med andre ligesindede lande – jo flere der deler og udtaler kritik, jo større effekt vil den have. Det, tror jeg, vil være den bedste måde at gøre en forskel på, hvorimod jeg ikke tror, at vi ændrer noget, hvis nu og fremover tvinger danske atleter til at blive hjemme.