Juleauktion til fordel for udsatte børn

En stor juleauktion skal skaffe midler til foreningsidrætten i de udsatte boligområder. Foreninger opfordres til at sprede budskabet.
30. nov 2020
En stor juleauktion skal skaffe midler til foreningsidrætten i de udsatte boligområder. Foreninger opfordres til at sprede budskabet.

Julen handler blandt andet om at give til dem, der har mest brug for hjælp. F.eks. idrætsforeningerne og børnene i landets udsatte boligområder.

På trods af, at hotelbranchen oplever et historisk hårdt år, så har Guldsmeden Hotels valgt at donere en masse lækre hoteloplevelser til en juleauktion, som finder sted på Lauritz.com hver dag fra 1. december til juleaften. Indtægterne går ubeskåret til DIF get2sports arbejde med at understøtte foreningsidrætten i de socialt udsatte boligområder. Lauritz.com har frasagt sig alle auktionsgebyrer.

I årevis har Guldsmeden Hotels doneret indtægterne fra deres gæsters leje af cykler til DIF get2sport. Men da der stort set ingen gæster har været i år på grund af corona- og rejserestriktionerne, var der ingen til at leje cykler. I stedet har Guldsmeden Hotels taget initiativ til denne juleauktion, så de frivillige kræfter og børnene i de udsatte boligområder ikke kommer til at mange de midler, som hidtil har finansieret kontingenter, fodboldstøvler, boksehandsker til børn og meget mere.

Man kan se alle auktionerne og byde her:

Foreninger er meget velkomne til at sprede budskabet om auktionen. I den forbindelse kan der hentes grafik til sociale medier her og her:

Alternativt kan man også dele DIF’s facebookopslag om juleauktionen.

Om DIF get2sport

DIF get2sport har eksisteret siden 2005 og har løbende udviklet sig og tilføjet nye samarbejdskommuner og -foreninger. DIF get2sport støtter over 50 foreninger i mere end 40 af landets udsatte boligområder. Indsatsen er finansieret af satspuljemidler, TrygFonden, DIF og får desuden støtte af Guldsmeden Hotels.