Nu skal landets mest opfindsomme idrætsprojekter hyldes

En idrætsverden præget af corona-krise behøver ikke at betyde et farvel til fællesskaber i idrætten. Opfindsomheden i idrætslivet blomstrede - også selvom det meste af Danmark lukkede ned i marts måned – og det er blandt andet den slags initiativer, der skal honoreres med Danskernes Idrætspris.
7. sep 2020
En idrætsverden præget af corona-krise behøver ikke at betyde et farvel til fællesskaber i idrætten. Opfindsomheden i idrætslivet blomstrede - også selvom det meste af Danmark lukkede ned i marts måned – og det er blandt andet den slags initiativer, der skal honoreres med Danskernes Idrætspris.

Selvom mange idrætsudøvere under coronanedlukningen måtte kaste længselsfulde blikke mod haller og klubhuse uden at kunne dyrke deres idræt sammen, så har det ikke skortet på gode alternativer til at fastholde og engagere på afstand.

Træningsprogrammer og - videoer, online-mesterskaber, virtuel holdtræning, sportspsykologiske podcasts om, hvordan man vinder en kamp og Coronacup er bare nogle af de initiativer, der er blevet taget under corona-krisen.

Og det er netop den slags initiativer, som kan ende med at vinde Danskernes Idrætspris 2020.

Danskernes Idrætspris hylder projekter og idéer, der hver dag året rundt styrker idrætslivet og er med til at give alle – store som små - gode oplevelser i idrætsforeningerne. Prisen er præsenteret af e-Boks i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DR P4.

”Vi glæder os hvert år til at se, hvordan idérigdommen blomstrer i det danske foreningsliv, men særligt i år bliver det spændende, for med corona-krisen har foreningerne været tvunget til at tænke i nye baner,” siger kommunikationschef i DIF, Britt Spangsberg.

Sara Slott, Mads Pedersen og Peter Rosenmeier i dommerpanelerne
I år skal kendte sportsnavne som løber Sara Slott, cykelrytter Mads Pedersen, triatlet Michelle Vesterby og bordtennisspiller (para) Peter Rosenmeier være med til at vurdere, hvem der skal modtage prisen og en check på 100.000 kroner. Når projekterne er udvalgt af dommerpanelet, er det danskerne, der inviteres til at stemme på deres favorit.

www.danskernesidrætspris.dk åbner for indstillinger mandag den 7. september, og under hele perioden frem til, at den landsdækkende vinder findes, vil DR’s P4 regionale radiostationer sætte fokus på de indstillinger, der kommer ind, så der er det bedste grundlag for at kunne afgive sin stemme:

”Danskernes Idrætspris er en vigtig pris, fordi den er med til at hylde alle de spændende tiltag, der hele tiden sker i idrætsverden. Ingen ideer eller projekter er for små, så længe de motiverer danskerne til mere bevægelse i de vigtige foreningsfællesskaber,” siger kommunikationsdirektør i e-Boks, Susanne Søndahl Wolff.

Om Danskernes Idrætspris:

Danskernes Idrætspris - præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4 – er prisen, der fokuserer på foreningsidrætten i Danmark. Prisen gives til det projekt, den aktivitet eller det initiativ, der på inspirerende vis, er med til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten i Danmark.

Kendte atleter sidder med i dommerpanelerne:

  • P4 København: Parabordtennisspiller Peter Rosenmeier
  • P4 Sjælland: Cykelrytter Mads Pedersen
  • P4 Fyn: Tidligere fodboldspiller og nu fodboldkommentator Lars Jacobsen
  • P4 Syd: Håndboldspiller for SønderjyskE Kathrine Kubicki
  • P4 Trekanten: Bowlinglandsholdsspiller Mik Stampe
  • P4 Østjylland: Løber Sara Slott
  • P4 Midt-Vest: Triatlet Michelle Vesterby
  • P4 Nord: Fodboldspiller i AaB Jakob Ahlmann