FC Prostata vinder Danskernes Idrætspris

Nyskabende fodboldprojekt rettet mod kræftpatienter sender pris til hovedstaden, hvorfra det allerede er på vej til at blive udbredt til hele landet.
7. jan 2017
Nyskabende fodboldprojekt rettet mod kræftpatienter sender pris til hovedstaden, hvorfra det allerede er på vej til at blive udbredt til hele landet.

Klubbaseret fodbold til mænd med prostatakræft. Det er i seks ord, hvad vinderen af Danskernes Idrætspris 2016, FC Prostata, handler om. Bag projektet står Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF) på Rigshospitalet og dermed lander prisen i hovedstaden efter to år med fynske vindere.

Med prisen, der blev overrakt til DR’s show SPORT 2016, modtager FC Prostata 100.000 kr. 
Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.

FC Prostata, der er forankret i Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF) på Rigshospitalet i samarbejde med fodboldprofessor Peter Krustrup (SDU) og Dansk Boldspil-Union, har oprettet fire særlige fodboldhold for mænd med prostatakræft (Østerbro If, Fremad Valby, Lyseng IF og Esbjerg Forenede Boldklubber). En femte klub er på vej på Fyn (Odense KFUM). Projektet er det første af sin art herhjemme og realiseres i partnerskab mellem forskningsinstitutioner, foreningsidrætten, hospitaler og patientforeninger.

"Det her er i sandhed en fantastisk stor ære, siger Julie Midtgaard, forsknings- og projektleder på FC Prostata, Rigshospitalet, der modtog prisen sammen med Anders Munk (prostatakræftpatient og spiller på FC Prostata holdet i Lyseng IF ved Århus) og Torben Friberg (FC Prostata forenings-/klubrepræsentant og bestyrelsesmedlem i Østerbro IF).

Danskernes Idrætspris blev præsenteret på scenen af Susanne Søndahl Wolff, Nordic Communications & Marketing Director i e-Boks, Niels Nygaard, formand i DIF, præsenterede de tre nominerede og OL-guldvinder Pernille Blume offentliggjort vinderen.

"I aften går vores hyldest til de danske atleter. Men vi bør også hylde foreningsidrætten. For det er her, at kimen til de danske medaljer bliver lagt. Foreningsidrætten er stærkt forankret blandt os danskere – det er i den, vi finder sammen i sociale fællesskaber. Foreningsidrætten omfavner alle og skaber dermed den sammenhængskraft, som er så værdifuld i vores samfund. Derfor er vi i e-Boks meget stolte af, sammen med Danmarks Idrætsforbund og DR P4, at stå bag Danskernes Idrætspris – en pris der hylder foreningsidrætten i Danmark”, siger Susanne Søndahl Wolff.

Når FC Prostata endte med at få den prestigefyldte pris, skyldes det i høj grad de perspektiver, der ligger i initiativet.

”FC Prostata er et særdeles interessant initiativ fordi, der her er tale om et banebrydende samarbejde mellem forskningsinstitutioner, foreningsidrætten, hospitaler og patientforeninger,” siger Niels Nygaard. ”Initiativet har fokus på idrættens sundhedsskabende værdi og har haft succes med at fastholde mænd i foreningsidrætten. På den måde kan FC Prostata stå som en bæredygtig model for udbredelsen af foreningsbaseret tilbud om fysisk aktivitet i kræftrehabilitering.”

234 initiativer i alt og 165 forskellige var indstillet til Danskernes Idrætspris. 

”Med små ti tusinde, der har været inde og stemme på deres favorit i P4 distrikterne, har prisen fortsat en pæn bevågenhed blandt danskerne. Det er en opbakning, som vi er glade for. De mange initiativer dokumenterer desuden, at der sker en masse spændende ting ude i idrætsdanmark. Og tillykke fra e-Boks til FC Prostata. Deres initiativ viser, at foreningsidrætten ikke kun er en faktor i forhold til en sund livsførelse, men har masser at byde ind med i forhold til rehabilitering efter diverse sygdomme,” slutter Susanne Søndahl Wolff.  

