Tredje medalje i træk til Danmark ved ungdoms-OL

Jonas Winterberg-Poulsen vandt bronze i fleuretfægtning ved ungdoms-OL i Buenos Aires.
10. okt 2018
Jonas Winterberg-Poulsen vandt bronze i fleuretfægtning ved ungdoms-OL i Buenos Aires.

De unge atleter bliver ved med at imponere til ungdoms-OL i Buenos Aires, hvor de på tre dage har vundet tre medaljer. Denne gang var det fægteren Jonas Winterberg-Poulsen, som kunne føje en bronzemedalje til den danske samling.

Jonas Winterberg-Poulsen måtte se sig slået i semifinalen af den forsvarende U17-verdensmester Kenji Bravo fra USA i en meget tæt kamp, der endte 13-15. I bronzekampen ventede polakken Maciej Bem. Efter en kamp, hvor polakken førte det meste af tiden, fik Jonas Winterberg-Poulsen indhentet ham, og den unge fægter fra Fægteklubben Trekanten i København endte med at vinde 15-13.

“Jeg synes selv, at jeg fægter en rigtig god semifinalekamp mod den regerende verdensmester. Jeg tabte mod ham til VM, hvor jeg ikke fik ligeså mange point som i dag, så det var vildt fedt at lave en forbedring. Lige i momentet var jeg selvfølgelig ærgerlig over nederlaget, men jeg er super lettet over, at det blev til en bronzemedalje. Jeg er så glad. Det var en hård kamp, som var hårdere, end jeg havde forventet. Og det var måske også derfor, at det blev lidt tættere end nødvendigt, for jeg har vundet over ham før til EM, og jeg regnede måske lidt med, at det blev samme type kamp. Men sådan fungerer det jo ikke. Så jeg er virkelig glad for min bronzemedalje.”

Jonas’ medalje er den tredje danske medalje ved dette års ungdoms-OL. Sif Bendix Madsen vandt sølv på førstedagen i triatlon og Stephanie Grundsøe vandt guld i 10 m. luftriffel på andendagen.

Jonas skal fægte holdkonkurrence onsdag, hvor han bliver sat sammen med fem andre europæere fra de andre våben og af begge køn.

De danske atleter ved ungdoms-OL er:

Tazana Mikkel Kamanga-Dyrbak, atletik (200 m.)
Alexander Young, cykling
Jacob Hindsgaul Madsen, cykling
Sofie Heby Pedersen, cykling
Mie Saabye Madsen, cykling
Jonas Winterberg-Poulsen, fægtning
Anne Wennerwald Normann, golf
Nicolai Højgaard, golf
Laura Lyck Artmann Larsen, karate
Thomas Kjelgaard Lolholm Jensen, roning
Stephanie Laura Scurrah Grundsøe, skydning (riffel)
Sif Nikoline Bendix Madsen, triatlon

Ungdoms-OL

Ungdoms-OL minder på mange måder om ’de voksnes OL’. Det er en multisportsevent, der foregår over 12 dage med 32 idrætsgrene og 36 discipliner på programmet og med deltagelse af 3.998 atleter fra hele verden.

Når legene åbnes den 6. oktober, så tændes den olympiske ild, som brænder frem til afslutningsceremonien den 18. oktober.

I 2014 vandt Danmark fem medaljer ved ungdoms-OL i Nanjing, mens det blev til tre medaljer ved det første ungdoms-OL i historien i Singapore i 2010.

Yderligere kommentarer:

Mikkel Sansone Øhrgaard, chef de mission for det danske hold i Buenos Aires, mio@dif.dk, mobil: 51559334.