DIF-året i tekst og billeder

DIF’s årsberetning er på gaden. Her kan du læse om foreningsidrættens flotte år, DIF’s sociale fokus og kommuner med facilitetsstrategier.
16. apr 2019
DIF’s årsberetning er på gaden. Her kan du læse om foreningsidrættens flotte år, DIF’s sociale fokus og kommuner med facilitetsstrategier.

Det seneste år er antallet af kommuneaftaler i DIF og DGI’s store vision, Bevæg dig for livet, mere end tredoblet. Således er hele 13 kommuner nu en del af Bevæg dig for livet-samarbejdet, hvilket for Frederiksberg Kommune blandt andet har betydet, at 91 borgere i kommunen har deltaget på familieidrætshold i 2018, mens 150 har deltaget i ugentlige træningsaktiviteter.

2018 har også været et godt år for DIF-idrætten. Året bød på hele 52 EM- og VM-guldmedaljer til 31 specialforbund. Det er rekord og vidner om et solidt talent- og elitearbejde i forbundene, Team Danmark og DIF.

Derudover fik 1.259 foreninger fra 94 ud af landets 98 kommuner bevilget i alt 43,6 millioner kroner fra DIF og DGI’s foreningspulje i dets første leveår. Det har blandt andet medvirket til, at 25 glade SFObørn nu kan træne ugentligt.

Mange kommuner har vist interesse for at udarbejde en facilitetsstrategi, og i 2018 kom tre nye kommuner med på listen, så der i alt er 17 kommuner landet over, der har lavet en strategi for etablering, drift, vedligehold og modernisering af outdoorfaciliteter, idrætsanlæg, haller og andre kommunale lokaler.

Det og meget mere kan du læse i DIF’s årsberetning, som du kan downloade her.