Om vinderen af Danskernes Idrætspris: FC Prostata – indstillet i hovedstaden
FC Prostata (www.fcprostata.dk) er et landsdækkende initiativ, som handler om at udvikle, afprøve og implementere klubbaseret fodbold til mænd med prostatakræft. Kun få mænd med prostatakræft følger nemlig de gældende motionsanbefalinger, og forbavsende få deltager i eksisterende tilbud om rehabilitering. I samarbejde med Dansk Boldspil-Union er der på et år oprettet fire særlige fodboldhold for mænd med prostatakræft (Østerbro If, Fremad Valby, Lyseng IF og Esbjerg Forenede Boldklubber) og en 5. klub er på vej på Fyn (Odense KFUM). Holdene træner to gange ugentligt, og træningen varetages af særligt uddannede trænere. Projektet er det første af sin art herhjemme og realiseres i partnerskab mellem forskningsinstitutioner, foreningsidrætten, hospitaler og patientforeninger.

Om de to øvrige finalister:
 

Åben Idræt (i Hammel Idrætscenter) – indstillet i Østjylland

600 børn deltager i Åben Idræt Hammel, som er en by med ca. 7.000 indbyggere. Børnene kan deltage i mange forskellige idrætsgrene i fire sammenhængende sportshaller plus svømmehal. Blandt mulighederne er fodbold, futsal, håndbold, svømning, badminton, bordtennis, gymnastisk og airtrack, zumba, hockey, karate, brydning, yoga, spinning, cykling, golf, tennis, høvdingebold, curling på gulvtæppe, kinball, bob og brætspil. Eventen planlægges af Hammel Idrætscenter og frivillige hjælpere fra de lokale idrætsforeninger og 10. klassecenter sørger for den praktiske udførelse. 

BørneBasketFond - indstillet på Fyn
Initiativet binder indsatserne sammen fra en lang række organisationer - DIF, DBBF, DGI og Game - og leverer en masse basketball til børnene i skoler, på SFO´er, samt ikke mindst i eksisterende og i nye basketballklubber - rundt om i hele landet. Initiativets primære fokus er at få bevæget de børn der ellers ikke ville være aktive - både i og efter skoletiden. Ud fra tesen "der er for få børn der spiller basketball, fordi der er for få foreninger der udbyder basketball til børn", er der startet ti nye basketballklubber op i hele landet - bl.a. i Odense og på Thurø (i samarbejde med Svendborg Basketball Club) som er i indstillerens område.
BørneBasketFonden leverer basketballundervisning i skolernes idrætstimer og har i 2016 indgået aftaler med ca. 305 folkeskoleskoleklasser. Derudover en lang række SFO´er og en bemandet legeplads i et udsat boligområde. Læs mere på www.danskernesidrætspris.dk 

For mere information, kontakt venligst:
Susanne Søndahl Wolff, Nordic Communications & Marketing Director i e-Boks 
E-mail: ssw@e-boks.dk, mobil: 23 82 13 14

Torben Lollike, kommunikationskonsulent i DIF 
E-mail: tolo@dif.dk, mobil: 20 40 98 89.

Om e-Boks 

Fem millioner danskere modtager hvert år post i e-Boks – den digitale postboks, som er tilgængelig fra en hvilken som helst computer eller smartphone over hele verden. I 2016 blev over 366 millioner dokumenter overført via e-Boks, og det sparede miljøet for i alt 6.039 tons papir.
Blandt afsenderne er alle danske banker, alle landets kommuner og statslige styrelser, ATP, en række realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger og teleselskaber samt arbejdsgivere, som sender lønsedler til deres medarbejdere.
e-Boks er et aktieselskab, der ejes ligeligt af Nets og Post Danmark. 
Læs mere på www.e-boks.dk

Om DIF  
DIF er landets største idrætsorganisation med flere end 1,9 mio. medlemmer, som dyrker 90 forskellige idrætsgrene i 9.200 idrætsforeninger landet over. Foreningsidrætten er en afgørende forudsætning for, at den danske befolkning er en af de mest idrætsaktive befolkninger på verdensplan. Ikke færre end 350.000 frivillige i DIF-idrætten sikrer hver uge – året rundt – gode og sunde idrætstilbud til danskerne.  Læs mere på www.dif.dk 

DIP footer