Fire års dopingudelukkelse til styrkeløfter

Styrkeløfteren Thomas Procida, der i 2015 vandt DM i bænkpres +120 kg, er ikendt fire års udelukkelse af Dopingnævnet.
8. feb 2016
Styrkeløfteren Thomas Procida, der i 2015 vandt DM i bænkpres +120 kg, er ikendt fire års udelukkelse af Dopingnævnet.
I forbindelse med DM i styrkeløft den 26. september 2015 blev Thomas Procida, København SK, udtaget til dopingkontrol. Dopingprøven viste tilstedeværelse af anabole steroider, og resultatet blev bekræftet af den efterfølgende B-prøve.

Dopingnævnet har udelukket Thomas Procida i fire år fra al idræt under Danmarks Idrætsforbund. Karantænelængden på de fire år bliver regnet fra 20. oktober 2015, hvor han blev midlertidigt suspenderet.

Ud over karantænen bliver Thomas Procidas førsteplads ved DM i bænkpres annulleret.

Kendelsen kan appelleres til DIF-idrættens Højeste Appelinstans.

Reviderede dopingregler

Den 1. januar 2015 blev de nationale dopingregler revideret. De nye regler indebærer blandt andet, at sanktionerne for bevidst brug af doping med hårde stoffer er skærpet, og at man ofte kan ende med fire års udelukkelse, hvis dopingreglerne overtrædes.

Læs mere om de nationale dopingregler.