Gå direkte til indhold

Olympisk maratonløb med snyd og doping

Ved OL i St. Louis, 1904, var vejen til målstregen lang og støvet i 30 graders varme. Det fik flere af løberne til at ty til usportslige strategier for at komme i mål i det varme og begivenhedsrige maratonløb i St. Louis

Det er den 30. august 1904, stedet er Francis Field Stadion i St. Louis og 32 atleter fra 4 forskellige lande er klar til starten på maratonløbet, der dengang var 40 kilometer. 

Af en uforklarlig årsag havde arrangørerne besluttet at starte løbet kl. 3 om eftermiddagen, hvor temperaturen var over 30 grader celsius. Hertil kom, at ruten var ekstraordinær støvet og løberne havde meget begrænset adgang til drikkevand.

Klar til start på maratonløbet

Løberne inden de forlader stadion

Efter 5 omgange på stadion drejede løberne fra for at gennemføre resten af ruten på de tørre jordveje. De forankørende automobiler og ryttere til hest, der skulle bane vejen for løbefeltet, hvirvlede så meget støv op, at det var til stor gene for løberne

Løbere og følgebiler ude på de støvede landeveje

 

Det cubanske postbud Andarin Carvajal var nok den løber, der var dårligst forberedt. Efter han under rejsen Fra Cuba havde mistet alle sine penge i New Orleans tog han på tommelfingeren op til St. Louis. Han havde kun det tøj med, som han gik og stod i, derfor klippede han inden løbet sine bukseben af, så det kom til at ligne sportsbenklæder.

Det cubanske postbud i sit hjemmelavede løbedress

 

Da han startede løbet havde han ikke fået noget at spise i flere dage, derfor standsede han op ved en have, hvor han tog nogle æbler, der var faldet på jorden. De viste sig imidlertid at være rådne og gav ham nogle slemme mavekramper, Men trods det gennemførte han løbet og endte som nr. 4

 

Det var første gang to sorte afrikanere deltog ved de Olympiske Lege. Det var Len Tau og Jan Mashiani. De gennemførte begge løbet barfodet.

De to afrikanere, der løb barfodet

Tau blev nr. 9 og Mashiani endte som nr. 12, men han kunne sikkert have opnået en bedre placering, hvis han ikke var blevet angrebet af en hund og jaget 1½ km væk fra ruten.

 

Da den amerikanske løber Fred Lorz havde tilbagelagt omkring 9 miles kollapsede han på grund af dehydrering. Men han ville ikke give op, så han steg på en bil og håbede på den måde at nå op til de forreste af hans konkurrenter, inden de kom i mål.

Karikaturtegning af den taxakørene Lorz

Bilen brød imidlertid sammen efter den havde kørt 19 miles, hvorefter Lorz, der nu var blevet frisk, hoppede ud og tilbagelagde de sidste 5 miles og kunne som den første løbe over målstregen og blive hyldet som vinder. Han blev endda fotograferet sammen med præsident Roosevelts datter og først lige inden han skulle have overrakt guldmedaljen blev hans svindel afsløret.


Løbet var heller ikke problemfrit for den næste løber, der passerede målstregen og dermed blev den egentlige vinder. Det var den engelsk fødte amerikaner Thomas Hicks, der ses på billedet herunder - efter han var blevet frisk igen.

Da Hicks havde løbet omkring 10 miles viste han tegn på total udmattelse. Men hans hjælpere pressede ham til at fortsætte, og selv om han tryglede dem om at få vand at drikke ville de kun lade ham skylle munden i lunken destilleret vand.

Da der var 7 miles tilbage af løbet var han så udmattet at han bare ønskede at lægge sig ned på jorden. Men hans hjælpere fortsatte med at presse ham og de gav ham en dosis strykninsulfat (rottegift) blandet op med rå æggehvide og cognac - på det tidspunkt var der ingen regler mod præstationsfremmende stoffer.

Samtidig med denne ”opkvikkende” behandling hørte Hicks om Lorz’s diskvalifikation, og efter endnu en dosis stryknin vaklede han videre som legenes officielle reporter Charles Lucas beskrev det: ”De sidste 2 miles af løbet bevægede Hicks sig som et smurt stykke maskineri, hans øjne var glansløse og hans hud askegrå. Hans arme hang ned som om de var forsynet med tunge vægte, hans knæ var stive og han kunne dårlig løfte sine fødder.”

Hicks hjælpes frem til målstregen

Da han kom ind på stadion, forsøgte han at løbe, men blev reduceret til en slæbende bevægelse af fødderne. Hicks træner bragte ham over målstregen ved at holde ham oprejst mens fødderne automatisk bevægede sig frem og tilbage under ham. Men han kom endelig over målstregen og blev erklæret som vinder

Det tog fire læger en time at få Hicks så meget til hægterne, at han kunne forlade stadion.

Hicks og Lorz konkurrerede igen mod hinanden ved Boston Marathon det følgende år. Her vandt Lorz løbet i tiden 2:38:25, og denne gang uden hjælp fra andet end hans ben.

 

Kilde: Official Report of the 1904 Olympic Games (Charles J.P. Lucas)


Information om cookies.

Accepter