Familiesport trender

Det er blevet populært at dyrke sport med sine børn. Idrætsliv var med, da Københavns Bueskyttelaug inviterede klubbens børn og deres forældre til familietræning og pileworkshop.
15. jun 2020
Det er blevet populært at dyrke sport med sine børn. Idrætsliv var med, da Københavns Bueskyttelaug inviterede klubbens børn og deres forældre til familietræning og pileworkshop.

"Min datter har længe spurgt, om jeg ikke nok ville prøve, så hun blev glad for, at jeg endelig gjorde det i dag."

40-årige Miriam Sørensen er med sin datter Emily på ni år til familiedag i Københavns Bueskyttelaug i Grøndal MultiCenter. I halvandet år har Miriam Sørensen fulgt datteren til bueskydning, og under træningen har hun blot kigget på og fulgt datterens træning fra sidelinjen.

Denne lørdag formiddag i februar er det anderledes. Klubben har nemlig søgt penge fra Toms Guldpulje og har fået 14.550 kroner til at støtte familiesport. Derfor har Emily og seks andre børn alle taget en forælder eller to med, så de kan prøve at skyde med bue og pil.

"Det var hårdere for armene, end man lige tror. Der skal bruges noget styrke, så jeg kan godt forstå, at klubben også laver lidt styrketræning med børnene," griner Miriam.

Bedre forståelse fra mor
Forud er gået et par timer, hvor mor, datter og de andre familier har været i aktion med lim og gasbrænder og har hygget sig med at bygge deres egne personlige pile med nocker og faner i farver matchende pilecoveret.

"Normalt, når man som forældre skal bestille pile, så er det egentlig ret svært, for de hedder jo alt muligt mærkeligt, så det var meget interessant at lære om de her pile i dag,” siger Miriam Sørensen. ”Og så var det sjovt at sidde og lave pilene sammen med sit barn. Det var en god måde at være sammen på omkring bueskydningen, og nu kan jeg bedre sætte mig ind i, hvilket udstyr hun skal bruge".

Ved dagens familietræning får alle de fremmødte også instruktioner af en af de bedste inden for sporten. Han hedder Claus Pindbo, er på landsholdet i 3D-bueskydning og en haj til det tekniske.

"Jeg sørger for at instruere børnene, men jeg fortæller også forældrene, hvorfor jeg gør, som jeg gør, så de har muligheden for at bygge videre på det," siger han. Og Miriam vil gerne deltage.

"Jeg er glad for at støtte op om de interesser, min datter har, i stedet for bare at aflevere hende og så gå igen".


To årsager til succesen
Hos Danmarks Idrætsforbund mærker man også, at familiesport er blevet populært. Det skyldes primært to samfundstendenser. 

"Tid er en faktor og en begrænsning for mange familier, så derfor vælger mange at lave ting sammen for blandt andet at spare tid. Men vi oplever også, at man dyrker familieidræt for oplevelsens skyld, fordi det er sjovt. Så man slår to fluer med et smæk," siger DIF-konsulent og tovholder for DIF Trendforum, Anders Vedel.

Tendensen er ikke helt ny. Mor-barn-gymnastik har eksisteret i mange år, men nu begynder andre sportsgrene at lave tilbud, der giver børn og forældre en fælles oplevelse.

"Vi ser klubber lave helt nye koncepter som 'Tonserbold' eller 'Åben hal', hvor mor, far og børn så er med for fuld skrue," siger Anders Vedel. "Der er en enorm efterspørgsel på det, og for det lille barn giver det samtidig en tryg start og en god åbning på foreningslivet".

Også store børn 
Der kommer naturligvis også en alder, hvor det med familiesport i den rene form stopper, fordi børnene vokser. "Hvis din søn er 11 år og spiller fodbold, men ikke gider have dig med som forælder, så kan man eksempelvis lave et forældrehold ved siden af eller et løbehold.

Dermed kan det godt være, at du ikke spiller på samme hold som din søn, men på samme tid i samme klub, og så har man stadig et mikrofællesskab i stedet for," siger Anders Vedel og fortsætter: ”Mine forældre stod en halv dag i Ringsted og så mig spille badminton. Der kunne de måske have løbet en tur eller andet".

Normalt sumper jeg 
Tilbage i Grøndal MultiCenter har Toms sørget for både slik, juice, frugt og sandwich til de fremmødte familier, og Emily på ni år har gang i en god dag sammen med sin mor Miriam Sørensen.

"Det har været hyggeligt at have hende med, men hun kunne ikke rigtigt finde ud af det," griner Emily henvendt til sin mor og slår fast, at moderen altså skal øve sig, hvis hun skal blive god.

Under pilebygningen er de faldet i snak med en anden familie. Det er 46-årige René Rise og hans datter Emma Dorte Rise Nielsen på 12 år. Det viser sig, at pigerne går på samme skole. Det har hverken de eller forældrene vidst, fordi bueskydning er en meget stille sport, der kræver koncentration, fokus og ikke så meget småsnak. Men på familiedagen går snakken lystigt.

"Det er faktisk skægt. Både fordi jeg kan lave noget sammen med min datter og møde de andre i klubben. På de almindelige træningsaftenener er man selv lidt flad og sidder og sumper, mens hun skyder, så det her er lidt noget andet", siger René Rise.

Brug for hinanden
Ifølge datteren er farmand slet ikke en dårlig skytte, og det har været godt at have ham med denne lørdag - primært i pilebygningsfasen.

"Mange af tingene ville have været sværere, hvis ikke han havde været der. Det med at få limen af pilene, kunne jeg ikke gøre. Det har været sjovt at se, hvordan vi egentlig laver de her pile. Jeg vidste ikke, at det var så svært at lave dem," siger Emma Rise.

Når hun bliver 13 år, behøver hun ikke nødvendigvis have sin far med i klubben mere, men måske melder han sig selv ind. "Jeg har overvejet det adskillige gange. Det er kun et spørgsmål om tiden."

René Rise slår fast, at denne familiedag kun har inkluderet ham mere i sporten.

"Jeg har lært klubben, trænerne, de andre forældre og bueskydningen bedre at kende, og man leder jo altid efter noget at lave sammen med sine børn. Og så er det sjovt, når det er noget, de er interesseret i, som man også selv synes er sjovt og kan blive klogere på," siger René Rise .

FAKTA OM TOMS GULDPULJE

  • Puljen er på 1 mio. kr. i år, som uddeles i bevillinger op til 20.000 kr.
  • Puljen kan støtte initiativer og aktiviteter med fokus på familieidræt, der finder sted i perioden 9. september 2020 - 31. august 2021.
  • Puljen kan ansøges af alle idrætsforeninger under Danmarks Idrætsforbund (medlemmer af de 62 specialforbund).
 HER ANSØGER DU