"Landsholdet hviler på foreningslivet"

Hvad har Zinedine Zidane, Andrés Iniesta, Paul Scholes og Michael Jordan til fælles? Ovenstående er et af Kasper Hjulmands yndlingsspørgsmål, og Danmarks nye landstræner stiller ofte netop det spørgsmål til spillere, journalister, unge trænerspirer og andet godtfolk. Svaret leverer han altid selv - stilsikkert og i en særdeles entusiastisk tone:

”Alle fire superstjerner blev i første omgang kasseret af deres daværende træner, da de var 16 år,” siger Kasper Hjulmand og holder efterfølgende en længere kunstpause.
Budskabet er ikke til at tage fejl af. Alle trænere i verden – fra U5 i den lokale landsbyklub i Danmark til toppen af poppen i den professionelle fodboldverden - kan tage fejl.
Det kan Kasper Hjulmand også.

Selvom man som Hjulmand, Danmarks nye landstræner i fodbold, har fået prædikatet som Danmarks vel nok skarpeste fodboldhoved og i en forholdsvis ung alder allerede har haft en beundringsværdig trænerkarriere, så skal man ifølge den 48-årige træner turde udfordre normerne og præmisserne i fodboldverdenen. Og ikke mindst skal man erkende, at intet er hverken kulsort eller kridhvidt, når man arbejder med mennesker og fodbold.

”Historien om, at selv vanvittigt dygtige sportsstjerner som Jordan og Zidane blev sorteret fra som teenagere, er vigtig, fordi den siger meget om trænerrollen og ikke mindst om talentudvikling. Det er en historie, der sætter det ’at være dygtig’ til en sportsgren i perspektiv. For hvad vil det sige at være dygtig? Og hvad er en god træner så i den sammenhæng?” lyder det retorisk fra manden, der netop selv er blevet kaldt for en ualmindelig dygtig træner og af samme årsag er blevet hentet ind til Danmarks mest prestigefyldte trænerjob.

Bonderøv fra Djursland
Vi møder Kasper Hjulmand en ekstremt varm sensommerdag i DBU’s domicil i Brøndby. Temperaturen har sneget sig op over 30 grader, grillen foran DBU’s kantine er tændt, og fodboldorganisationens medarbejdere er ved at gøre sig klar til en sydende barbecuefrokost. Kasper Hjulmand må vente lidt endnu med frokosten, for Idrætsliv har plantet Kasper Hjulmand i skyggen til en snak om fodbolddanmarks potentiale anno 2020. Her er der masser at tale om – både hvad angår bredden og eliten.

Men inden vi når så langt, skal vi lige have præsenteret den nye mand i spidsen for dansk fodbold:
Kasper Hjulmand er det, han selv betegner som en bonderøv fra Djursland. Han er fodboldnørd med stort F, tidligere aktiv spiller i blandt andet B93, inden karrieren blev smadret af talrige knæskader, tidligere mega succesrig træner for FC Nordsjælland og tidligere knap så succesrig træner for tyske Mainz 05. Vigtigst af alt er dog, at han sidste år af DBU blev præsenteret som ny landstræner fra sommeren 2020. Præsentationen foregik på et tidspunkt, hvor verden så radikalt anderledes ud. Men så kom corona, og det har gjort Kasper Hjulmands opstart noget
mere speciel, end planen var:

”Det går fint, men lige som i så mange andre brancher, så lever vi jo i en vanvittig tid, og mit job er på grund af corona meget anderledes, end det ellers ville være. Der er mange usikkerhedsmomenter at forholde sig til,” siger Kasper Hjulmand, der ikke får mange muligheder for at se sit landshold træne i det kommende år frem mod EM på hjemmebane i 2021. Vi har nærmest kun kampe og næsten ingen træningssamlinger, så i forhold til det faglige, er der jo rigtigt meget, der har ændret sig. Det er klart, at man tænker over, hvad man egentlig kan gøre som fodboldtræner på de her præmisser, men det skal nok gå.”

Du er netop vant til den lange proces i klubregi, når du arbejder med dine spillere. Nu foregår alt på den korte bane. Hvordan er det?
”Det handler om at holde tungen lige i munden. Omvendt må man også sige, at hvis man kigger ud i verden, er der mange andre problemer at gå op i end fodbold, og man bliver også nødt til at sætte pris på, at vi befinder os på et ret godt spot i verden. Så lige nu handler det bare om at få det absolut bedste ud af den situation, vi befinder os i og give den fuld skrald, så de danske seere hjemme i stuerne i det mindste kan få lidt at glæde sig over.”

Du har udtalt, at du ville bruge noget af corona- ventetiden på at prøve at forstå den danske fodboldkultur. Hvad er du nået frem til?
”Jeg er ikke nået frem til nogen endelig konklusion, men jeg synes, det er et interessant spørgsmål. Noget af det allervigtigste i enhver organisation er at finde ud af, hvem man er, og hvor man kommer fra. Det gælder også for os i fodboldverdenen. Men generelt vil jeg sige, at jeg synes, vi har et godt lille land. Et land , hvor vi er tæt på hinanden, og hvor der er meget, der binder os sammen. Den mentalitet kan man godt bruge på fodboldbanen, og det skal vi gøre. Vi er gode holdspillere i Danmark, og det skal man kunne se på landsholdet.”

