Det kan du se frem til i 2021

2020 blev et rædselsfuldt år for idrætten og ikke mindst for de store sportsevents, der var planlagt. Den kommende tid bliver forhåbentligt bedre. Så glem corona for en stund, tag den optimistiske klaphat på og glæd dig til mange af de store idrætsbegivender, der venter os.
22. mar 2021
2020 blev et rædselsfuldt år for idrætten og ikke mindst for de store sportsevents, der var planlagt. Den kommende tid bliver forhåbentligt bedre. Så glem corona for en stund, tag den optimistiske klaphat på og glæd dig til mange af de store idrætsbegivender, der venter os.

UEFA EURO 2020 - EM I FODBOLD

 

Hvornår?:
11.juni – 12. juli.

Hvor?
12 værtsbyer i Europa, herunder fire kampe i Parken i København

Detaljen:
Turneringen, de fleste danskere havde glædet sig enormt til, måtte udskydes pga. corona. P.t. ved ingen endnu, hvordan set-uppet for EM i fodbold præcist bliver, og om der eksempelvis kommer tilskuere i Parken. Men sikkert er det, at DBU står klar til at arrangere en af de største idrætsbegivenheder på dansk jord nogensinde. Og sikkert er det også, at Eriksen, Schmeichel, Kjær & Co. er klar til at kæmpe for Danmark. På med klaphatten. Det bliver stort.

VM I SEJLSPORT - 29’ER-KLASSEN

 

Hvornår?:
30.juni – 7. juli.

Hvor?
Aarhus Internationale Sejlsportscenter

Detaljen:
Verdens største talenter inden for High Performance-klasserne skal dyste om VM-medaljer i Aarhus til sommer. 29’er-jollen betragtes som den direkte overgangsbåd til prestigefyldte olympiske klasser som 49’er (herrer), 49’erFX (damer) og Nacra (mix). Danmark har stolte traditioner i disse klasser med flere medaljer fra store mesterskaber, herunder OL-guld. 29er-klassen er med andre
ord ekstremt vigtig for udviklingen af de danske sejlsportstalenter, hvorfor et VM i klassen rangerer meget højt. De sportslige forventninger er at præge mesterskabet, da Danmark har en realistisk mulighed for at vinde VM-medaljer

ROYAL RUN

 

Hvornår?:
12. september

Hvor?
Sønderjylland, Aalborg, Odense og København/ Frederiksberg og Nuuk (anden dato)

Detaljen:
Kronprins Frederik og hans sportsglade familie fortsætter succesen med Royal Run, hvor tusindvis af danskere får mulighed for at løbe en tur med kronprinsen. Udover løbene i de fem værtsbyer er der også løbefest uden kongelig deltagelse på Bornholm. Royal Run skydes i gang i den grønlandske hovedstad Nuuk - dato følger snarest. Alle steder kan der vælges imellem tre distancer: One mile, 5 km og 10 km.

DE OLYMPISKE OG PARALYMPISKE LEGE


Hvornår?:
23.juni – 8.august (OL) og 24. august – 5. september (PL)

Hvor?
Tokyo

Detaljen:
Det var intet mindre end to af verdens største begivenheder, der sidste år blevet udskud på grund af corona. Nu prøver Tokyo igen. Forholdene bliver ganske givet ikke de samme som ved et normalt ved OL og PL, men Japan vil med sikkerhed gøre alt for at arrangere en gigantisk olympisk og paralympisk fest ud fra de gældende betingelser. En fest, hele verden sukker efter oven på et træls år med coronavirus. Kom så Tokyo: Kom så Danmark.

VM I KANO OG KAJAK SPRINT



Hvornår?:

14 september – 19 september.

Hvor?
Bagsværd Sø.

Detaljen:
Med et OL, der blev udsat et år og et VM i kano og kajak-sprint, der skal afvikles få uger efter OL bliver det en historisk mulighed for de danske stjerner som Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen at vinde medaljer ved både et OL og VM samme år i 2021. Historisk er det også, at Dansk Kano og Kajak Forbund fylder 100 år i 2021. VM bliver kronjuvelen på fejringen af 100-års jubilaren, og der er i den grad lagt op til store oplevelser for både atleter og tilskuere.

THOMAS & UBER CUP BADMINTON



Hvornår?:

9-17. oktober.

Hvor?
Ceres Arena i Aarhus.

Detaljen:
Verdens bedste badmintonnationer mødes i Aarhus for at kåre verdens bedste kvinde- og herrehold. Thomas & Uber Cup er et ekstremt prestigefyldt mesterskab, som bliver fulgt på tv af millioner af seere verden over. Danmark har igennem en årrække været Europas bedste badmintonnation og blandt verdens 4-5 bedste nationer. Mange husker sikkert de euforiske jubelscener, da Danmark på imponerende vis vandt Thomas Cup i 2016. Der er garanti for tilsvarende spænding og drama i Ceres Arena til oktober.

RIDE4REHAB



Hvornår?:

23. juni – 1. juli

Hvor?:
Hele landet. Ni etaper med start i Aalborg.

Detaljen:
Det bliver traditionen tro et spektakulært syn på de danske landeveje, når DIF Soldaterprojekt for tredje gang afholder Ride4Rehab, som er et ni etaper langt cykelevent på tværs af Danmark.
Formålet er at give en gruppe skadede veteraner en unik fysisk oplevelse med idrætten og bidrage til at udbrede kendskabet til DIF’s arbejde på området. Soldaterne i feltet får under løbet selskab af en lang række politikere, skuespillere, sportsfolk og andre spændende personligheder, som alle bakker op om grundtankerne bag DIF Soldaterprojekt.