Hvordan kommer det til udtryk?
”I virkeligheden handler det om, at der er en lim i det danske samfund og fodbolddanmark, som binder os sammen. Vi har omkring 350.000 danskere, der spiller fodbold i foreningerne, og
300.000 af dem er unge piger og drenge. Børnene er fremtiden for hele vores fodboldkultur, så der er utroligt meget at bygge på, "siger han og fortsætter:

"Det danske foreningsliv er helt fantastisk, og jeg tror på, at vi klarer os godt som land og som landshold på en stor grad af sammenhængskraft. Landsholdet hviler på foreningslivet, og vi i DBU og spillerne på landsholdet ved i hvert fald godt, hvor vi kommer fra. Vi ved godt, at vi er en del af noget større, som først og fremmest begynder med alle de fodboldglade børn og alle de frivillige ildsjæle ude i foreningerne.”

Men er du sikker på, at vores landsholdstjerner har den sammenhængskraft så indgroet. De lever immervæk et noget andet liv end den almindelige foreningsdansker?
”Det kan jeg garantere dig for, at de har. Uanset hvem du sidder med af de danske landsholdsspillere, så kan du mærke deres stolthed over at repræsentere den danske fodbold- og foreningskultur. Da jeg trænede i Mainz, havde jeg landsholdsspillere fra seks-syv forskellige nationer, og mange af dem udtrykte ofte træthed og ugidelighed, når de skulle hjem og spille landsholdsfodbold.
Når de danske landsholdsspillere kommer hjem, så er de stolte, og de er vildt opmærksomme på den kultur, de repræsenterer. Det kan jeg love dig.”

Tror du begejstringen går den anden vej også? Ofte kan det godt virke som om, at især børnene, som du nævner, ikke går så meget op i landsholdsfodbold mere?
”Der er ikke nogen tvivl om, at landsholdsfodbold skal kæmpe for sin plads i dagligdagen i øjeblikket. Når der er slutrunder, så kører det, og så kan landsholdsfodbold noget, som eksempelvis Champions League ikke kan på samme måde i forhold til følelser og begejstring i befolkningen. Men landsholdsfodbold skal stadig kæmpe for sin plads på en måde, man måske ikke helt skulle tidligere.”

Hvorfor tror du, det er sådan?
”Da begejstringen for det danske fodboldlandshold for alvor startede i 80’erne, var det jo nærmest som en eksplosion. Pludselig kunne vi spille med mod de store, og det skabte noget naturligt engagement, glæde og stolthed. De følelser er da stadig i befolkningen, men der skal arbejdes lidt mere for at få dem frem i forhold til landsholdsfodbolden. Men det synes jeg også, der bliver. Hele  fankulturen omkring landsholdet er blevet opprioriteret igen, og der bliver her i DBU taget nogle gode og strategisk rigtige beslutninger.

Og mulighederne er enorme med vores kæmpe base af aktive spillere, dygtige drenge og piger, et stærkt herrelandshold og et stærkt kvindelandshold, hvor vi sågar har vores generations ’Ronaldo’ i form af Pernille Harder. Det er fantastisk.”

Hvor langt kan vi tillade os at drømme for dansk landsholdsfodbold?
”Jamen, vi kan drømme om meget. Det tillader jeg mig i hvert fald selv at gøre. Historien om mit liv er i virkeligheden, at jeg – modsat hvad mange tror – aldrig laver karriereplaner
og den slags. Men jeg drømmer meget, og det gør jeg også i forhold til dansk landsholdsfodbold og dansk fodbold generelt. Drømme er drivkraften i mit liv.”

Hvad drømmer du så om?
”Jeg drømmer om at vinde nogle store pokaler med Danmark og opnå nogle fantastiske resultater. Om det er nu eller senere, det er ikke så vigtigt, men jeg tror på, at det er muligt. I FC Nordsjælland sagde jeg også, da vi lå nummer ni og aldrig havde vundet noget, at jeg drømte om, at klubben skulle vinde sine første pokaler. Og sådan endte det jo med at gå. Jeg drømmer også om at få flest mulige danskere til at være stolte af landsholdet. Og jeg drømmer om at være med til at skabe nogle fantastiske fodboldmiljøer for vores børn og unge. Jeg synes, vi har en forpligtigelse til at gøre verden til et godt sted for vores børn, og der kan fodbolden bare en hel masse.”

Er du sikker på, at du ikke skal være statsminister?
”Ha ha. Nej, danskerne er nok bedre tjent med mig i den her rolle som landstræner. Men jeg tror virkeligt på, at vi kan bruge fodbolden til at gøre Danmark til det bedste sted at være barn i verden i. Forestil dig lige den mission.”